Der er altid nogen for dig

Den handler om to unge mennesker der hver for sig har det dårligt både der hjemme men også i skolen.
Jeg tager udgangspunkt i nummeret Bully af Three Days Grace :)

0Likes
0Kommentarer
444Visninger
AA

1. Der er altid nogen for dig

Rasmus’ skrig var højt og smertefuldt. Sveden dryppede fra hans pande og videre ned på hans tændstiks tynde mave. Han slog hænderne for øjnene og rullede pinagtigt frem og tilbage, som havde han brændt sig.

Stemmerne ville ikke forsvinde. De blev bare ved og ved som en uendelighed. Det var grunden til at han denne gang skreg højere og længere end han plejede. De hånede ham og pinte ham. De var lukket inde i hans hoved og de ville aldrig slippe ud.

Døren til hans værelse åbnede sig hurtigt og lukkede så i igen. Et øjeblik kom der en stribe lys ind i det mørke rum ude fra gangen af.

Tunge skridt bevægede sig hen mod drengen der lå og vendte sig i rædsel. En stor hånd greb fat om Rasmus’ hoved og tvang ham til at ligge stille. Rasmus kiggede op i mørke vrede øjne der tilhørte hans far.

”Du vækker barnet for pokker” sagde hans far rasende. Han slap hans stramme greb og begav sig ud af værelset. Rasmus var sluppet fri af fortryllelsen og lå nu udmattet på sin seng. Han kiggede på digitaluret der stod på hans natbord. Det viste 04:55. Han sukkede og rejste sig fra sengen. Han vidste han ikke kunne få mere søvn nu. Han trak hurtigt i tøjet. Han åbnede vinduet fra hans indelukkede værelse og hoppede ud. Nogle gange ville han ønske at han boede i et højhus. Det ville gøre det hele en del nemmere.

Hans hårde hænder og bare fødder ramte lydløst det dugvåde græs. Han kiggede op mod himlen og så de smukke røde nuancer der farver himlen om morgenen. Han rejste sig og begyndte at gå. En gåtur ville gøre ham godt. Den kolde vind fik ham altid til at føle sig så afslappet.

Han beundrede altid alle de mennesker der var ude så tidligt om dagen. En gammel dame, med krum ryg og stok kom gående overfor ham. Rynker prydede hendes vejrbidte ansigt og gråt tykt hår lagde sig som en høstak om hendes hoved. En mor til to gik med hastige skridt igennem gaden. Mørke rander strakte sig under hendes øjne. Irriteret slæbte hun afsted på de to kropumulige unger der ikke var ældre end 5.

Til sidst så Rasmus en ung pige. Han dømte hende til at være omkring hans egen alder. Hun havde en stor sort hættetrøje på. Hætten var i dette tilfælde trukket godt ned over hendes ellers kønne ansigt. Sort eyeliner dominerede hendes ansigt. Det matchede perfekt til hendes kulsorte filtrede hår, tænkte han. Hendes hænder var plantet i to lommer i hættetrøjen og små høretelefoner der var dækket af hætten og hendes hår fortalte at hun ikke bemærkede omverdenen. Hun havde en intenst kontakt med de ukontrollerede brosten, men i det Rasmus passerede hende kiggede hun op. Rasmus kiggede forbavset ind i to glødende øjne. Mørke og fulde af vrede og sorg. Det var som at kigge i sit eget spejlbillede tænkte Rasmus forundret. Pigen kiggede straks på de uskyldige brosten og satte farten en smule op.    

Ramus fortsatte i lang tid med at gå i et umuligt håb om at han ville se pigen igen.

Rasmus vendte ikke hjem men i stedet valgte han at tage direkte til skolen. Han nåede lige akkurat ind i klassen da den kimende klokke ringede ind til time. Rasmus satte sig på sin gængse plads. Bagerste række, højre hjørne, ingen sidekammerat. Han var den eneste i klassen der ikke havde en sidekammerat. Men han havde vænnet sig til, at enten holdt folk sig bare væk fra ham, ellers var det dem som søgte ham. Og dem som søgte ham, søgte også ballade.

Diktator Dennis trådte med rank ryg og med sit sædvanlige officer lignende tøj ind i klasseværelset. Hans grå hår var markeret med en bred midterskilning og der var intet skæg til at dække hans rynkede ansigt.

”Find jeres bøger frem” sagde han bestemt.

Timerne gik hurtigt. Alt for hurtigt, tænkte Rasmus. Før han vidste af det ringede klokken ud til frikvarter. Han blev siddende et øjeblik i rædsel. Alle de andre elever stormede ud af klassen. Det gjaldt om at komme først til kantinen, ellers måtte man stå i en kvarters lang kø. Rasmus hørte en dyb stemme sige.

”Så Rasmus, nu låser jeg døren”. Rasmus rejste sig modvilligt mens han tøvende gik ud af klasseværelset. I det han kom ud på gangen med alle de myldrende børn, mærkede han nogle tage fat i hans arme og trak ham bestemt afsted. Han satte automatisk hælene i gulvet men det hjalp ikke. Han var lille og splejset i forhold til de to muskuløse drenge der slæbte afsted med ham. Rasmus blev mast mellem alle de mennesker der var på vej den anden vej. Han lukkede øjnene og alt blev mørkt omkring ham. Kun lydende fra snakkende og højrystede mennesker nåede frem til ham. Farvenuancerne skiftede og det blev meget lyst for hans indre blik. Han fik ridset sine ben hen af nogle høje trappetrin. Pludselig stoppede de to drenge der havde grebet fat om ham, med at gå. De slap deres faste greb om hans arme, og gav ham i stedet et hårdt skub i ryggen så han landede forover. Han nåede lige akkurat at tage fra med hænderne.

To blanke sorte sko spejlede hans ansigt.  Han kiggede op og så Lucas der stod bøjet truende over ham. Rasmus rejste sig langsomt og børstede, som om der ingenting var sket, hænderne af for jord og småsten.

Han kiggede rundt og opdagede hurtigt den mur af mennesker der havde dannet sig rundt om dem.

”Hvorfor gør du det her? Jeg har ikke gjort dig noget!” hviskede Ramus sammenbidt så det kun var Lucas der kunne høre det.

Lucas grinte højt og et hånligt smil bredte sig i hans perfekte ansigt.

”Alle har godt af en gang prygl en gang i mellem” sagde han højt.

”Der er forskel på en gang i mellem og hver dag” mumlede Rasmus for sig selv.

”Hvad sagde du?” spurgte Lucas og Rasmus kunne høre på hans stemmeleje at de var noget hen til den del af showet hvor der skulle ske noget. Ellers ville publikummet jo begynde at kede sig.

”Svar mig!” sagde Lucas og skubbede Rasmus så hårdt at han røg bagud, lige i armene på Lucas’ to kompagnoner.

”Ikke noget” mumlede Rasmus så stille at det kun var ham selv der vidste hvad han sagde.

”Hvad sagde du?!” Råbte Lucas og slog Rasmus med en knytnæve lige i solar plexus. Rasmus mistede luft og bøjede sig krampagtigt ned, mens han hivende forsøgte at optage ilten igen. Rasmus hørte publikum råbe. Men det var ikke forfærdede råb. Det var bifaldende råb.

”Jeg sagde ikke noget” fik han fremstammet, lidt højere denne gang.

”Hvordan går det egentlig der hjemme?” spurgte Lucas, næsten blidt, mens han spadserede frem og tilbage foran Rasmus.

”Fint”. Rasmus næsten spyttede ordet ud.

”Jeg har hørt noget med at du har fået en lillesøster. Tillykke med det” sagde Lucas, med et ondt glimt i sine nøddebrune øjne. Rasmus svarede ikke, men holdt blikket stift rettet mod jorden.

”Skal du være uhøflig?!” råbte Lucas og slog ud efter ham med håndryggen. Hånden ramte ham lige på øret. Rasmus mærkede stille og roligt, varmt blod løbe ned af hans kind. Han hørte folk sige ”uh” og ”av”.

”Tak Lucas. Tak fordi du interesserer dig for mit privatliv” råbte Rasmus arrigt. Hvis han kunne ville han have hoppet på Lucas for længst, men han havde ikke en chance overfor de to store drenge. Han kunne måske nå at få et slag ind, men det ville gå ud over ham selv på et andet tidspunkt. Lucas smilede endnu en gang et perfekt smil.

”Det var så lidt Rasmus. Hvordan har din mor det egentlig? Ja jeg mener efter fødslen selvfølgelig” spurgte Lucas høfligt.

Rasmus svarede ikke, men mærkede i stedet tårerne presse på. Han prøvede at skjule det, ved at kiggede ned i jorden, og han blinkede desperat for at få dem væk. Han måtte ikke være svag nu.

”Hvad sagde du?” spurgte Lucas med så silkeblød stemme at Rasmus fik lyst til at græde ud. Det var en stemme man havde lyst til at kramme og holde tæt ind til sig. En stemme man kunne stole på og ikke mindst en stemme man kunne græde ud ved. ”Har hun det ikke særlig godt. Er det det du siger?” spurgte han mens han stak sit glatte ansigt helt tæt på Rasmus’, så han ikke kunne undgå at opdage tårerne i hans grå triste øjne. Lucas vendte nu opmærksomheden mod den cirkel af mennesker der stod omkring dem.

”Ser I” begyndte Lucas. ”Rasmus’ mor har født en lille pige, men der er desværre sket noget uheldigt. Hun blev meget syg efter fødslen. Hun dør højst sandsynligt inden for dette år” sagde Lucas højt til menneskemængden.

”Og hvordan har du det så med det?” spurgte Lucas der havde vendt opmærksomheden om mod Rasmus nu. Rasmus valgte ikke at svare, men det havde han heller ikke behøvedes.

”Ikke særlig godt vel? Din far har travlt med alt andet end dig. Han ved ikke hvor ked af det du er over din mor. Du får ingen trøst. Han kigger knap nok på dig. Du må klare alt selv. Det er som om han har glemt dig. Med andre ord: Du er luft for ham. Ingenting”. Lucas sagde alt dette mens han kiggede på Rasmus, men publikum var stille i dette øjeblik. Lucas havde ikke råbt det højt, men sagt det med en kold normal stemme. Alligevel havde alle hørt ham. I det samme hørte de en stemme komme fra en pige ude fra mængden: ”Læreren kommer!”. Lucas smilede et charmerende smørret smil, smøgede sine ærmer op, og slog med alle kræfter sin næve i Rasmus’ ansigt. De to store drenge slap ham og alle begyndte at løbe væk. Rasmus faldt ned på jorden mens han tog sig til næsen, hvor den sidste knytnæve havde plantet sig. Han mærkede blodet pible ud, og han var ikke i tvivl om at den var brækket.

Før læreren nåede hen til Rasmus, rejste han sig og løb. Han løb ud af den travle skolegård. Han satte ikke kursen mod sit eget hjem. Han havde et helt andet sted i tankerne. I starten hørte han lærerens fortvivlede råb om at han omgående skulle vende om, men han var ligeglad. Han skulle ikke tilbage og forklare hvad der lige var sket. Hvis han sladrede om Lucas, ville han bare få endnu mere bank.

Folk vendte sig forskrækket om for at kigge efter ham når han løb forbi. Men det var ikke så mærkeligt endda, for blodet var blevet tværret ud over hele hans ansigt.

Rasmus løb så hurtigt han kunne og før han vidste af det stod han foran den største bygning i hele hans hjemkvarter. Han smuttede indenfor og besteg de mange murstenstrapper. Forpustet nåede han op på højhusets tag. Den kolde luft ramte ham som et slag i hovedet, og en kuldegysning jog igennem hans krop. Han gik tøvende hen til kanten af taget og kiggede ned på den travle by. Menneskerne var meget små heroppe fra. Pludselig hørte han et tøvende skridt og han fór forskrækket sammen. Han vendte hovedet om mod lyden og så en mørk silhuet stå henne ved kanten af taget ligesom ham selv.

 

***

 

Michelle gik med vrede skridt, ned ad den ellers så fredfyldte gade. Hendes arrige blik stirrede intenst ned på de uregelmæssige brosten. Hun havde trukket sin hættetrøjes hætte godt ned over hendes ansigt. Både fordi det var koldt, men også fordi hun følte sig godt tilpas derinde, skjult af hættens skygge. Den voldsomme musik der kom ud fra høretelefonerne dunkede mod hendes trommehinder. Det var som om musikken udtrykte hendes mange følelser. Det fik hende til at slappe mere af.

Hun bemærkede intet og interesserede sig heller ikke for omverdenen på nuværende tidspunkt. Men pludselig brød hun trancen og kiggede op. En dreng på nogenlunde hendes alder kom gående lige forbi hende. Hans grå øjne studerede hende nysgerrigt. Men samtidig var der et trist glimt i hans øjne. Han var ikke stor, men mere splejset. Tynd og ranglet, men alligevel var der noget fast over ham. Han mindede hende om en der kunne klare alt i verden, og intet kunne vælte ham. Et øjeblik mødte hendes lynende øjne hans sørgmodige, men hun sænkede med det samme blikket og fortsatte i et hurtigere tempo.

Hun kunne ikke holde ud at være derhjemme. Hendes mor var uudholdelig og der stank klamt af sprut. Hun hadede sin mor for det hun udsatte hende for. Gang på gang havde hendes mor lovet hende aldrig at drikke mere, men Michelle havde efterhånden opgivet håbet. Hendes far var rejst fra dem da hun var omkring de tre år. Lige siden da begyndte Michelles mor at drikke. Michelle mærkede vreden brede sig endnu en gang i hendes krop. Hun stoppede sine tanker og lyttede i stedet til musikken. Det var den eneste måde hun kunne tæmme sine følelser på. Hun vandrede i lang tid og bare lyttede til musikken. Hun tog ingen notits af omverdenen og før hun vidste af det stod hun foran skolen og kiggede tøvende ind i skolegården. Hun skulle igennem endnu en håbløs dag. Bare folk ville lade hende være. Bare denne ene dag. Det havde hun virkelig brug for, for hun havde haft en af de værste morgener længe. Hendes mor havde været inde ved hende klokken tre om natten. Først havde hun siddet og plapret løs om hvor stort et svin hendes far var og bagefter havde hun kastet op ud over Michelles seng og gulv. Det var Michelle der havde ansvaret derhjemme. Michelle nåede lige akkurat ind i klasseværelset da klokken ringede ind. Klassen var allerede fuld men folk kiggede knap nok på hende da hun trådte ind i det travle klasseværelse. Michelle sukkede lettet, da hun troede hun var ubemærket, men det satte en skinger stemme øjeblikkelig en stopper for.

”Hej Michelle”. Michelle vendte sig ikke engang om, men gik bare videre hen mod hendes plads. Hun vidste det var en brutal fejltagelse, men hun orkede virkelig ikke Katja i dag. Læreren trådte ind i klassen og alt blev stille. Timerne fløj af sted og Michelle kunne ikke andet end at sidde og kigge på uret. Hele fem gange havde læreren spurgt hende om noget, hvor hun ikke havde fulgt med og hun var blevet smidt ud for døren én gang på grund af hendes nonchalante attitude.

Klokken ringede ud til frikvarter og Michelle mærkede nervøse knuder i hendes mave. Hun trak sin hætte op over hovedet og lagde sit hoved på det overtegnede bord.

”Der er vidst en der er træt i dag, hva’?” spurgte Katja med sin karakteristiske skingre stemme. Michelle svarede ikke men lod i stedet bare som om hun intet havde hørt.

”Er det din mor igen?” spurgte Katja. Michelle valgte at ignorere hende endnu en gang, selvom hun igen kunne mærke vrede stige op i hende da hendes mor blev nævnt.

”Årh lille pus da” sagde Katja med baby stemme og agede Katja let på ryggen. Michelle vente sig så hurtigt om at Katja ikke kunne nå at reagere. Michelle greb fat om Katjas håndled og trak hende ned så deres øjne var lige overfor hinanden. Michelles øjne lynede og hun så Katjas angst lyse ud af hendes himmelblå øjne.

”Begynd ikke på det der i dag Katja” hvæsede Michelle advarende. Michelle mærkede alle pigernes øjne og hun slap Katjas håndled. Katja gned irriteret sit håndled.

”Jeg var jo bare venlig og spurgte hvordan du havde det. Det er jo ikke nemt med en mor der er konstant plørefuld. Du må jo selv gøre alt arbejdet derhjemme, ikke sandt? Kan din far ikke hjælpe til derhjemme? Åh nej det er også rigtigt. Han skred fra jer da du var en lille baby. Utroligt han allerede den gang kunne fornemme hvilket kropumuligt barn du ville blive” sagde Katja hånligt. Pigerne omkring hende grinede og nikkede enigt. De kiggede alle på Michelle med onde øjne. Katja stod der med rank ryg og kiggede Michelle dybt ind i øjnene. Hendes overlegne øjne sagde alt: ”Ha jeg vandt igen. Jeg har magten her i klassen. Du har intet”. Hun var slet ikke så svag eller medlidende som hun havde udgivet sig for at være i starten og det vidste Michelle udmærket godt.

Katja åbnede munden for at komme med endnu en provokerende kommentar om hendes familie, men Michelle kom hende i forkøbet. Hun sprang op fra sin plads og slog Katja lige i ansigtet med en knytnæve. Katja faldt bagover mens hun skreg et skingert smerte skrig. Hun landede på gulvet med et brag og Michelle stod forstenet og så på Katja der lå og hulkede på gulvet. De andre piger kiggede måbende til et øjeblik. Så var der vild forvirring. Nogen piger løb ud af klassen for at hente en lærer, andre satte sig ned ved siden af Katja og prøvede febrilsk at trøste hende, uden held, og andre stod bare som forstenet. Michelle begyndte at løbe. Hun løb ud af klassen og forbi de mange masende mennesker ude på gangen. Hun maste sig forbi folk uden hensyn og bag hende hørte hun folk råbe klagende efter hende. Hun nåede udenfor i den kolde luft, men stoppede ikke op. Hun blev bare ved med at løbe. Hun stoppede op da hun var noget et godt stykke væk fra skolen. Hun hev været i kort gisp, mens hun desperat fiskede sin Ipod og et sæt høretelefoner op af lommen. Hun afspillede hendes ynglings rock nummer og begyndte at gå i takt til musikken. Hun ville hjem og glemme alt det der lige var sket. Men hendes ben bragte hende ikke hjem. De bragte hende et helt andet sted. Hendes ben havde ført hende foran en høj bygning. Tøvende gik hun ind og hun besteg hurtigt de mange trappetrin. Forbavset kom hun op på taget af højhuset. Hun gik hen til kanten og kiggede ned. Hun så alle de travle, men lykkelige mennesker gå nede på gaden. Man kunne se alt heroppe fra. Hun tøvede et øjeblik, men trådte så op på kanten. Musikken dunkede højt i hendes ører. Hun tog en dyb indånding og lukkede sine mørke øjne mens hun gjorde sig klar til det endelige spring. Pludselig, helt uventet, hørte hun en stemme bagfra.

”Hvad hører du?”

Hun vente sig med et sæt om og så den samme dreng som hun før havde set den dag. Drengen med de triste øjne. Ham der mindede hende om en stærk klippe. Men denne gang var han lidt forandret. For friskt blod strømmede ned fra hans næse og blod fra hans øre malede hans blege hår rødt i siden. Hun måbede et øjeblik, men tog sig selv i det. Hun tøvede.

”Um jeg… jeg hører… Bully med Three Days Grace” sagde hun, stadig helt rundt på gulvet. Han rakte en halvblodig hånd frem mod hende og spurgte venligt: ”må jeg høre?”. Hun gav ham den ene høretelefon.

Han nikkede anerkendende.

”God stil”. Han rakte hende høretelefonen tilbage til hende. Hun tog i mod den og slukkede musikken.

”Hvad havde du gang i?” spurgte han selvom han umærket var klar over det. Han havde selv været ved at gøre det samme, indtil han så hende. Hun kiggede skammeligt ned i jorden.

”Ikke noget” mumlede hun. Han lagde en rolig hånd på hendes skuldre.

”Uanset hvad grunden var, så er den ikke god nok til hvad du var i gang med at gøre. Tro mig. Jeg har det ligesådan. Hvorfor tror du jeg er her oppe? For at gøre præcis det samme som du ville have gjort inden for få sekunder” sagde han med mild stemme.

”Hvorfor gjorde du det så ikke bare?” spurgte Michelle, næsten snerpet. Det var ikke meningen det skulle lyde sådan, men han gjorde hende usikker og det irriterede hende.

”Fordi jeg så dig, og indså hvad jeg egentlig havde gang i. Jeg håbede lidt…” han tøvede et øjeblik for han havde ingen idé om hvordan hun ville reagere på dette. ”…Jeg havde i tankerne at vi kunne hjælpe hinanden. Jeg er her for dig når du har brug for det og omvendt. Jeg ved godt at vi ikke kender hinanden endnu, men det kan vi jo komme til… Hvad siger du?” Hans hjerte bankede på højtryk og han overvejede et øjeblik om hun kunne høre hans hjertebanken. Hvis hun hoppede ud nu, ville han højst sandsynligt hoppe med. Der var intet andet at leve for.

Michelle mærkede varme tårer fylde hendes øjne, og hun følte ikke at hun skulle skjule dem. Ikke overfor ham. Han var så forstående, følte hun. Hun hulkede en gang og kastede sig vildt i hans arme. Rasmus fik sådan et chok at han var ved at vælte bagover.

Michelle lod tårerne få frit løb. Noget hun havde fortrængt alt for længe. Han tilbød hans hjælp, noget nogen ikke havde gjort i mange år. Noget hun havde brug for. Og hun ville hjælpe ham, han havde også problemer. Hun var ikke alene i verden om det. Det vidste hun nu. De var sammen om det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...