Stille omveje

Den kristne pige Liv er i fuld gang med at færdiggøre sit studie i retorik, da hendes far findes død af en overdosis ved den lokale kirke.
Liv er overbevist om at hendes far aldrig kunne finde på, at prøve at begå selvmord, men tanken om at nogle skulle dræbe den mest givende og kærlige menneske hun kender i verden er nærmest lige så utænkelig. Liv indleder dumdristigt, med sine retoriske færdigheder jagten på morderen.
Der støder på den livslange barndomsveninde Siri, som forlængst er havnet i det forkerte miljø. Siri som ikke har set skyggen af andet end den lille by.
Men hvad sker der, når man bliver konfronteret med fortidens skrubler, grimme sider og den lille sovebys hudløst ærlige originaler? Hvor meget tør Liv ofre for at finde svarerne?

*** KAN INDEHOLDE STØDENDE OG SEKSUELLE SCENER SAMT SPROG! PÅ EGET ANSVAR!

17Likes
32Kommentarer
1914Visninger
AA

8. Søster

 

Jeg prøver at undgå hendes blik der følger mig, imens jeg finder mig til rette ved bordet. Han kysser min kind og jeg smiler stille til ham. De andre kvinder er en del ældre, men stadig ikke meget over tredive.

”Det kommer nok til at vare lidt længere. Er du træt?” Jeg nikker og smiler undskyldende.

”Kører du helt hjem eller?” Jeg nikker igen lidt sammenbidt.  

”Det er i orden. Her er der til en taxa.” Han kysser mig blidt og lader mig så gå. Jeg retter min hvide jakke. Jeg kan godt lide hvid. Hvid minder mig om gode ting. Det er Livs yndlingsfarve. Så blev det blå i stedet.

Der er småkøligt ude foran. Jeg spejder rundt og ånder lettet op. Ingen Monto.

Jeg ved ikke om Liv selv ved det. Måske gør hun ikke. Den klistrende stikkende fornemmelse i min mave er så ubehagelig. Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Jeg stikker pengene i baglommen, køber lidt ind i en orientalske dagligvarer-kiosk, inden jeg tager toget.

Jeg kan ikke komme ind af døren. En stol står i vejen. Jeg skubber forsigtig først og dernæst hårdt. Så skynder jeg mig at gemme plastikposen med tøjet, som jeg skiftede i toget, under vasken. Hun har stavret sig op og står i døråbningen.

”Har du mad med skat?” Hun viser tænder. Jeg sætter Pamol og rødvin på bordet, ved siden af mig så hun kan se det.

”Havde de ikke andet?”

”Jeg købte brød ved bageren, pålæg og croissanter.”

”Croissanter?” Hendes stemme bliver en anelse lysere. Jeg nikker uden at vende mig om mod hende.

”Ej, hvor dejligt skat.” Hun lægger sine luftlette arme om mig.

”Og æblegele, som du plejer at ville ha’ i.”

”Du er minsandten mors pige.” Hun knuger mig og en tunge ånde er noget sødt og velkendt slår mig i hovedet.

”Skal jeg hjælpe?” Hun begynder at fumle med pakken.

”Nej.” Jeg stopper hende og beder hende sætte sig ind. Pamol og rødvin er væk.

Imens jeg står og fylder croissanterne, kommer jeg til at tænke på dem. Liv, Lone og Claus. Jeg stopper med at fylde æblegele i og sætter dem i ovnen.

Vi kunne alt sammen. Når Liv satte mit hår, lærte mig at formulere gode sætninger, prøvede ihærdigt at forbedre mine afleveringer. Jeg var hendes lærred og hun var maleren med frie tøjler. Lone gav mig altid en skyldfølelses, når hun så på mig.

Jeg savner Liv. Mere end noget andet. Bortset fra ham.

Jeg prøver at rydde lidt op i stuen; gøre det hyggeligt, lufte lidt ud. Der er en dejlig ro her. Ingen mænd. Ingen dyr. Ingenting.

”Skat. Skat?” Hun ligger og drukner med hovedet i en pude. Jeg begynder at varme kaffe, da folk kommer ind af døren. Hun har stadset sig lidt op, puttet makeup i hovedet.

”Skat? Mussepigen. Hør, jeg har fået gæster. Kan vi ikke gøre det en anden dag?” Hun står med lukkede øjne.

”Fint.” Hvisker jeg.

Jeg lægger mig i seng. Hvorfor skulle han dø? Claus…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...