Mess [1D]

Byen London er kendt for sin magiske og britiske tilstedeværelse. Byen hvor alle ønsker at komme hen til. Det udelukker bestemt ikke Amelia Sanders, der bor med sin bedsteveninde i en fin lejlighed i centrum. Alt er helt normalt for de to unge voksne der arbejder for at få penge, og bruger deres fritid på at hjælpe hinanden med alt. Alt fra lektier til følelser. Alligevel ved hendes bedsteveninde én ting om hende, som mange ikke gør. Hendes bedsteven er Harry Styles, og hvad gør Amelia da hun genforenes med sin bedsteven, efter måneder på tour? Og hvilke følelser, og intriger kommer i vejen?

*** Dette billede er af en af mine veninder, da Amelia er inspireret efter hende ***

0Likes
0Kommentarer
399Visninger
AA

2. Kapitel 1. "Once upon a star."

"Mimi? Køber du ikke ind i dag?" hørte jeg Pixie's stemme inde fra køkkenet. Hvad havde jeg egentlig regnet med? Det var lørdag, og i følge vores dagsorden var det handle dagen. Alligevel havde jeg et eller andet sted, håbet at hun ville handle i dag. Måske kunne jeg heller ikke tillade mig at sidde i sofaen hele dagen, og se 'Frygtløs den frygtsomme hund.'

Jeg sukkede, og hev dynen væk. "Budgettet?!" råbte jeg ude fra stuen, imens jeg var i gang med at rejse mig op, for at slukke fjernsynet. Åh... dengang hvor det TV show var det mest skræmmende af alle shows. Det eneste der måske kunne trøste en fra forskrækkelserne var en omgang Bubbi Bjørne og chips. Gode tider, gode tider. "Har du fået løn?" spurgte hun, imens jeg tydeligt kunne høre hun arbejdede med at lave noget morgenmad til os begge.

 Klokken var ikke mere end ni om morgenen, men det var bedst at være tidligt ude, for så var man sikker på ikke at blive trampet ned eller se at ens yndlings is er udsolgt.  Desuden åbnede butikkerne klokken ti, så jeg kunne få noget morgenmad i mig, og lave indkøbs seddel sammen med Pixie. "Nej, den kommer først om tre dage!" råbte jeg tilbage. Rent instinktivt hev jeg tæppet fra sofaen, og tog det om mig som en dyne. Dejlig varm... Pixie var garanteret faldet i søvn på sofaen igen, og det var derfor mit tæppe duftede af hendes deodorant.

Jeg åbnede døren i en hastig bevægelse, hvilket forskrækkede Pixie. Hendes paletkniv faldt med et brag på det hårde gulv. Hvis jeg ikke var ved at brase sammen af søvnmangel, så var jeg nok nede på gulvet og flække af grin, over den mærkelig grimmase. I stedet trak jeg på smilebåndet og fandt nogle spisemåtter frem.

I en snegl lignende bevægelse smed jeg dem på bordet, efterfulgt af to tallerkener inklusiv noget bestik. "Chillax, Mimi. Vi er ikke millionærer." fnes hun, imens hun samlede paletkniven op fra jorden, og tørrede det roligt af i hendes forklæde. Jeg rullede med øjnene, og tog de spejlæg Pixie allerede havde lavet, og lagde dem forsigtigt ned i tallerkenen. Pixie's æg var ret let kendte for dens meget blødkogte hed.

Og jeg havde ret, så snart de havde ramt de ikke så pæne tallerkener, begyndte æggeblommen at strømme let ud. Jeg rystede let med hovedet, og puffede let Pixie væk, for at kunne komme til vand-kogeren. "Vi mangler nogle Earl Grey teblade.." sukkede jeg træt, og hev et stykke papir af køleskabet.

I admit; min håndskrift var næsten ulæselig, men så længe Pixie og mine bankrådgivere kunne læse dem, så kan jeg kun være ligeglad. Med en grumset bevægelse, skrev jeg 'teblade' på, og satte den tilbage på magneten på køleskabet. "Michael har ringet i morges.." sagde hun irriteret, imens hun røgede baconen sammen i en omelet.

Der var blevet ret stille mellem mig og Pixie, siden jeg godt forstod hendes irriterende tone. Hende og Michael, min kæreste, var godt nok de værste former for venner man kunne kalde hinanden. De eneste tidspunkter hvor de prøvede at tale pænt til hinanden, var når jeg var til stede.

I realiteten vidste jeg ikke hvorfor de brød så lidt om hinanden, men som det forstående menneske jeg nu var, sagde jeg intet til det, udover jeg krævede at de bare var lidt venlige imod hinanden. "Ah... Hvad ville han?" spurgte jeg lettere ligeglad, i stedet for at lyde alt for begejstret. Selvfølgelig var jeg da glad for min kæreste ringede, men når min rumbo ikke ligefrem var særlig glad for ham, kunne man være et fantastisk menneske og skrue lidt ned? "Det sædvanlige, spørge om du kunne kommer over til ham senere." svarede hun koldt, og jeg kunne godt se det gik lidt ud over hendes omelet, for den var tydeligt blevet stukket ned med hendes paletkniv nogle gange. Jeg nikkede, imens jeg sukkede en anelse. Jeg trak på skulderen, og åbnede køleskabet.

Det var efterhånden blevet ret tomt, så der skulle vist multikøbes ind i dag. ”Jeg tror jeg bliver hjemme, og forbereder en audition sammen med min elskede roomie.” sagde jeg med et smil, og smed noget bacon ind i mikrobølgeovnen. En lav latter blev hørt fra Pixie, som fik taget sin omelet af panden, og ned i sin tallerken.

”Det er godt, for jeg sagde nemlig du ikke kunne, fordi vi skal nemlig hellere’ ikke øve min audition.” sagde Pixie i en drillende tone. Mine øjne måtte være vokset til tekop størrelse, for jeg kunne mærke grimmasen i mit ansigt. Overraskelser lignede aldrig Pixie, så der måtte stikke et eller andet under. ”Forklar dig!” fløj jeg hurtigt op, hvilket gjorde jeg tabte mit tæppe.

Hun lo, og løftede en finger foran læberne, og tyssede forsigtigt. For sjovt rystede jeg på hovedet, og sendte hende onde blikke hver eneste evig gang vi fik øjenkontakt. Hun morrede sig tydeligvis over det, og et eller andet sted kunne jeg godt forstå hende. Pixie var tre år ældre end mig. Det ville sige 22, så det måtte være sjovt at kunne grine af en, der lige så godt kunne være ens lillesøster.

Pixie var vokset op med mange søskende, så hun var vel vant til at skulle dele, og drille. De to magiske D'er, kaldte hun dem. Så man kunne lige så godt irritere sin rumbo med overraskelser, når hendes brødre og søstre alligevel nu boede helt oppe i Leeds. Jeg rystede atter på hovedet. Det skulle nok blive en speciel dag.

***

"Vi mangler stadig frugt." sagde Pixie med en udmattet undertone. Jeg kunne godt følge hende, for de sidste to timer havde hun trukket mig igennem det store center i en indkøbsvogn, der nærmest var fuldt op til renden. Folk ville kalde os sære, vi ville kalde det rutine. Hun kørte mig rundt i centeret, og jeg tog tingene ned fra hylden.

Men det var hyggeligt, også kunne man også være lidt hipster og sige, at gå roligt rundt var alt for mainstream. "Der kan man jo ikke køre vogn..." svarede jeg skuffet, og hoppede ud af indkøbsvognen. Pixie trak på skulderen, og rakte mig en kurv. Jeg udstødte et suk, og gik med tunge skridt mod frugtafdelingen.

Folk tænker jeg er sær, når jeg siger der er lidt over frugtafdelingen. At den faktisk kan få mig til at smile. Alligevel forstår de mig når jeg siger de minder jeg har haft i frugtafdelingerne er uendelige. De gangke hvor man tog nogle store æbler eller citrus frugter og legede de var bryster, eller satte jordbær foran øjnene, eller lejede porrerne var en ædel del.

Jeg smilede ved tanken, og rodede let i æblerne for at finde nogle ordentlige nogle, og begyndte at grine let for mig selv. "Hvad griner du af?" sagde en velkendt stemme. Mit hoved drejede mig med et sus, og det jeg så fik mig til at grine igen. Det var bare Michael, thank God. "Minder." svarede jeg kort, og betragtede æblet og smed den tilbage i bunken med de andre æbler. Han kiggede undersøgende på mig, og det fik mig til at rynke på næsen. Forventede at jeg klædte mig som til en fest til hvorhen jeg gik? Jeg rystede på hovedet, og kiggede afventende på ham. "Hvilke minder?" spurgte han så imens han stadig kiggede undersøgende på mig.

"Mig og min bedsteven lavede alting underlige ting i frugtafdelingen." svarede jeg med et suk, og betragtede området. Godt nok havde de fleste tilfælde været hjemme i Holmes Chapel, alligelvel når han var hjemme og var med mig ude at handle, så foregik det en masse underlige ting. "Hvilke ting?" spurgte han mistænksomt, og jeg vidste med det samme hvad han tænkte. Kender I det hvor man bare kunne give en, en lussing for deres dumme spørgsmål selvom man elsker dem? Jo, den følelse har jeg lige nu, men også for sjov. Jeg fægtede med armene, hvilket umiddelbart tiltrak en smule opmærksomhed.

"Helt ærligt, Michael! Han har været min bedsteven side jeg var 4, du kan godt droppe det der." sagde jeg advarende. Jeg hev fat i en pose, og satte tilfældige æbler ned, imens jeg rystede på hovedet. Han satte beskyttende hænderne op foran sig, og mumlede noget uforståeligt. "Chill! Shit just got serious." forsvarede han sig selv, efterfulgt af en latter.

"Nåh.. hvorfor siger Pixie, at du ikke kan hænge ud i aften?" spurgte han så. Han lavede en irriterende undertone da han sagde Pixie. Jeg sukkede, og sendte ham et smil, imens vi begge to gik videre til bærene. "Ville ønske jeg vidste, men til mit forsvar sov jeg da hun svarede dig. Men vi kan vel ses senere i ugen?" sagde jeg så optimistisk.

Han sukkede, og vinkede med hånden som et 'ses.' Jeg rystede sukkende på hovedet, og tog nogle bær til mig. Klokken var halv tolv, og min mave knurrede som en bjørn. Jeg bankede utålmodigt på min mave, og så Pixie nede ved kødet. Jeg satte i et lettere løb, og mærkede kurven dingle ved siden af mig.

"Amelia! Finally!" udbrød hun, og hev kurven til sig, i et brag. ”Chillax, Pixie! Jeg mødte Michael.” sagde jeg roligt, og kiggede med et varsomt blik på hylderne. Et suk blev hørt fra hende, men i stedet for at kommentere det, valgte jeg at ignorer det. I et roligt tempo gik vi til kassen, hvor køerne efterhånden blev større og større.

”By the way, Mimi, så skal vi have gæster.” sagde Pixie som om det ikke var noget udover det sædvanlige. Men det var udover det sædvanlige, for siden at vi begge have skrot jobs, så festede vi ikke mere end nødvendigt. Jeg måtte ligne et spørgsmålstegn, for det var åbenbart hylende sjovt, at se mig være dybt forvirret.

”Vent... hvad... hvorfor?” udbrød jeg forvirret. Det så umiddelbart ud til at tiltrække en del opmærksomhed, for de handlende folk. Pixie smilede lumskt, og vendte sig mod kassen hvor en pige på cirka min alder, smilede til os. Hun havde bølget brunt hår, ligesom Pixie’s trods hendes var lyst, og glimtende brune øjne. Også opdagede jeg det... ”Eleanor?”

Jeg måtte ligne en der havde set et spøgelse, for hvis jeg skulle være helt ærligt, havde jeg måske det også. Men hun stod jo lige der? Lige foran mig, med et smil på læben i en arbejdsuniform. Det var jo perfekt! Der var nærmest ingen teenagere der handlede herinde, mig og Pixie var bare undtaget fordi tingene var billigst her. Vi skal jo også leve?

”Hej Amelia!” sagde Eleanor med et smil, som om det var det mest indlysende sted at støde ind i hinanden på. Det var det bare ikke, for jeg så hende kun over Skype, Mobil eller når vi var sammen med drengene. Jeg ville ikke kalde mig og Eleanor fremmede for hinanden fordi vi var rigtig gode veninder, jeg så hende bare ikke så tit. Min mund måtte lige på gulvet. ”Hvad laver du her?” tilføjede hun bagefter.

Jeg skulle til at grine, men det ville være underligt. Hun måtte have glemt jeg boede i London, så jeg kunne studere færdig til sprog officer i arabisk og hebraisk. Desværre kunne jeg kun det basiske i begge sprog, da året kun var lige begyndt. Man skulle ikke forglemme de forskellige tegn at lærer. Drengene syntes det var en fantastisk idé at lærer sprog, også kunne jeg også komme ud og rejse, som for dem var ’Nogle af de bedste oplevelser du kan få.’

”Jeg bor her, remember?” svarede jeg, som om det var helt åbenlyst. Pixie stod bag mig, og vinkede roligt til Eleanor. Pixie og Eleanors forhold var neutralt, de snakkede med hinanden og de var venner, men de delte ikke mange hemmeligheder med hinanden. I følge Pixie var Eleanor helt okay, og nede på jorden personen.

”Gud, det havde jeg glemt, skatter! Jeg er lige flyttet hertil.” sagde hun stolt, og klappede let på kasseapparatet. Tak for informationen, siger jeg så bare. Et lavt grin undslap mine læber, men nu var det Pixie’s tur til at blande sig i vores snart ret stille samtale. ”Hvor bor du så hende, Elle?” spurgte hun så nysgerrigt.

Det var da klart hun var nysgerrig, men måske var det ikke så klogt at nævne sin nye adresse midt i et supermarked, hvor der sagtens et eller andet sted kunne være sådan en nybagt stalker, der prøvede at finde ud af Eleanors hjemmeadresse. ”Lige et stykke uden for byen, kort fra...” Eleanor blev afbrudt af en falsk hosten fra Pixie. Jeg sendte hende et underligt blik, og rystede kort på hovedet.

***

Hvad syntes i så om det første kapitel? Måske ikke så spændende igen... men man skal jo starte et sted..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...