Stille omveje

Den kristne pige Liv er i fuld gang med at færdiggøre sit studie i retorik, da hendes far findes død af en overdosis ved den lokale kirke.
Liv er overbevist om at hendes far aldrig kunne finde på, at prøve at begå selvmord, men tanken om at nogle skulle dræbe den mest givende og kærlige menneske hun kender i verden er nærmest lige så utænkelig. Liv indleder dumdristigt, med sine retoriske færdigheder jagten på morderen.
Der støder på den livslange barndomsveninde Siri, som forlængst er havnet i det forkerte miljø. Siri som ikke har set skyggen af andet end den lille by.
Men hvad sker der, når man bliver konfronteret med fortidens skrubler, grimme sider og den lille sovebys hudløst ærlige originaler? Hvor meget tør Liv ofre for at finde svarerne?

*** KAN INDEHOLDE STØDENDE OG SEKSUELLE SCENER SAMT SPROG! PÅ EGET ANSVAR!

17Likes
32Kommentarer
1857Visninger
AA

11. Tjeneste

Jeg kunne ikke tænke rationelt. Søndag morgen og jeg havde planer om at tage i kirke. I dag ville jeg skrive ned, hvem som jeg troede var morderen. Jeg ville bede til Gud om forståelse for min handlinger og synder. Jeg fandt papiret i min krøllede notesbog. Der irriterede mig grænseløst at siderne nu var bøjet.

Potentielle mordere i intuitiv rækkefølge:

Liv

Mor

Melvin

Monto

 Min hånd bevæger sig selvstændigt over papiret. Mine evner som detektiv er overvurderet. I høj grad. Jeg har intet formået andet end en dybere urokkelig melankolsk stemning. Når jeg går ud af døren, kigger alle på mig. Bebrejdende blikke. Nogle gange tager jeg solbriller på og rullekravtrøjer til selskaber.

Jeg ved, at det jeg er ved at gøre nu ikke falder i god jord. Jeg går derned. Jeg har skiftet ballerinaerne ud med et par sorte lædersko. De minder om mandesko. Jeg har droppet min blå tresser kjole og skiftet den ud med blå bukser og grå skjorte i stedet.

Sedlen jeg har skrevet ligger i inderlommen. Vreden har slet ikke steget mig til hovedet endnu, men som det hænder, kommer det sikkert, når jeg er der.

Dørklokken ringer. Intet svar. Jeg bliver ved lidt tid. Så går jeg ind. Der er fuldstændig blæst her. Møblerne er væltet, madrester ligger spredt. En pose peanuts er tømt i en flosset læderstol og croissanter med noget gele lignende stads er tværet ud på glasbordet som snot.

En afskygning at et menneske ligger på sofaen.

”Undskyld?” Hvisker jeg. Jeg stiger i toneleje, men uden respons. Jeg kigger mig omkring.

”Siri?” Hun rejser sig op og er pludselig næsten ved sig selv. Hun virket utrolig påvirkede. Tomme Pamol-dåser og rødvins flasker ligger spredt. Noget hvidt flormelis ligger på bordet.

”Nej, jeg er kommet for at snakke med Siri.” Hendes hoved falder voldsomt mod højre skulder og hun stirrer omtåget.

”Siri er ikke her.” Jeg går hen mod en ren stol.

”Har du noget i mod at jeg sidder ned lidt?” Hun vinker med hånden. Jeg tager det som et ja.

”Hvad vil du? Kan du ikke række mig.” Hun peger på en pakke Pamol. Jeg afleverer den forsigtigt.

”Tak.”

”Siri har prøvet at undgå mig. Hun vil ikke snakke.”

”Det har hun aldrig ville.”

”Har de snakket med hende fornylig?”

”Næ. Hun kommer og går. Jeg tror hun stjæler. Jeg fandt noget tøj hun ikke har råd til at betale for. Så er det lige meget, hvor meget stads hun sælger.” Hun hælder ti-femten piller ud i hånden og sluger med en tår vin. Jeg kigger lidt omkring.

”Ved du hvorfor hun er sådan?”

”Hun er bare et sært barn. Noget er gået galt i hovedet på hende. Men der var en familie. De var meget flinke. Tog hende med rundt omkring, du ved.” Hendes øjne er langt væk.

”Hun kunne godt lide det, men hun var aldrig her mere, du ved. Han kom af og til. Jeg tror han ville købe hende hvis han kunne.”

”Han?”

”Ja, ham familie manden. ”Jeg nikker stille, så fortsætter hun.

”Nogle dage var hun endda glad. Hun snakkede om det hele. Ja gik i kirke om søndagen, halleluja! Jeg brød mig ikke om det til sidst. Jeg troede det var godt. Jeg var i byen, du ved handle og sådan. Ja, og da så jeg dem. Komme gående. Hans blik. Du ved, har ikke sagt det til nogen heromkring. Folk tror ikke på kvinder nu om dage.” Jeg prøver at fokusere på hendes enetale.

”Så dem sammen?”

”Ja, han tog mig datter.” Hun folder armene om sine ben og stirrer ud i luften. Hendes skuldre ryster.

”Jeg ville jo bare. Han havde taget hende. Han brugte hende. Havde hende med til selskaber. Hendes øjne var som en alkoholiker, der ser en flaske sprut. Jeg gjorde det.” Pludselig bliver hun seriøs.

”Er det ikke i orden? At jeg gjorde det?”  Hendes sorte øjne skærer lige igennem mig og jeg krymper mig per automatik.

”At hvad?” Hvisker jeg, min hage er våd. Det drypper.

”Jeg gjorde det. Han tog min lille pige. MIN LILLE PIGE. Jeg gjorde hende en tjeneste.” Noget får mig til at lægge armene om hende. Stille vugger jeg hende frem og tilbage. Jeg nynner stille ’Solen er så rød mor’.

Vugger min fars morder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...