Himlens Dæmon

Den kun fjorten år gamle Theresas liv er én stor ruin, og hun må alene kæmpe sig vej gennem den hektiske hverdag. Hendes forældres forhold hænger i en tynd tråd, og alt timer til den værste sommer længe. Og som for at svie salt i såret, skal hun også i en emne uge arbejde sammen med Delan, skolens hjerteknuser, og de tre ukronede modedronninger, Melanie, Katey og Sabrina. Men under et skæbnesvangert besøg ved stranden, støder hun tilfældigt ind i Delan - I starten virker det blot som et ligemeget 'hej' men deres forhold udvikles med hast.
Og snart opdager Theresa at Delan slet ikke er så normal, som hun altid har gået og troet..

0Likes
0Kommentarer
387Visninger
AA

2. Havets hvisken

Gruset kradsede mod mine bare fødder, men jeg mærkede det ikke. Alt indeni mig var tomt og føltes koldt. Udenpå var jeg blot en hård skal, der ikke kunne knække. Ikke måtte knække. For en lille måned siden begyndte mit liv at gå skævt. Mor og far, der ellers havde haft det så godt sammen tidligere, havde nu for alvor set sig sure på hinanden. Mor var begyndt at drikke, det havde ellers aldrig været hende. End ikke til fester tidligere hen. Mine fingre gled hen over min arm, hvor et ar strakte sig. Tårerne trillede ned af mine kinder. Far havde givet mig det for en uges tid siden. Ja, var det ikke sidste weekend? Han havde ubarmhjertelige hævet en køkkenkniv over mig. Jeg troede virkelig jeg skulle dø, slået ihjel af min egen far.  Men han havde ikke kunnet det, og til sidst havde han blot givet mig et snit på armen, som jeg blev ved med at pille op. I stedet havde han slået mig bevidstløs og derefter kørt sin vej. Da jeg vågnede næste morgen fandt jeg min mor grædende på sengen. Da hun så hvad der var sket, troede hun ikke på det var far. ,,Han er en god mand" sagde hun ,,Molt ville aldrig kunne gør det". Derefter havde hun låst mig inde på mit værelse. Det var skrækkeligt at sidde dér og føle sig tids løs. Og alene, gud hvor følte jeg mig alene. Og det gør jeg stadig, efter min næreste veninde vendte mig ryggen.

Sophie og jeg havde siden nulte klasse stået sammen gennem tykt og tyndt. Hun var den søster jeg aldrig havde haft. Men allerede i femte gik det galt. Soffe fik kendskab til både alkohol og make-up, snart fyldte drenge det meste af hendes liv, og jeg stod tilbage som en indelukket og genert tøs, der ikke turde mænge mig med mængden. Jeg stod altid i baggrunden, indtil Soffe skrottede mig fuldstændig frem for make-up besatte Stacy. Dér begyndte jeg at gå en del ture nede ved den øde strand, vi lå op til. Fordi der aldrig var badevejr i byen, kunne jeg snildt gå turen uden at blive set af en sjæl. Kun en gang havde jeg støt ind i nogle, og det var et af de mest pinlige øjeblikke i mit liv. Et ungt par havde lagt sig på en klitte og fundet stilheden ligeså lokkende som jeg. De var nøgne da jeg så dem, og tænk, jeg havde bare stirret i stedet for at skynde mig væk. Hvor gammel var det nu jeg var?  Ti år? I hvert fald havde det været det forbudte for mig, det jeg for alt i verden ikke måtte kende til, som jeg havde stået og gloet på med åben mund. Pigen opdagede mig, og begyndte at skrige enormt hysterisk. Jeg var ligeså også begyndt at skrige, og først derefter løb jeg. Ugen efter var den længste i mit liv, fordi jeg ikke turde gå ned til stranden igen. Men allerede otte dage efter havde jeg glemt hændelsen og gået mine daglige ture igen. Først nu, et par år senere, tænker jeg over det jeg så. 

  Nu var jeg ved havet igen, der spillede min yndlings melodi, der sjovt nok altid var den samme, beroligende klukken, jeg kendte og elskede så højt. Månen stod højt på himlen, klokken havde lige passeret tolv. Mine forældre havde jeg efterladt derhjemme midt i et søndags skænderi. Jeg kunne ikke klare mere, måtte bare væk, og dette var første gang jeg havde stukket af om natten. Og hvor var det dog fantastisk! Jeg havde planer om at blive liggende i det bløde sand så længe som muligt, og pleje mine ømme fødder. Jeg havde gået gennem sten, grus og hvad fanden ved jeg, blot for at nå dette stille univers hvor tiden ikke eksisterede for mig. Her i mørket kunne man ikke se min skikkelse, der var tynd som et siv. Jeg elskede at være alene og bare græde, det føltes så dejligt. Men jeg var ikke alene, gik det hurtigt op for mig, efter at have grædt i et kvarters tid. En dreng, iført tøj jeg ikke kunne se, stod ret som et lys og så mod havet og månen der strakte sig over det. Han havde ikke fået øje på mig endnu og bange for at jeg var rendt ind i en pædofil, rullede jeg mig sammen som en sten i natten. Han nærmede sig mig, med langtrukne skridt. Jeg overvejede lidt at spurgte, og derfor rejste jeg mig. Men så ramte en månestråle drengen, og hans ansigt blev fuldstændig oplyst. Han var smuk.. Så forfærdelig smuk, og et chok ramte mig, da jeg opdagede det var perfekte Delan, der stod her, midt om natten lige overfor mig. 
Han havde set mig, og det blik jeg fik sagde mig, han havde vidst jeg var her hele tiden.
Nu kunne jeg stå og glo som en anden idiot.
,,Hvad laver du her, så sent om aftenen?" Spurgte jeg med rynkede bryn.
,,Du kønnere når du slapper af i ansigtet". Sagde han bare. Wow. Hvad var dét?
Delan stod en lille meter fra mig, og lagde hovedet på skrå. Jeg følte mig lille, som han stod der og nedstirrede mig. 
,,Hvem er det nu du er..?" Mumlede han, og jeg følte et ufrivilligt stik i hjerter. Jeg havde aldrig haft noget med ham at gøre - Sidst jeg havde stået så tæt på ham som nu, havde det været fordi jeg havde stået bag ham i en kø til lodtrækning. Og vi var kommet på hold sammen.
Jeg valgte at holde min stolthed, og i stedet for at svare, stak jeg bare snuden i vejret.
Hvad var det dog pigerne så i ham? En selvophøjet nar, det var hvad han var. Tænk jeg for et minut siden havde beundret ham. Jeg ville til at vende om og bare gå, for derefter at græde, da han puffede til min ene skulder. Det føltes som et stød gennem kroppen på mig.
,,Du er ikke bange for mørke, hvad?" Jeg undrede mig over spørgsmålet.
,,Du kan jo udspørge mig i næste uge" spyttede jeg. Hvorfor pokker var jeg så fjendtlig?
Nu smilte Delan, på en måde, der fik mit hjerte til at bløde op og fortryde det jeg havde sagt.
,,Det' rigtigt, Theresa, vi skal være på hold sammen." Der var et glimt i hans øje, der så alt andet end normalt ud. Tværtimod ømt, hvilket slet ikke passede ind i dette her spil vi havde kørende.
Delan ventede ikke på jeg svarede, i stedet vendte han bare om i mørket, og løftede hånden som et farvel. Jeg fattede ikke en meter, den skyld jeg havde følt for lidt siden var forsvundet som et dug for solen. Havet hviskede bag mig, som blide stemmer, når det sleb op af sandet. 
Fortvivlet, men med en varm fornemmelse inderst inde, begyndte jeg at gå hjem af.

Dette var så første kapitel, jeg håber i kunne lide det! Jeg starter ud med noget lidt mere spændende, end sædvaneligt, fordi jeg er liidt utålmodig med at en historie skal gå i gang, og sådan.
Thank U all! -Mere følger. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...