Stille omveje

Den kristne pige Liv er i fuld gang med at færdiggøre sit studie i retorik, da hendes far findes død af en overdosis ved den lokale kirke.
Liv er overbevist om at hendes far aldrig kunne finde på, at prøve at begå selvmord, men tanken om at nogle skulle dræbe den mest givende og kærlige menneske hun kender i verden er nærmest lige så utænkelig. Liv indleder dumdristigt, med sine retoriske færdigheder jagten på morderen.
Der støder på den livslange barndomsveninde Siri, som forlængst er havnet i det forkerte miljø. Siri som ikke har set skyggen af andet end den lille by.
Men hvad sker der, når man bliver konfronteret med fortidens skrubler, grimme sider og den lille sovebys hudløst ærlige originaler? Hvor meget tør Liv ofre for at finde svarerne?

*** KAN INDEHOLDE STØDENDE OG SEKSUELLE SCENER SAMT SPROG! PÅ EGET ANSVAR!

17Likes
32Kommentarer
1924Visninger
AA

9. Sí

Hendes smukke ansigt forvrænges da hun ser mig. En hvid tætsiddende kjole med flot udskæring sidder om hendes kvindelige krop. Misundelsen er der ikke som den plejer.

”Du kan ikke blive ved med at ignorere mig.” Hvisker jeg. Hun stirrer ind i spejlet. Retter sine bryster, putter et lag læbestift på.

”Hvornår har du fri?” Hendes ansigt lyner og hun stirrer arrigt på mig. Hun siger stadig intet.

”Jeg bliver. Om så jeg skal betale dig for det.”

”Gå. Nu.” Spytter hun. Hun er ikke gal længere bare anspændt og uvurderlig. Jeg bliver i noget tid. Så går hun.

Jeg stirrer ind i spejlet. Smiler til den spinkle kvinde. Så rækker jeg tunge og går igen.

”Tak.” Siger jeg og opdager tjeneren har smidt sit nummer under min drink. Jeg lægger lidt ekstra drikkepenge og bevæger mig ud i de kolde gader.

Jeg går over på banegården. Mine hænder ryster og jeg beslutter at gøre det utænkelige. Jeg køber en kop kaffe og åbner min notesbog. Jeg deler siden om i fire kolonner. Den ene kalder jeg mulige den anden umulige. Dernæst begrundelse.

Da jeg kigger op for at tænke, ser jeg ham den store. Min hjerne løber væddeløb for at huske hvor jeg har set ham før. Det går op for mig. Det var ham Agnes nævnte. Ham den store.

Han har et ufattelig sympatisk og barnligt ansigt, men på en enorm og fysisk stærk voksen mands krop. Jeg maser mine ting ned i lommerne og styrter over i mod ham. Lidt meter fra sænker jeg farten. Mit hjerte hamrer. Hvad hvis nu det er ham? Kvalmen stiger i min hals, men jeg synker og fortsætter.

Han går ned ved spor seks og jeg går ned ved spor tre. Jeg venter lidt. Han tønder en cigaret og går så under asfalten og ned under sporerne. Jeg gør det samme. Hiver lidt op i min kjole. Frisker min læbestift op. Min gang begynder at svinge og jeg falder sammen.

Jeg smiler triumferende indvendigt, da han hjælper mig op.

”Tak.” Mumler jeg uskyldigt og kigger op.

”Har jeg ikke set dig før?” Siger jeg og prøver at lyde overbevisende. Genkendelsen er tydelig i hans øjne, selvom han holder masken ufatteligt godt. Han siger ingenting og går videre. For helvede. Nej, ups. Hvor er mine gode kristne manerer?

”Vent.” Han fortsætter, og vender sig så rundt. Jeg smiler flirtende uskyldigt til ham. Han kigger vurderende.

”Kan du fortælle mig noget?” Han er stadig tavs, da jeg står lige foran ham. Der er meget mørkt hernede, selvom lyset blænder op for de orange kalksten.

”Siri.” Hvisker jeg. Han bliver chokeret, noget i ham afslører ham, men han formår at holde masken.

”Sí.” Hvisker han.

”Jeg har brug for at vide noget.” Han vender ryggen til. Hvis jeg tager fat i ham, slår han mig sikkert.

”Jeg vil gøre alt.” Hvisker jeg. Hans ansigt kommer tættere på mig pludseligt. Hans arm lister stille op til min kjoles kant. Jeg synker stille. Beder en bøn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...