Stille omveje

Den kristne pige Liv er i fuld gang med at færdiggøre sit studie i retorik, da hendes far findes død af en overdosis ved den lokale kirke.
Liv er overbevist om at hendes far aldrig kunne finde på, at prøve at begå selvmord, men tanken om at nogle skulle dræbe den mest givende og kærlige menneske hun kender i verden er nærmest lige så utænkelig. Liv indleder dumdristigt, med sine retoriske færdigheder jagten på morderen.
Der støder på den livslange barndomsveninde Siri, som forlængst er havnet i det forkerte miljø. Siri som ikke har set skyggen af andet end den lille by.
Men hvad sker der, når man bliver konfronteret med fortidens skrubler, grimme sider og den lille sovebys hudløst ærlige originaler? Hvor meget tør Liv ofre for at finde svarerne?

*** KAN INDEHOLDE STØDENDE OG SEKSUELLE SCENER SAMT SPROG! PÅ EGET ANSVAR!

17Likes
32Kommentarer
1933Visninger
AA

5. T(o/å)ge

Hun stiger på toget. Jeg holder mig bag en reklameholder og hiver efter vejret. Min mave slår kolbøtter. Jeg går op af trappen, stirrer kort på dem, der altid tager rulletrappen. Hver dag, trappen op og ned. Det føles altid som op. En høj mand med karamelfarvet hår går foran. Jeg sætter farten op. Jeg går forbi, kigger kort tilbage. Mit hjerte nedbryder sig selv langsomt.

Det er ikke ham. Jeg strammer snøren i min talje. Så går jeg igen. Monto stirrer på mig, fra hans faste position udenfor banegården. Jeg har lyst til at løbe ind igen, men han når at få øje på mig.

”Siri.” Hvisker han. Jeg stirrer væk og følger med ham. Efterårsluften suger langsomt mig væk. Mine hænder gør ondt, jeg kan ikke rigtig bøje dem. Jeg kigger på monto. Prøver at genkalde hans ansigt i hans. De minder om hinanden, selvom de ikke ligner.

”Siri ” Han hvisker mit navn. Han hiver mig med ind på et toilet. Han slynger posen frem. Jeg griber ud efter den. Han hiver afværgende posen til sig igen og stirrer med brændende øjne ned på mig.

”Monto.” Hvisker jeg igen og laver et ryk med hovedet. Han står med ryggen til døren og stirrer på mig. Måske skulle jeg. Bare for en stund. Genkalde smerten og minderne.

”Siri.” Han peger på sine bukser. Han er så enorm og stor i forhold til mig. Jeg vrider mig lidt.

”Pulver først.”

”No.”

”Jo, pulver først!” Han bider arrigt tænderne sammen og en grådig hånd rammer min kantede kind. Jeg falder omkuld. Så stirrer jeg på ham. Hans øjne brænder. Toilettets gullige lys for galden til at vælde op i mig og jeg brækker mig på gulvet.

Han væmmes og skubber mig væk. Mit ansigt hviler mod de kølige fliser. Han var der. Kun kort. Jeg så ham for mig. Hans ansigt. Hans vrede. Det var der alt sammen.

Jeg tørrer mig om munden og går ud af toilettet først. Det hvide pulver ligget trygt ved mit venstre bryst. Jeg kigger mig kort i spejlet. Pandehåret sidder som det skal.

Et par trettenårige piger kigger kort på mig. Min jakke er en hvid Canadian Goose. Den dækker dejligt mege af min krop. Jeg retter på de kunstige øjenvipper, som har løsnet sig svagt i kanten. Så tripper jeg ud og tænder en cigaret.

Snart er jeg væk. Jeg danser på Banegårdens cementerede gulve og inhalerer den friske luft. Jeg smiler og griner hårdt. Sætter mig ned. Griner hårdere. En kvinde rækker ud efter mig og snakker. Jeg hører ikke hvad hun siger. Jeg griner bare og mærke hvordan mine kinder bliver våde.

Så stiger jeg på toget og griner indtil min stemme ikke vil lege med mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...