Stille omveje

Den kristne pige Liv er i fuld gang med at færdiggøre sit studie i retorik, da hendes far findes død af en overdosis ved den lokale kirke. Liv er overbevist om at hendes far aldrig kunne finde på, at prøve at begå selvmord, men tanken om at nogle skulle dræbe den mest givende og kærlige menneske hun kender i verden er nærmest lige så utænkelig. Liv indleder dumdristigt, med sine retoriske færdigheder jagten på morderen. Der støder på den livslange barndomsveninde Siri, som forlængst er havnet i det forkerte miljø. Siri som ikke har set skyggen af andet end den lille by. Men hvad sker der, når man bliver konfronteret med fortidens skrubler, grimme sider og den lille sovebys hudløst ærlige originaler? Hvor meget tør Liv ofre for at finde svarerne? *** KAN INDEHOLDE STØDENDE OG SEKSUELLE SCENER SAMT SPROG! PÅ EGET ANSVAR!

17Likes
32Kommentarer
1840Visninger
AA

3. Smil

Hans hånd hiver hårdt i håret. Jeg vrider mig kort. Så hiver hans fingre om mine smalle talje og trykker mig i mod bordet. Jeg lader ham gå lidt længere. Han fumler med sit bælte. Jeg stopper ham og sender ham et uskyldigt smil. Han æder det. Det har han altid gjort. Han stopper skjorten ned i sine bukser igen, lyner bukserne og tørrer sig om munden mens han kigger væk.

”Standhaftig som altid.” Siger han og smiler forvirret. Han piller stille ved mit lille guld kors om halsen. Så vandrer han lidt tilbage, hænder skødesløst i lommerne.

”Har du aldrig?” Han stopper lidt op i sætningen og løfter et øjenbryn.

”Nej.” Svarer jeg ærligt.

”Wow. Er det dine-?”

”Ja, det er princip. Du kender familien og det samme syn har jeg.” Jeg stirrer lidt på ham. Hans kontor er en god rummelig størrelse. Det er knap så fancy, som hovedpersonernes i mine yndlingsserier.

”Men hvis det ikke er det, som du er ude efter, hvad så?” Jeg bider mig kort i læben og smiler så. Han læner sig af skriverbordet med foldede arme.

”Jeg har bare savnet dig.” Jeg smiler stille og bliver næsten helt overbevist om, at jeg har røde kinder. Han smiler skævt.  Jeg går langsomt hen til ham.

”Du ved, det er bare længe siden.” Hvisker jeg. Hans arm omfavner mig og han griner kort.

”Ja.”

Jeg samler mine ting og går. Han åbner munden og kigger efter mig, da jeg trisser ud. Jeg var aldrig rigtig forelsket i Melvin. Han plejede, at kigge på Siri som-… Jeg stopper op og kigger befippet rundt. Odense står stadig smukt. Jeg skynder mig ud.

Siri? Mine ben føles pludselig lette, og mit sind tungt. Hun tog med os til Siena en sommer og til Paris, hvor mor og far var som nyforelskede igen. Hun var den fjerde brik i et logisk og simpelt puslespil.

Så sidder jeg her. Foran Gråbrødre kloster og stirrede på mennesker, der passerede de orange fliser. Jeg ved ikke hvor længe. Jeg mumler bare. Siri. Siri. Hvor er hun? Min Siri?

”Liv?” En blød nærmest rødvinsagtig stemme.

”Liv? Er du okay?” Mors veninde Agnes kigger bekymret på mig. Så tager hun min hånd.

”Tror du ikke vi skal finde et sted at spise og have en snak?” Jeg nikker og lader mig følge med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...