Et lamineret minde

Denne novelle er et af mine knap så gode minder. Om den første gang jeg skulle køre med skolebussen.

3Likes
10Kommentarer
596Visninger
AA

1. Et lamineret minde

 

Jeg bevæger mig gennem viadukten og videre forbi alle cyklerne. Til sidst når jeg stationen. Jeg har god tid. Jeg tjekker nok for 3. gang at mit klippekort stadig ligger i min lomme. Jeg klipper hurtigt mit klippekort én gang. Det er lige blevet efterårskoldt, så jeg har taget sidste års vinterjakke på. Mens jeg står og venter, putter jeg automatisk mine hænder i lommerne, for at skåne dem fra efterårets kulde. Min venstre hånd møder noget skarpt, og ukendt. Hvad er dog det? Jeg holder det i mine kolde hænder. Det er et lille gult lamineret stykke papir. ”LAURA HILDEBRAND” står der, med store bogstaver på det lille kort. Det er mit gamle skolebuskort. Skolebus. Jeg husker den førte gang, jeg skulle med skolebussen.

 

Jeg havde stillet mig et forkert sted. Og det opdagede jeg, først da jeg så det store grønne bæst kørte forbi over ved kirken. Og ikke forbi det almindelige busstoppested jeg stod ved. Jeg husker, at jeg var lige ved at græde, at jeg løb det lille stykke tilbage til præstegården, greb min cykel og cyklede i skole. Men det var ikke nær så rædsomt og ubehageligt som den første gang, jeg faktisk trådte ind i det store grønne bæst.

 

Jeg tjekker lige tiden én gang til. Toget må være forsinket?

 

Dengang var jeg ikke helt alene om at finde det rigtige sted. Erik, min dengang ældre papbror havde nu også givet efter for efterårets kulde. Vi gik langs med kirkemuren, til vi nåede kirkens parkeringsplads. Vi stod og snakkede lidt for at fordrive ventetiden. Han var egentlig flink nok. Nu kunne jeg høre det grønne bæst komme masende på den lille vej. Og se dets grønne farve imellem de mange, slanke træer på hjørnet. Det var ikke den samme grønne farve som min nye vinterjakke. Bæstet kørte lidt længere frem, hvorefter det svingede ind på parkeringspladsen i en stor bue. Jeg trådte et skridt tilbage, af frygt for at bæstet ville ramme mig, men der var styr på det. Bæstet var stort og grønt. Jeg var virkelig nervøs. Jeg kiggede over på Erik, men det var som om jeg var usynlig. Bæstet åbnede sin mund, Erik gik op ad de fire trin og forsvandt ind i det. Jeg tog en dyb indånding, satte højre hånd på gelænderet. Og trådte langsomt, og forsigtigt op ad trinene. Og ind i gabet på bæstet.

Der sad en skallet, overvægtig chauffør “Godmorgen, du må være ny.” sagde chaufføren venligt, med en træt stemme. Jeg besvarede hans godmorgen med et nervøst et af slagsen. Jeg rettede mig op, og stod så jeg kunne se hele vejen ned ad gangen, da en skrækkelig fornemmelse ramte mig. Der var ikke nogle ledige sæder! Altså to sæder ledige, så man kunne sidde alene. Og det betød at jeg skulle sidde ved siden af nogle andre mennesker. Alle sad bare og fyldte to sæder. Meget egoistisk efter min mening. Selvom det faktisk havde været min egen idé, at gøre sådan. Jeg gik meget langsomt ned gennem bæstet for at finde en plads ved siden af en, der ikke lignede en træt morder der ville dræbe mig, hvis jeg spurgte om jeg måtte side ved siden af dem. Mit hjerte bankede virkelig hurtigt. Jeg kiggede nervøst rundt. Folk var svære at få øjenkontakt med. For de sad og stirrede trætte og åndsfraværende ud af vinduerne.

Jeg var cirka i midten af bæstets mave, da jeg så en dreng fra min nye klasse. Ikke lige min type. Han sad længst mod vinduet, mens hans skoletaske fyldte det andet sæde. “Må jeg sidde her?” spurgte jeg. Som vækket af en trance, kiggede han på mig, og rykkede sin skoletaske op på sine lår. Jeg baksede lidt med min skoletaske. Jeg satte mig ved siden af ham, med min egen skoletaske på mine lår, men alligevel så langt væk fra ham som muligt. Nu bankede mit hjerte en anelse langsommere. Jeg tog selen på. Bæstet satte i gang. Jeg kiggede lidt forsigtigt rundt, og så at ingen andre havde seler på. Så jeg klikkede min egen sele op igen. Solen skinnede morgenagtigt ind gennem den modsatte side af hvor jeg sad. Og jeg kunne se at der var halvstore runde fedtpletter på vinduerne. Hvor kom de mon fra? Og hvor var Erik blevet af? Men nu hvor der allerede var en der stirrede ud af vinduet. Valgte jeg at stirre åndsfraværende på sædet foran mig og på dets grimme mønster.

Vi kørte lidt videre. Nedad bakke, og opad bakke. Bæstet stoppede en gang til. Jeg hørte bæstet sukke og munden blive åbnet. Og lige der, stod der en dejlig træt person. Et blegt ansigt med store, trætte øjne, med en stram lang blond hestehale, i en stor puffet vinterjakke. Jeg stak mit hoved ud og vinkede genert, og behersket til hende. Da hun så mig lyste hendes trætte ansigt en anelse op. Jeg pegede på sædet, på den anden side af gangen ved siden af mig. Inderst ved vinduet sad en lille pige. Hendes lyserrøde skoletaske optog også et helt sæde. De trætte øjne kom næremere og satte sig ved siden af den lille pige. Med sin halvstore sportstaske på skødet. Nu følte jeg mig ikke nær så utilpas som..

 

“GÅ IKKE OVER SPORET, DER KOMMER TOG!” Jeg bliver hurtigt revet ud af mine tanker. Nu kan jeg se lyset i det fjerne. Toget. Toget mod bæstets hjemegn, og de gamle venner jeg stadig elsker højt, men ser alt for lidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...