I'm yours.(1D)

21-årige Charlotte Parker bor i et stort hus med sin kæreste Harry Styles og sin 2 årige datter Darcy. Harry er med i det berømte band, One Direction og har lige nu pause fra tourne. Charlotte og Harry har boet sammen i 4 år og er super lykkelige sammen. Darcy elsker at være i selskab med far og hendes 'onkler', Liam, Niall, Louis og Zayn. De får en dag en opringning af Paul, - One Direction, om at de skal på tourne igen. Hvordan vil Charlotte tage det? Tager hende og Darcy med? *Læses på eget ansvar.*

22Likes
29Kommentarer
13940Visninger
AA

9. It's me or nobody.

CHARLOTTE'S SYNSVINKEL:

Drew smækkede døren i efter sig. Ja, Drew er dansker men dengang boede han i London fordi han boede hos en familie, det der sprogrejse noget. 

"Så, hvordan har min prinsesse det?" Drew lagde to fingre under min hage, for at løfte mit hoved. Modvilligt løftede jeg mit hoved men undgik at møde hans øjne. Han blev tydeligvis tøsse fornærmet  for han tog hårde fat om min kæbe. "Kig på mig!" Vrissede han og tog fat i min arm, jeg rystede på hovedet og fortrød så inderligt at jeg tog herhen. Men hvad kunne jeg gøre nu. Jeg kunne ligesom ikke bede ham om at lade vær' for så ville det først gå galt. 

Drew tog et skridt tættere på mig, for at jeg automatisk ville tage et tilbage. Det gjorde han et par gange til jeg til sidst, stod helt op af væggen, med hans krop mod min. Jeg kunne mærke han ånde mod min hals og vidste med det samme, hvad han lagde op til. Noget, jeg ikke havde lyst til. Noget jeg så inderligt fortrød at gøre sammen med ham. Noget, han kun ville for at blive tilfreds stillet. 

Behøver jeg at sige mere? Nej, godt så.. 

"Drew, stop så, jeg har ikke lyst!" Noget jeg har lært af mine forældre er at sige fra, jeg kan ikke lige det, for jeg er bange for at sårer folk, men Drew, han kan gøre hvad som helst, hvem som helst og hvornår det nu så end skal være til. Og det er en af de ting jeg ikke kan tage ham for. Jeg har tit afvist ham i at have sex med ham, og der sker det samme hver gang; Jeg siger fra og tager hjem med blå mærker op og ned af armene. Det ikke noget jeg er stolt af absolut! 

"Ser du stadig ham Harry fyren, eller gjorde du som jeg sagde?" Spurgte han. Jeg kiggede flovt ned i mit ned, ikke fordi jeg var flov men fordi at jeg jo stadig var sammen med Harry og ikke gjorde som han sagde. Hvad han sagde er ligemeget, for som jeg flippede ud på Drew, glemte jeg de ord han sagde. 

"Charlotte, svar mig!" Han hev fat i min arm igen og jeg kiggede automatisk op på ham. Han stod med et klamt smil klistret i ansigtet, samt et blik der kun viste lyst. Noget jeg bestemt ikke havde lyst til! 

Drew gav blidt min arm et klem, og dér lige der, begyndte vreden at boble i mig. Han skulle fandeme ikke tro at han kunne lege med mig, have sex når han ville. Og ikke mindst bestemme om jeg skulle slå op med Harry! Jeg elskede jo Harry for hulen! Nej vent, ikke elskede, elsker! Som i at jeg virklig holder af ham og elsker ham! 

Samtidig med vreden var der kom min skyldfølelse også frem. Samt nogle tårer det pressede på i øjenkrogen. Jeg tørrede dem desperrat væk med min frie hånd. Drew så det selvfølgelig med det samme og grinede hånligt inden han pressede sin krop mod min. 

"Drew! Stop så! Nu kan det være nok, jeg er så træt af at du skal blande dig i mit liv...." mere nåede jeg ikke at sige før hans bogstaveligtalt store hånd ramte min kind et par gange. Chokeret tog jeg mine hænder op til mit ansigt mens tårene flød ned af mine kinder.

Jeg placerede mine hænder på Drew's bryst. Hans hånlige smil blev erstattet med et smil der igen viste lyst. Men der fik jeg dig Drew! Jeg skubbede så hårdt jeg kunne Drew væk, som til mit uheld ikke rigtig flyttede sig. Jeg havde åbenbart færre kræfter end hvad jeg gik rundt og troede. Drew grinte igen hånligt og han kunne sikkert også mærke på mig at det pissede mig af.

Ganske rigtig boblede vreden inden i mig. Jeg tog en dyb indånding, talte til 10, tog et skridt frem og gav Drew så hårdt jeg kunne et knæ i skridtet. Han fór sammen og lå og vuggede frem og tilbage på gulvet. Ja, denne gang grinede jeg hånligt mens han fik fremstammet noget utydeligt mellem gispene. 

Denne gang ramte jeg virklig godt. Ikke at jeg har gjort det før, men jeg havde aldrig troet at jeg nogen sinde skulle gøre det. Og især ikke på Drew. 

"Det mig eller ikke nogen!" Råbte Drew, sikkert til mig, men jeg smækkede bare døren i efter mig.

Jeg nåede den vej bussen holdte ved, hvor jeg tog mit store tørklæde på og lynede min jakke, oktober vejret var ligesom ikke det varmeste, også måske også for at dække mine kinder der sikkert stadig var røde efter de par slag Drew, efterlod. Heldigvis var det ikke slemmere end de andre ting han har haft efterladt på mig, men at jeg snart nåede bussen og nok skulle ind til Harry og de andre ville de nok tage rimlig meget opmærksomhed. 

Jeg satte mig ved en kansten ved vejen. Det var stadig lyst også alligevelet ikke. Pludselig slog en tanke mig, Darcy! Hende havde jeg skuda glemt alt om. Fuck en dårlig mor, glemmer alt om sin lille pige! 

Mine tanker kom et andet sted hen da en SMS, tikkede ind på min mobil fra Harry. Jeg begyndte at ryste og trykkede usikkert ind på SMS'en. 

#Jeg ved ikke hvad hun lavede der og hvorfor hun var der. Men når du på et tidspunkt kommer hjem, forventer jeg en god forklaring fra dig... Darcy har det godt og ligger trygt i Niall's arme. - Harry xx# 

Jeg åndede lettet ud, både så jeg ikke skulle bekymre mig om Darcy og også at hun havde det godt ved Niall. Det negative nu er så bare at Harry og nok også de andre forventer en ret god forklaring på hvorfor hun endte i en tilfældig børnehave. Jeg selv er også lidt begæret over at have gjort sådan, jeg eller Darcy for den sags skyld kender jo ingen her. Udover drengene selvfølgelig.

Langsomt kom skyldfølelsen tilbage, hvordan kunne jeg få mig selv til at aflevere Darcy? Hvordan? Ja, det kunne jeg spørger mig selv om 103732673463 gange, og intet svar ville jeg få. Langsomt kom idéen om at tage tilbage til London ind i hovedet på mig igen. 

Uden at tænke over det eller over hvad jeg gjorde gik jeg over mod bussen. Jeg stoppede foran og tænkte stadig ikke over hvad jeg gik ind til. Som om intet var hændt åbnede jeg døren og trådte ind. Hurtigt faldt alles blikke på mig. Og det skal lige siges at det ikke var nogen glade blikke. 

Jeg kiggede rundt på dem alle 5...6...7? Altså 6 hvis vi tæller Darcy med men den 7? Jeg kiggede lidt nærmere og så Anne med Darcy i sine arme. 

"Charlotte, om du vil det eller ej, tager Anne Darcy med tilbage til London, det bedst for hende." Jeg nikkede mig enig, og var egentlig ret chokeret over at det var Louis der sagde det. Ikke noget med 'hej Charlotte, godt at se dig igen..'? 

Jeg åbnede munden men ingen ting kom ud, jeg hostede lidt, måske falsk i håb om at stemmen kom tilbage. Ganske rigtig gjorde den det, men det var måske en lidt kold tone. "Hvornår tager i afsted?" Liam kiggede lidt på mig inden han svarede; "når du kom hjem, så her lige om lidt." Jeg nikkede og havde allerede et nyt spørgsmål på vej, "må.. må jeg komme med ud i lufthavnen?" Liam rystede på hovedet, "de ved ikke hvornår de tager afsted, så indtil de kan få et billigt fly bor de på Anne's hotel..." 

Måske var det bedst for Darcy ikke at være her med en masse voksne mennesker og måske var det bedst for os at hun ikke var her, så vi ikke hele tiden skulle tage hensyn, så som; At vi ikke skulle larme når hun sov og når de gik i byen skulle de ikke drikke sig for fulde pga. Darcy bare ville vågne klokken lort næste morgen o.s.v 

Taknemelig det var jeg. Taknemelig for at Anne gad tage sig af Darcy, af lyst ikke af tvang. 

"Vi må nok hellere gå. I har sikkert en masse ting at få snakket om. Zayn, gider du lige hente tasken tak?" Zayn nikkede høfligt, rejste sig op og forsvandt ud for at finde tasken. 

 

***

 

Med tårer trillende ned af kinderne lukkede jeg døren på klem, så jeg stadig kunne se Anne og Darcy forsvinde ud i Danmark. Jeg lukkede døren i samtidig med jeg også lukkede mine øjne i. Tårerne trillede ned af mine kinder og mit hjerte bankede afsted, da jeg så Darcy's ansigt for mig da vi krammede farvel. Hun forstod ikke hvorfor hun skulle hjem. Hun forstod ikke hvorfor mor og far forklarede hende situationen lige nu.

Nej selvfølgelig gjorde hun ikke det pigebarnet er kun 2 år gammel! 

Da jeg havde fået nogen lunde styr på min vejrtrækning, gik jeg gennem stuen og ud i køkkenet med drengenes blikke i ryggen. 

Jeg gennemrodede køleskabet, men ingen ting var der. Sig mig, spiser Niall også bare hele tiden?! Hvad med os andre? Vi skal også have noget af spise. 

Sulten gik jeg tilbage i stuen. Jeg ville fortsætte ud i gangen efter min jakke for at få min mobil, men en stemme jeg ikke havde hørt i lang tid, lød i mine ører. 

"Charlotte, fortæl os eller hvert fald mig, lige hvad der foregår her." Jeg vendte mig rundt og kiggede lige ind i Harry's grønne øjne der var utydeligt. "Jeg ved det ikke Harry... Jeg mener det ene øjeblik er vi alle lykkelige, det næste øjeblik får jeg en SMS og du stikker af og Anne kommer efter Darcy, jeg går ud..." jeg holdte en pause, da jeg kunne mærke min stemme var ved at knække. "J..je..jeg ved ikke.. hm. hvad jeg skal gøre mere... jeg.. tror.. bare jeg... tager tilbage til... London." Mumlede jeg. Det kom 100% fra mit hjerte, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste at de sidste par dage havde været noget rent ud sagt lort og sidst min ikke mindst, London. Hvad skulle jeg stille op? 

Ville jeg blive her og støtte min kæreste og hans band? Eller ville jeg tage til London dybt ulykkelig? 

"Shh, Charlotte, det skal nok gå. Bare giv mig en forklaring så finder vi ud af det..." Mumlede Harry, jeg kiggede op og så han havde flyttet mig over i sofaen på hans skød, med mit ansigt begravet i hans skulder. Jeg satte mig ned ved siden af Harry og tørrede mine øjne. 

"Lad os starte fra en ende af.." begyndte Liam, mens de andre nikkede sig enig. "Hvad er der med ham Drew? Hvem er han?" Fortsatte han. "Han er eks kæreste der altid har bestemt over mig. Og hvis jeg afviste ham, blev han voldelig og slog mig.." Svarede jeg og tog automastisk hånden op til min kind, der utroligt nok stadig gjorde ondt. Harry fjernede forsigtigt min hånd og gispede. "Har.. du set ham fornylig?" Hans stemme var hård, hvilket jeg godt forstod. Nu var spørgsmålet bare skulle jeg være ærlig og sige hvad der var sket idag? Eller skulle jeg finde på noget Random? 

Uden af tænke over det nikkede jeg, "ja, jeg tog hjem til ham idag. Han blev ved med at ligge op til sex, men fordi jeg afviste ham slog han mig et par gange på kinden og jeg gav ham et knæ i skridtet," svarede jeg sådan uden videre. Harry's vrede udtryk  blev mere blidt. Hvorfor vidste jeg ikke, men det er jeg sikker på han ville fortælle mig. 

"Jeg er glad for du er ærlig." 

Jeg nikkede og kiggede op, på... Louis? Var det ham? Jeg troede den kom fra Harry? 

"Jeg er ikke sur, som sådan jeg synes bare lige at du skal vide at du stadig ikke er, jeg vil ikke sige du ikke er tilgivet for du har jo ikke gjort noget forkert, men jeg er inde Brandt over at du holdte Drew skjult for mig. Jeg mener jeg er din kæreste mig, burde du stole på." Jeg nikkede mig enig over Harry's ord, for jeg kunne ikke være mere enig. Jeg lænede mig frem og krammede ham, med alle de følelser jeg havde i min krop. 

Da vi trak os fra hinanden klappede Zayn i hænderne. "Skal vi få bestilt noget mad?"-"Ja, tak! Køleskabet er tomt!" Drengene grinede blot af min kommentar og ringede efter noget mad. 

Liam, Zayn Niall og Louis gik allesammen ud efter noget drikkelse. Ja alle 4 gik ud sammen. Og nu får du forklaringen: De mente at Harry og jeg stadig havde noget at snakke om, så det ikke ville være ligeså akavet. Men her er mit svar: Efter alt det der er sket, bliver vores forhold ikke som før, hvor vi fortæller hinanden alt og hvor alle er glade og lykkelige, nej efter min dag med Drew, tror jeg der skal meget til at vi stoler på hinanden igen.. 

"Hør søde, selvom jeg sagde jeg var inde Brandt, mener jeg ikke at jeg er mega sur og gider ingen ting, jeg vil dig bare det bedste og jeg vil gerne have at vi kan stole på hinanden og måske fortælle hinanden alt. Jeg ved godt det er meget at bede om, men hvis det er det der gør vores forhold fungerer er det det der skal til. Jeg vil bare gerne have at du skal vide at jeg elsker dig!" Harry tog sin hånd op til min kind og kærtegnede den samtidig med at han fjernede nogle tårer der trillede ned. 

Jeg kunne ikke være mere enig. Så enig at jeg ikke engang vil beskrive det. Bare at vide han elsker mig efter den idiot jeg har været! 

Drengene kom ind i stuen med et kæmpe smil på deres læber, de havde tydeligvis hørt vores samtale. Også gik det faktisk op for mig at jeg ikke havde svaret Harry endnu. 

Typisk dumme lille mig!

Jeg rejste mig op og stillede mig foran ham, "jeg elsker også dig Harry!" Med de ord lænede jeg mig ned mod ham og lod mine læber ramme hans, i et kys fuld af følelser for begge sider. 

"Årg, se hvad jeg sagde Lou, han kan bare ikke få fingre fra hende." Harry og jeg trak os fra hinanden da Zayn, kom med den lille kommentar. Jeg rødmede hvor i mod drengene inklusiv Harry bare begyndte at grine. 

Normalt ville jeg ikke synes det var pinligt at kysse Harry, eftersom vi havde været sammen gennem stort set alt. Det nok mest efter de her meget dramatiske dage at jeg nok bare synes det var rart at mærke hans læber mod mine. 

Så jeg vil egentlig ikke sige alt var godt igen, eller jo fra min side, men Harry skulle sikkert lige have lidt tid, så det ville jeg give ham, som den gode, søde rare... okay jeg stopper bare nu. Min pointe er bare at hvis Harry skulle have lidt tid til at blive sig selv igen, ville han få det. 

For jeg var i godt humør! 

Fordi Harry ikke blev sur over jeg var sammen med Drew, og bare gav mig ros for at være ærlig. 

Det gjorde mig glaaaaad! 

I har nok hørt det her rimlig mange gange, men han er da bare den beeeeedste! 

"Charlotte..." 

"Charlotte!" 

"CHARLOTTE!!" 

Ingen reaktions sans til mig her.

Ej..

Jeg vågnede fra mine ellers positive tanker ved at Louis, havde rejst sig fra sin ellers behaglige læne stol, for at ruske i mig. "Hvad?" Spurgte jeg irriteret, over han havde vækket mig fra mine tanker. "Det ringer på døren, gå ud og åben," mumlede han, vendte rundt for at sætte sig i sin læne stol. 

"Hey, hey, hey, hey! Når nu du alligevelet stod op, hvorfor i hulen helvedes verden gik du så ikke ud og åbnede?!" Vrissede jeg, Louis lavede trut mund, mens Harry, Liam, Zayn og Niall bare grinede over mit ord forråd og min og Louis' samtale. Ja vi underlige, get over it! 

Jeg sukkede. Højlydt. "Jamen, siden du er for doven til at lette røven, skal jeg da med glæde gøre det." Endnu engang grinede drengene af mig og Louis' samtale. 

Jeg gik hurtigt ud til døren, eftersom pizzabuddet sikkert var ved at blive godt irriteret. Jeg åbnede døren og straks så manden trist ud, "hvorfor så trist?" Spurgte jeg ham høfligt om, "jeg havde regnet med at se One Direction og ikke...." han gav mig elevator blikket før han afsluttede sin sætning. "...dig." Jeg rullede kort med øjnene, gav ham pengene og sagde så, "det var vel nok ærgerligt, var?" Ligeglad med at han svarede smækkede jeg døren i hoved på ham, stilte Louis med ved døren, - kun for at være irriterende - og gik så ind til dem.

"MAAAD!" Råbte Niall, som en der ikke havde fået mad i 7876476 år. 

"Her, Niall, her Zayn, her Harry, her Liam og her er mit." Det skal lige siges, men jeg sagde her gav jeg dem selvfølgelig maden. Ellers ville det ikke bare lyde dumt, men det ville også være ret så akavet. 

"Men..men hvor er min mad henne?" Louis lavede et 'uh-hvor-er-det-synd-for-mig' ansigt. Jeg var bare endnu mere irriterende og grinede over hans ansigtsudtryk. "Søde, ikke så ond over for Lou. Hvor er hans mad henne?" Harry kom over og satte sig ved siden af mig. Igen skal jeg lige sige, vi har altså flyttet os fra stuen til spisebordet.. Jeg trak på skuldrene og prøvede at ligne en der ville sige noget men ikke vidste hvordan han/hun, - i dette tilfælde hun, hvert fald hvad jeg ved af.. - skulle fortælle det?

"Hør her Louis..." jeg holdte en irriterende lille pause og lagde min hånd på hans. - han havde taget plads foran mig. - "... manden sagde at han ikke havde mere af.. uhm? Det du nu så end skulle have.." prøvede jeg. Louis lignede en der virklig hoppede på den og jeg lignede sikkert en der var ved at springe. 

"Heeey, hvad lavede den her pose ude ved..."-"Pss, Niall stop please.." hviskede jeg afbrydende. "Når så det det der er min mad.." Louis opdagede mig vidst da jeg hviskede til Niall, for Niall lignede en forvirret krokodille. Også lagde Louis faktisk også tryk på min og mad. 

Nok fordi jeg havde stukket ham en liiiiiille løgn. 

Ikke noget, stort. Du læste det jo selv. 

Er du ikke enig med mig i at, den løgn ikke var en løgn, mere en prank? 

Nej? Ja? 

Okay, ved du hvad glem det. Du har din mening jeg har min :-))

Louis åbnede forsigtigt sin mad, faktisk så forsigtigt at han sikkert var bange for at jeg havde gjort et eller andet ved den. Hvilket jeg ikke havde. 

Det kunne jeg aldrig finde på. 

Okay, den hopper i nok ikke på. Men så ond er jeg dog ikke. 

"Charlotte, for hulen. Hvorfor så ond mod Louis?" Spurgte Zayn om, "ja Charlotte?" Ville Louis så også vide. Og lidt efter ville de andre drenge så også vide det.. "Jeg var ikke ond ved Louis. Det var bare hævn, fordi han rejste sig op for at vække mig fra mine tanker for at bede mig om at rejse mig op så jeg kunne tage imod maden, det kunne han jo ligeså godt selv have gjort, ikke?" Lød mit ret lange svar, til det simple spørgsmål. Lige meget, nu behøver de ikke spørger hvorfor jeg ville tage hævn. 

Og dog. 

"Hvorfor ville du tage hævn?" Spurgte Niall om, søde lille Niall, pus dog. Har du slet ikke hørt med i samtalen? For det var sådan set dig der startede den... 

"Nej.." Mumlede han, vent hvad?! Sagde jeg det højt? "Ups, undskyld Niall. Det skulle virklig ikke ud!" Undskyldte jeg, "nej det siger alle jo." Snøftede han, - selvfølgelig for sjov. - Men jeg valgte at spille med på den. Så jeg rejste mig op for at gå over på den anden side til ham. 

"Undskyld, undskyld, undskyld, UNDSKYLD!!!" 

"Haha, rolig nu Charlotte. Det helt okay. Bare lige til en anden gang, tænk lidt mindre, for du ender sikkert sådan her igen... på et tidspunkt.." 

 

 

***

 

"GOOOODMOOOOORGEN!!!!" Jeg stønnede svagt, tog hovedpuden over hovedet og vendte mig rundt af lyden af Niall's stemme. 

Ja, det var ham der havde råbt i hele bussen, bare fordi han stod først op af alle. 

Jeg rejste mig lettere irriteret og træt op i sengen hvor jeg så der var tomt. Mon Harry også var vågen? Det var han sikkert. 

"Helle for badeværelset!" Råbte jeg i bussen, men mine arme fulde af bade ting, du ved: undertøj, tøj makeup, et TØRT håndklæde og sådan. "Okay." Svarede de i kor og så videre på TV'et. 

Mit ellers dejlige silkenattøj smed jeg på gulvet og min lidt ødelagte hestehale tog jeg ud, så jeg kunne børste mit hår inden jeg gik i bad. 

Det tog mig noget tid eftersom jeg er en af de mange personer som sover utroligt uroligt... 

HAHA! Utroligt uroligt.. tæhæhæhæhæh.

Jeg gik ind under bruseren, hvor vandet var helt fantastisk. Ligeså hurtigt som shampoo'et kom i håret ligeså hurtigt var det ude igen. Og det samme skete med balsamen. Mine ben blev barberet om hyggeligt og pænt, eftersom det danske vejr faktisk var godt idag, så jeg kunne have shorts på. Og det samme med armhullen. 

Jeg steg ud af badet og tørrede omhyggeligt min krop, for at tage undertøj på, som bare var et sort matchende, og tog noget creme på min krop, så den ikke ville føle sig utilpas. 

Jeg tog et par denim short på og en ret lang top, jeg puttede ned i shortsene. Herefter blev mit hår føntørret og sat op i en rodet knold. Jeg tog noget makeup også var jeg ellers klar til endnu en dag i Danmark. 

Nej vent.. Jeg han mit håndklæde op så det ville blive tørt. Ikke ligesom drengene der bare lod det ligge så det blev fugtigt til næsten gang de skulle bruge det, ret klemt egentligt. 

Jeg gik ind på værelset med mine ting for at gå ud til drengene. 

Jeg slog mig ned ved siden af Harry, der hurtigt lagde sin hånd på mit lår. 

Niall kom sur mullende ind til os, men han mumlede "der er ikke mere mad i køleskabet." Han satte sig tungt ned ved siden af Zayn der bare grinede lidt over ham. "Hm, det var præcis det jeg sagde til jer igår" mumlede jeg, "af hva' sagde du?" Spurgte de om, sådan næsten i kor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...