EFIH - To liv, et menneske.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2012
  • Opdateret: 24 okt. 2012
  • Status: Færdig
Det er videre udgaven af John Greens roman; "En Flænge I Himlen" Hazel er en 17-årig pige med kræft. Hun aner ikke hvor lang tid hun har tilbage, men ved det ikke er længe. Men hvad sker der, da en ny dreng dukker op? Da hun bliver forelsket? Mon det er let at være forelsket i en person som du ved dør? Enten før eller efter dig selv? Af samme sygdom? Læs med her! Og find ud af!

46Likes
91Kommentarer
3347Visninger
AA

8. Anfald!

 Jo, altså da vi sad i biografen, så havde vi jo selvfølgelig købt popcorn, det gør alle jo, ikke? Nåh, men så skulle jeg til at tage nogle, og filmen var startet, da han spytter i den. Ja! Han SPYTTEDE i den?! Klamt! Jeg trak hurtigt hånden til mig! Undskyld men F*ck jeg troede, jeg skulle brække mig, det var virkeligt klamt.

”Undskyld, jeg havde noget siddende i halsen.” Undskyldte han, okay det er vel okay, men sku da ikke ned i popcornene?! Røg min drømme fyr der? Måske! Jeg ved det ikke, jeg havde måske sat for mange forventninger? Eller hvad?

Nåh! Jeg havde altså fået spist, var gået i seng og stået op dagen efter, så nu var jeg på vej ned for at spise igen! Jeg kunne høre min mor ødelægge køkkenet, så jeg var lidt hurtigere ned normalt.

”Hvad laver du?” Spurgte jeg med bange anelser.

”Jeg rydder bare op! Her skal jo være pænt og rent hele tiden! Ikke? Eller er jeg nu forkert på den igen?!” Råbte hun mig lige ind i hovedet. Jeg sukkede lydløst, hun havde et af sine anfald, fik jeg nogensinde nævnt at hun havde det?

”Nej! Her bliver jo også meget pænere af det! Men tror du ikke at du trænger til en pause? Og et glas vand?” Spurgte jeg roligt og mildt. Hun nikkede, jeg trak hende op i hendes seng. Mens hun lagde sig ned, blandede jeg pillen med noget vand, hun drak uden at sige noget, og faldt med det samme i søvn. Ingen vidste hvorfor hun fik de anfald, men det var først begyndt efter jeg havde fået kræft, så de fleste tænke at det var derfor. Jeg startede ud med at rydde op efter hende, når hun vågnede ville hun ikke kunne huske det, så der behøvede heller ikke være beviser, vel?

Efter oprydningen, som bestod i at sætte ALT på plads igen. Kunne jeg begynde på min morgenmad, hov fik jeg fortalt om mit overfede tøj? Nej vel? Nåh, men jeg havde skaffet en andedragt ting, hvis I vidste hvad det var? Nej? Jeg kan ikke forklare det.

Lige da jeg havde sat Top Model til, begyndte vores hjemmetelefon at ringe.

”Argh!” Vrissede jeg, men fik da kæmpet mig op af sofaen og hen til telefonen.

”Det er Hazel!” Sagde jeg, eller prøvede jeg i hvert fald at sige venligt.

”Hej! Det er Morten” Svarede en glad stemme i den anden. Jeg tabte nærmest røret, hvad ville han.

”Ja?” Sagde jeg og prøvede at lyde cool, sej, tjekket, men det virkede ikke.

”Haha! Nogle er vist lidt bange!” Grinede han.

”Fuck dig!” Vrissede jeg.

”Uha! Ikke blev pige sur lille Hazel!” Grinede han videre.

”Hvad vil du?” Forlangte jeg, han kunne sku da ikke bare grine af mig!

”Jeg vil gerne tale med din mor!” Svarede han i et tonefald jeg ikke kunne bedømme, men i hvert fald ikke venligt!

”Det kan du ikke!” Svarede jeg fornærmet, han måtte ikke!

”Jeg bliver nød til det, fordi…” Man kunne næsten mærke hans kolde smil.

”Hvorfor?!” Jeg var ikke bare vred, jeg var sur, fornærmet, ked af det… 

 

Det her kapitel kom ret hurtigt efter det andet, men håber det er okay ;) Skriv hvem I tror Morten er? <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...