Mess [1D]

Byen London er kendt for sin magiske og britiske tilstedeværelse. Byen hvor alle ønsker at komme hen til. Det udelukker bestemt ikke Amelia Sanders, der bor med sin bedsteveninde i en fin lejlighed i centrum. Alt er helt normalt for de to unge voksne der arbejder for at få penge, og bruger deres fritid på at hjælpe hinanden med alt. Alt fra lektier til følelser. Alligevel ved hendes bedsteveninde én ting om hende, som mange ikke gør. Hendes bedsteven er Harry Styles, og hvad gør Amelia da hun genforenes med sin bedsteven, efter måneder på tour? Og hvilke følelser, og intriger kommer i vejen?

*** Dette billede er af en af mine veninder, da Amelia er inspireret efter hende ***

0Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

3. Kapitel 2: "I'm back home!"

"Slut for i aften! Den her været ret god, trods nogle umiddelbart ikke ved at maling skal på lærredet og ikke i ansigtet." sagde vores aftenskolelærer Maddie. Hun sagde det sidste en anelse skarpt, men det var også forståeligt eftersom en del af aftenskolens ressourcere blev brugt på ansigtet, hvor det i realiteten ikke engang hørte til.

Et smil samlede sig på mine læber, eftersom jeg rigtig gerne ville hjem og se film sammen med Pixie. Min mobil vibrede let, hvilket fik mig til at flyve op af ren forskrækkelse. En besked fra Pixie stod der. Et suk undslap mine læber, da jeg fik læst beskeden. Jeg rystede på hovedet, og skulle til at tage mine ting op, da jeg så Maylee kigge på mig med et smil.

"Hvorfor så trist? Vejret er godt, og fuglene synger endnu trods klokken er ved at være ni." smilede hun, imens hun tog sin egen taske op. Maylees lange brune hår, der faktisk mindede skræmmende meget om mit eget, sad i en stram hestehale. Hun havde ingen maling på hænderne eller i ansigtet, som var ret imponerende.

Her sad jeg med hvide og røde hænder, samt grøn og gule farver i ansigtet. Jeg ville ligne et omvandrede Engelsk-irsk flag. Woop woop, det kalder vi da lige for Ameliand. Mit eget land med chokolade overtrukket gule vingummi bamser. Nam nam. Jeg blev hevet ud af mine egne tanker, da jeg kom i tanke om at Maylee ventede på mit svar.

"Uhm.. jeg skal hente en pakke på posthuset for min dovne roomie, som hellere' vil lave mad en at gøre noget andet selv." sagde jeg sammenbidt for sjov. Maylee var en frisk person, ikke spor genert, og faktisk, hvis jeg selv skulle sige det en anelse manipulerende. Men okay, jeg kendte hende ikke, og jeg er virkelig inde for det der 'døm ikke andre før du kender dem' ting.

"Jeg kan da gå med! Jeg skal alligevel samme retning!" sagde hun med et smil, og kiggede triumferende på mig. Jeg skævede hen mod et par drenge, der tydeligvis følgede godt med i samtalen. Måske i et håb om en af os ville begynde at rive hinanden i håret eller noget skidt som drengene syntes nu virker så sexet. Men nej.

"Ellers tak, Maylee. Jeg skal skynde mig lidt." sagde jeg afvisende og tog mine ting til mig. Misforstå mig ikke, Maylee virkede som en venligsindet person. Men ærligt ville hjem, så det var bare med at skynde mig hjem, til en varm kop kakao og forhåbentligt noget æg og bacon..

Der lød en kort fnisen om bag mig, men rystede det af mig så let som ingenting. Bitches gotta do, what they have to do, som min onkel altid sagde. Et lavt gab fløj over mine læber, da jeg åbnede døren. Det er hårdt at være flyttet hjemmefra. Så snart jeg var trådt udenfor, begyndte det langsomt at dryppe. Fuck mit liv.

***

Jeg åbnede med et brag døren til lejlighed op. Vejret var hæsligt, og det var begyndt at storme ned, og jeg havde ingen penge med, så ingen bus/taxi til mig. Med irriterende trampen, gik jeg op af de lange trapper til 2. sal. Jeg ville ind på mit værelse, imens Pixie kunne dø af syg og bekymring, imens jeg var i samme bygning som hende.

Og hvis jeg skal være ærlig, kræver det en del selvkontrol ikke at flippe fuldstændig ud på Pixie over hun tvang mig til at hente pakken. For det var begyndt at storme rigtigt ned da jeg var ved posthuset, og på den tid kunne jeg have været hjem for længst.

I tør vejr. Med varmt tøj, varmt mad og varmt kakao. Men det kunne jeg ikke, hvis jeg skulle give Pixie en lærestreg og lade hende dø af ren chok og bekymring. Jeg skar en grimmase, da jeg åbnede døren, så den gav højt en lav knirken. Det kunne Pixie nok ikke høre, da hun sikkert legede med baconen på panden eller så TV.

Jeg kunne høre Pixie snakke med nogen, og det var tydelig en mandelig stemme. Eller ikke en, men flere. Forsigtigt åbnede jeg mine sko, og stillede dem ude i gangen. Så kunne hun forhåbentligt få en ny ledetråd, for min jakke skulle jeg stille til tørre ude på terrassen senere, og der skulle man så igennem stuen først for.

Kort efter så jeg at min dør var på klem, og det betød jeg ikke skulle været listig med at åbne det knirkende håndtag. Jeg humpede forsigtigt ind af døren, og stillede den på klem bag mig. Som håbede sad mit nattøj på sengen, inklusiv noget undertøj. Yay me.

Jeg trak af mit tøj, og hev undertøjet over mig. Kort efter trak jeg i mit nattøj, og stirrede udenfor. Hvem prøvede jeg at narre? Jeg kunne ikke være herinde forevigt. Min mave ville dø... Jeg rejste mig op, og åbnede døren forsigtigt op. Det så umiddelbart til halvdelen af mit held var med mig i dag.

Jeg vandrede ind i stuen, og smilede falskt. Til gengæld så jeg noget jeg aldrig havde troet jeg skulle se. "Hey Pixie og...." Jeg måtte ligne en spørgsmålstegn, for jeg kunne ikke få en enkel lyd ud. Jeg stirrede egentlig bare, sådan... creepy at stirre.

"Holy God." var det eneste jeg kunne få ud. Trods jeg var dybt chokeret, lagde de alle sammen armene rundt om mig, hvilket fik mig til at puffe dem væk. De kiggede underligt på mig, og jeg havde den sære lyst til at skrige. "I er hjemme!" udbrød jeg, og gav et højt hvin fra mig.

Mine hænder holdte mig for munden, for ikke at undslippe et skrig. Jeg snurrede på hælen og bøgede mig ned samtidig med jeg holdte mig for munden. Hvad lavede de her, hvorfor, hvornår, vent... "Pixie Megan Pirelle!" udbrød jeg, og kastede mig i armene på hende.

"Hvornår, hvordan, hvorfor?!" råbte jeg næsten i ørene på hende. Jeg vidste ikke helt om jeg græd, eller om det var fordi jeg stadig var våd. "Spørg dem." sagde hun med et smil, og puffede mig af. Drengene der stadig havde set ud som rumvæsner efter jeg havde afvist deres kram og knus, and so whatever, blødede op, og slog armene om mig.

Der var ikke ord der kunne beskrive hvad jeg følte lige nu, lige her. Om jeg skulle græde, om jeg skulle grine, eller om jeg skulle være vred over de holdte det hemmeligt. Da de træk sig væk fra mig, var der nærmest en skikkelse der lyste rummet op. Harry Edward Styles.

Han smilede til mig, og lignede selv en der kunne græde og grine. Han trak mig hen til sig, og slog armene om mig, så hans tommelfinger aede forsigtigt min ryg. "Vi er hjemme." hviskede han imod min skulder, og den stemme havde jeg godt nok hørt flere gange på Skype, men jeg savnede hans nærvær.

***

Den her blev ikke så lang, og det undskylder jeg. Hvad tror i der sker mere i løbet af aften?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...