EFIH - To liv, et menneske.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2012
  • Opdateret: 24 okt. 2012
  • Status: Færdig
Det er videre udgaven af John Greens roman; "En Flænge I Himlen" Hazel er en 17-årig pige med kræft. Hun aner ikke hvor lang tid hun har tilbage, men ved det ikke er længe. Men hvad sker der, da en ny dreng dukker op? Da hun bliver forelsket? Mon det er let at være forelsket i en person som du ved dør? Enten før eller efter dig selv? Af samme sygdom? Læs med her! Og find ud af!

46Likes
91Kommentarer
3351Visninger
AA

2. Augustus

 

Der gik flere gange, inden jeg overhovedet turde se sådan helt rigtig på ham. Han var ikke bare lækker, han var over lækker! Jeg havde virkelig lyst til at snakke med ham, men jeg var rædselsslagen! Tænk hvis han bare kiggede på mig fordi jeg var grim? Eller fordi han vidste jeg skulle dø snart? Okay det var en dårlig én, alle her i lokalet skulle dø snart. Om under 5 år, hvis man var heldig fik man de 5 år.

De eneste informationer jeg havde indtil videre var: Augustus, 17 år. Det var det! Virkelig flot klaret Hazel!

”I dag skal vi snakke med hinanden om hvordan vi har det!” Snakkede Patrick. ”Godt! To og to sammen! Hazel og Augustus og så bare to og to resten af jer!”

WHAT?! Mig og Augustus? Over lækre Augustus?!

”Hey!”

Augustus rev mig hurtigt ud af mine tanker.

”Hej.”

Jeg bed mig nervøst i læben. Han smilede charmerende til mig.

”Skal jeg starte?”

Jeg nikkede bare.

”Okay. Jeg synes det er svært at tænke på døden, når vi dårligt har haft et liv. Det er mærkeligt. Vi har ikke nået at opleve kærligheden i nu.”

Jeg måtte have rødmet for han fortsatte:

”Til gengæld har jeg lært én ting. Piger ser så søde ud, når de rødmer.”

Hvis mine kinder ikke var røde før, var de det i hvert fald nu! Mine kinder brændte!

”Okay. Jeg synes ikke det er fair, at vi skal leve med alle konsekvenserne, når vi alligevel bare skal dø. Vi oplever masser af smerte og mister modet. Hvorfor kunne vi ikke bare dø, i stedet for at gå igennem dette helvede?”

Jeg prøvede at smile, men det gik vist ikke for godt, for han begyndte bare at grine. Hans latter var så smittende, at jeg ikke kunne lade være med at grine med.

Det var fantastisk at grine! Når man ikke havde gjort noget i 4 år, begynder man at tro, at man har mistet det.

Det hele sluttede med, at alle menneskerne i gruppen plus Patrick kiggede mærkeligt på os. Nej vent! Patrick smilede!

Timen i dag, var alt for hurtig slut!

”Vi ses jo næste gang”

Smilede Augustus, inden han gik.

”Jep!”

Sagde jeg efter ham.

Lige pludselig var hele det her med kræft og selvhjælpsgruppe alligevel ikke så slemt!  

 

Kapitlerne bliver ikke vildt lange, men jeg kan godt lide, at tage en gang af gangen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...