En lilje

”Jeg forlader dig ikke!” Sagde han alvorligt. Hun smilede. ”Jeg vil aldrig forlade dig lige meget hvad!” Sagde han fast. Igen smilede hun og trykkede hans hånd så hårdt hun nu kunne. ”Jeg tror dig! Men du er nød til at forstå noget.” Han kiggede på hende med et uforstående blik. ”Jeg ved ikke hvor længe jeg kan kæmpe endnu..” Han standsede hende. ”Nej du skal ikke sige så dan noget…” Hun fortsatte. ”Men du skal vide hvor højt jeg elsker dig” Han kiggede hende i øjnene. ”Du var den første der forstod mig, og elskede mig gennem alt. Du er alt der betyder noget for mig lige nu. Jeg elsker dig!” Hendes øjne blev våde. ”Jeg elsker også dig!” Sagde han med tåre i øjnene.
Det er det kræft ramte går igennem. Her er ne lille historie om en kræft ramt pige, og hendes store kærlighed der nægter at lade hende gå.

3Likes
0Kommentarer
363Visninger
AA

1. Du er min lilje

 

 

Han kunne ikke bære at se hende ligge der. Hun så så lille og sårbar ud. Som om hun kunne flyve væk med vinden uden besvær. Hendes øjne var lukkede. Hun så rolig ud uden på, men inden i vidste han at hun have så mange smerter.

Han rakte langsomt hånden frem og røre hende blidt på armen. Hun var is kold. Han trak hånden til sig lige så hurtigt som et lyn. Hun var bange, han kunne mærke det. Han kunne mærke hun kæmpede, men kampen blev hele tiden større og større og hun vidste ikke hvor længe hun kunne blive ved.

En gang i mellem spændte hun lidt i øjnene, men ellers lå hun helt stille, som en blomst der langsomt visnede. En lilje. Det var den han altid kaldte hende. En lilje. En lilje så hvid, så ren, så smuk, så bød og så elskelig. Alt det hun stod for.

Han rykkede stolen tætter på og tog fat i hendes iskolde hånd. Han fik igen et chok da hans hud rørte hendes kolde hud, men han ville ikke give slip på hende. Han ville aldrig mere give slip på hende. At se hende ligge der, gjord ondt helt ind i hans hjerte. Han vidste hun lå i voldsomme smerter, men han følte hans smerte var større. Hun kæmpede stadig. Det kunne han se på hende. Hun ville ikke give op, og det ville han heller ikke.

Han kiggede på hende. Han kunne ikke lade vær med at studere hendes perfekte ansigt. Hendes røde læber og hendes glatte hoved, hvor hendes hår engang havde været, før alle behandlingerne. Hun nægtede at vise dig for ham uden hue, for hun ville ikke have han tænkte hun var grim eller et frygteligt syn. Hun ville ikke have han skulle holde op med at elsker hende. Men han sagde. Han sagde at elsker hende lige så meget som før. At lige meget hvad, ville hun altid være smuk og perfekt. Han ville aldrig holde op med at elsker hende. Han ville aldrig lade der ske hende noget ondt, så det pinte ham at se hende ligge der, uden han kunne hjælpe hende eller rede hende. Hvis han kunne ville han tage hendes smerte, lade hende ligge og sove, og drømme og lade ham tage smerten. Laden ham får hendes sygdom.

Han var stolt af hende. Han kunne føle hun kæmpede, at hun nægtede at give op. Han var så stolt, men han var så bange. Hun var, taper. Hun gav ikke op uden at kæmpe til det sidste. Men han vidste at det her var den sværeste kamp hun nogen sinde var kommet ud for, og kampen var for meget for hende.

Han kiggede ned i det hvide hospitals gulv. Han lukkede øjnene og prøvede at for alle tanker ud af hovedet. Bib. Han løftede hoved med et sæt og kiggede over på hendes hjerte abomenter der stod ved sengekantet. Stregen blev mindre og mindre, og til sidst var det bare en streg der rulle over skærmen. ”Læge!” Skreg han. ”Sygeplejeske!” han rejste sig fortvivlende op og løb ud på gangen. ”Hjælp mig. Der er noget galt!” Råbte han. Et par læger og sygeplejersker kom løbende og skyndte sig ind i rummet. Da den sidste sygeplejeske gik ind, gik han efter. Han nåde ikke mere en et skridt da sygeplejersken stoppede ham. ”Det går desværre ikke” Han kiggede uforstående på hende. Men hun lukkede blot døren.

Bag ham stod tre stole. Han valgte omhyggeligt den midterste og satte sig usikkert ned i sædet. Kæmp. Kæmp. Tænkte han mens han tripper med tærende nede i sine gamle sko. En sygeplejerske kom ud at døren, efter fuldt at et par andre. ”Du kan komme ind nu. Hun er vågen” han var forbløffet over hvor hurtigt det var gået, men han glemte alt da han så hendes blide øjne møde hans. Han nærmest løb hen til hende, og grab hendes hånd. ”Er du okay? Har du ondt? Er det for koldt? Eller måske for varmt?” Hun rystede blidt. ”Jeg vil bare have du er her” Hendes stemme var rystende, men samtidig varm.

”Jeg forlader dig ikke!” Sagde han alvorligt. Hun smilede. ”Jeg vil aldrig forlade dig lige meget hvad!” Sagde han fast. Igen smilede hun og trykkede hans hånd så hårdt hun nu kunne. ”Jeg tror dig! Men du er nød til at forstå noget.” Han kiggede på hende med et uforstående blik. ”Jeg ved ikke hvor længe jeg kan kæmpe endnu..” Han standsede hende. ”Nej du skal ikke sige så dan noget…” Hun fortsatte. ”Men du skal vide hvor højt jeg elsker dig” Han kiggede hende i øjnene. ”Du var den første der forstod mig, og elskede mig gennem alt. Du er alt der betyder noget for mig lige nu. Jeg elsker dig!” Hendes øjne blev våde. ”Jeg elsker også dig!” Sagde han med tåre i øjnene.

”Jeg vil giver op nu” Han kiggede trist på hende. ”Nej du må ikke give op!” Sagde han højt. ”Jeg vil ikke miste dig! Du må ikke give op!” Hendes øjne blev mere våde og en tåre trillede ned af kinden. ”Du er så godhjertet” Hun gned hans kind. ”Men det her er min kamp, og jeg ville ikke have du gå igennem det her længer, på et tidspunk vil jeg tabe kampen, vi kan lige så godt få det overstået” Han kiggede på hende med tåre trillende ned. Han satte sig på knæ foran sengen og begravede hovedet mod madrassen. ”Nej gør det ikke! Jeg vil ikke miste dig!” Bønfalde han. Hun agede hans hoved. ”Bare lov mig noget” Han kiggede op med røde øjne. ”Hvad som helst!” Sagde han. ”Bliv hos mig! Glem…”

Der lød et bib og han kiggede skrækslagende over mod abometer. ”Nej nej!” Sagde han. Hun kiggede på ham. En masse sygeplejersker og læger kom ind i høj fart. Han holdte hendes øjne fast, men han blev revet væk af sygeplejesker. ”Vent!” Råbte han. ”Jeg skal være hos hende! Jeg lovede at være hos hende!” Skreg han, men nogle stærke læge rev fat i ham og slæbte ham ud fra stuen.

'Hun kiggede efter ham. ”Glem mig ikke” Sagde hun svagt. ”Jeg kæmpede for dig. For jeg ville ikke se dig lide mere” Sagde hun svagt og lukkede blidt øjnene. Et øjeblik stod alt stille. Han kiggede bare på hende mens tårerne faldt ned som regn. ”Giv slip på mig. Lad mig gå. Men du må ikke glemme mig” Tiden startede igen, og han rev sig løs fra lægerne og styrtede over mod sengen. ”Jeg vil aldrig glemme dig” Sagde han roligt. ”Du er min lilje! Og for mig vil du aldrig visne!” Hun smilede blidt. ”Du er det bedste menneske jeg har mødt” Hun lukkede øjnene og faldt sammen.

Han kiggede på lægerne og sygeplejerskerne. Det kiggede sørgmodigt på ham, og han vidste hvad det betyd. Selvom han vidste hvad der var sket, var han ikke så trist som han troede, for hun have det godt nu. Hun skulle ikke kæmpe mere og hun have ikke flere smerter eller lidelser.

Hun var i sikkerhed.

Ja. Jorden mistede en kæmper, men himlen fik en Engel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...