13+ Den Lille Pige

Katara er 10 år og har så vidt begyndt på sit liv. Men da hun skifter skole ændrer alt sig. Hun får det dårligere og orker næsten ingenting. Hendes liv tager omdrejninger og hun må nu stå overfor en masse valg og hændelser i livet. Historien om Katara er baseret på en sand historie og noget kan virke hårdt på enkle folk, hvilket forklarer 13+. Læs om den, men no hate, det er en sand historie.

2Likes
1Kommentarer
539Visninger

1. Overfaldet

Jeg havde begyndt i 5. klasse nu, på ny skole. Den var ikke så langt væk, da jeg gik i en speciel klasse, så den lå sådan set bare et par 100 meter væk. Jeg kendte et par stykker fra før af, nogen som jeg gik i børnehave med og nogen som jeg bare kendte. Jeg var stadig "den nye" men ikke ligeså meget som hvis jeg havde været fra København. Nej, jeg begyndte at føle mig, okay, til passe. Jeg kunne godt lide skolen og havde det sjovt med mine venner. Men det var bare starten.

 

Jeg gik over i skolen og håbet at ingen ville lægge ordentlig mærke til mig. Jeg gik, som jeg plejede, sammen med Maria og Anna, men jeg havde det ikke godt med det. Anna var den type som hunsede rundt med folk. Hvis man begyndte på en aktivitet og ikke gad den mere, så måtte man høre efter og finde på en ny ting. Maria var den mere stille type. Hun var rigtig sød og hende kom jeg godt overens med, vi kunne snakke sammen og lære hindanden nye lege. Vi havde det sjovt, men fulgte hele tiden Annas ordrer, hvilket jeg den dag i dag fortryder så inderligt. 

 

Efter hånden blev jeg holdt udenfor, af hele klassen, hvilket førte til at jeg blev holdt udenfor af Maria og Anna også. Jeg gik helt alene og håbet på at timerne ville gå hurtigt så jeg kunne komme hjem, jeg orkede nemlig ikke at være på et sted der jeg ikke følte at jeg passede ind, havde det dårligt og et sted ingen kunne lidt mig. Så jeg sad for det meste i et hjørne for mig selv og læste, eller tegnede.

 

Jeg var holdt udenfor omverdenen indtil jeg mødte en pige fra klassen over, Rachel, som jeg mødte til kor. Ja, jeg sang kor i kirken for at have noget at beskæftige mig med, ved siden af spejder. Vi begyndte at snakke og var med hinanden stort set hver dag. Rachel blev også holdt udenfor, så vi gik sammen. Vores klasser fandt ud af at vi gik sammen hele tiden, så de nærmest forbød os at være med hinanden på skolen, sådan at vi kunne lave nye venskaber i klassen og måske parallelklasserne. Jeg blev da nedtrykt igen og begyndte at være alene igen. Jeg havde det dårligt med mig selv.

 

En ny pige, Callie, begyndte på skolen. Hun var fra Island og var gudskøn. Vi begyndte at snakke sammen igennem en anden pige fra Callies klasse, Estha. Vi blev hurtigt bedste venner og var med hindanden hele tiden, ligesom det var med Rachel. Min klasse accepteret det lidt mere, men ønskede stadig at jeg skulle prøve hos dem, selvom de ikke ville have mig der. Jeg begyndte at få det godt igen. Callie holdt mit hoved oppe og gjorde at jeg følte mig vel. Hun betød guld for mig, ligesom Rachel. Problemet var at Callie og Rachel ikke kunne lide hinanden, så det blev svært at være med dem begge to, siden Rachel og jeg stadig var med hinanden. 

 

En dag var mig og Rachel sammen på skolen og havde, med al held, fået fat i "edderkopgyngen". Vi havde det vildt sjovt, indtil nogen fra de ældste klasser kom hen til gyngen. De begyndte at skubbe os frem og tilbage. I starten var det sjovt, men efter hvert blev det vildere og vildere, højere og højere. Rachel og jeg råbte og skreg til dem om at stoppe, men de hørte ikke efter. Jeg begyndte at blive svimmel og kvalm. Mit hoved blev slået frem og tilbage, i det som føltes som en evighed. Jeg slog mit hoved ind i en jernstang på gyngen og besvimede næsten. Jeg orkede ikke at være på den mere så jeg hoppede da jeg havde chancen. Der var ingen lærere, og ingen som gad at hjælpe. Bortset fra en pige jeg ikke kendte, som blev ved med at råbe at de skulle stoppe. De blev ved med at grine. I faldet blev mine briller skæve og jeg kunne næsten ingenting se ud af dem på grund af stenene og støvet. 

 

Rachel var stadig på gyngen og skreg også får hjælp, hun fik dog mere held og slap med et par skræmmer, men hun konfronterede drengen som havde stået bag det hele, hvilket var en så og sig dum idé. Et par uger efter det, blev hun nemlig sparket over skinnebenet, af den samme dreng. Hun kunne ikke gå på den i flere uger, så jeg var alene på skolen med Callie. Selvom Callie, som er en ret stærk person både psykisk og fysisk, var der følte jeg mig bange. Bange for at det samme skulle ske for mig, og at det eventuelt ville gå værre end hende. Jeg undgik de større klasser og folk som lignede dem. Jeg var bange, for jeg havde jo også været der.

 

Efter hvert blev det bedre, og jeg glemte efter hvert alt om drengen. Rachel blev frisk og kom tilbage på skolen. Alt var fint igen. Nogen af dem fra min klasse gik nogen gange til biblioteket, lige i nærheden af skolen, efter skole. Jeg prøvede det samme og efter hvert blev det en vane. Her kunne jeg nemlig sidde og hygge mig med en bog og bare glemme alt om dem som var rundt mig. Jeg gik der næsten hver eneste dag. Det var den eneste måde at komme væk fra det hele, lærerene som skældte mig ud for at ikke følge med i timen, selvom jeg faktisk gjorde det. Jeg havde bare noget underligt jeg gjorde med hovedet hver dag. Min familie vidste ikke hvad det var, så det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke. Det var sådan så jeg nogen gange  kom i "trance", og fuldstændig forlod omverdenen i et par sekunder. Jeg blev mobbet for det.

 

En dag efter skole gik jeg, som jeg plejede at gøre, til biblioteket og blev der indtil de lukkede. Da de lukkede gik jeg ud og tog min cykel og cyklede hjem ad. Jeg havde en genvej som jeg nogen gange tog for at det skulle gå lidt hurtigere. Den dag, idag, fortryder jeg inderligt at jeg ikke tog den vej jeg plejede. For, foran mig gik der en gruppe på 5 drenge. Jeg begyndte at sagte farten lidt ned, så at jeg ikke skulle ramme dem, og ringede med klokken. De vendte sig omgående om og stoppede op. Jeg blev nødt til at stoppe for at kunne komme forbi. De ville nemlig ikke rokke sig en tomme.

 

Det hele gik så hurtigt. Det ene øjeblik var jeg glad og cyklede hjem fra biblioteket, og det næste stod jeg, med cykelen imellem benene, og blev skubbet frem og tilbage. Jeg råbte nej, stop, lad vær og skreg alt jeg kunne, men de grinede bare og blev ved. Hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere. De spurgte hvad jeg hed, hvor gammel jeg var, hvor jeg boede og kaldte mig for ting jeg ikke vil nævne. Jeg var rædselslagen og var gået i fuldstændig blackout. Jeg stod bare i et par sekunder og lod dem skubbe mig frem og tilbage. Da jeg endelig kom til mig selv svarede jeg at jeg ikke ville, og at de skulle lade være. Jeg begyndte at kæmpe imod og prøvede alt jeg kunne at komme væk. Jeg faldt næsten, men jeg nåede at komme væk. Jeg cyklede så hurtigt jeg kunne hjem og græd så mange tårer jeg kunne. Lige inden jeg gik hen til døren tørrede jeg mine øjne, og sørgede for at se nogenlunde normal ud. Jeg gik ind, og da jeg prøvede at fortælle min far det, kunne jeg bare ikke udforme nogen ord. Hvad skulle jeg sige? Ville han tro mig? Jeg var jo for pokker kun 10 år! Jeg gik i latterlige farvet tøj, og da mener jeg lilla'e sokker til et par blå bukser, en lyseblå bluse med lyserøde og gule tegninger på. Hvem ville dog tro på lille mig? 

 

Så jeg valgte ikke at sige noget. Det hele blev ved med, dag efter dag, at gå igennem mit hoved. Jeg gik igennem hele scenen gang på gang. Jeg tænker stadig på det vær dag. Tænker på hvad der ellers kunne have sket. Det var tæt på en skov, så de kunne let have slæbt mig der ind og gøre det som ingen ønsker. De kunne have banket mig lige der på stedet og efterladt mig på den kolde, hårde jord. Jeg blev overfaldet i en alder af ti år og har endnu ikke fortalt det til nogen, andet end min bedste ven Rachel, min kæreste David og min anden bedste veninde Jennifer. Jeg har begyndt til psykolog og snakker nu om alle mine problemer, jeg har blandt fortalt hende om dette. Jeg fik det lidt bedre, men jeg går stadig og tænker på det hver dag.

________________________________________________________________________________

Forfatters note:

Der vil komme i hvert fald et til kapitel, da Katara har mere at fortælle. Katara er ikke hendes rigtige navn, ingen af navnene stemmer med det virkelige, da det vil bliver holdt anonymt. 

Den er baseret på en ægte historie, så no hate. Det er svært at offentliggøre noget sådan her.

Catrine Fajura, over and out.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...