Stille omveje

Den kristne pige Liv er i fuld gang med at færdiggøre sit studie i retorik, da hendes far findes død af en overdosis ved den lokale kirke.
Liv er overbevist om at hendes far aldrig kunne finde på, at prøve at begå selvmord, men tanken om at nogle skulle dræbe den mest givende og kærlige menneske hun kender i verden er nærmest lige så utænkelig. Liv indleder dumdristigt, med sine retoriske færdigheder jagten på morderen.
Der støder på den livslange barndomsveninde Siri, som forlængst er havnet i det forkerte miljø. Siri som ikke har set skyggen af andet end den lille by.
Men hvad sker der, når man bliver konfronteret med fortidens skrubler, grimme sider og den lille sovebys hudløst ærlige originaler? Hvor meget tør Liv ofre for at finde svarerne?

*** KAN INDEHOLDE STØDENDE OG SEKSUELLE SCENER SAMT SPROG! PÅ EGET ANSVAR!

17Likes
32Kommentarer
1871Visninger
AA

6. Højvande

Jeg ved ikke, hvor jeg skal lede efter hende. Siri. Jeg spørger ikke mor. Noget virker pirrende ved at følge min mavefornemmelse. Hun ved ikke, at jeg køre mit eget show. Min grønne cykel stod stadig i garagen. Far har sørget for at den var i stand og at jeg kunne bruge den de få gange, hvor jeg var hjemme.

Langsomt bestiger jeg jernhesten og begynder at drive mod banegården. Jeg parkerer i skuret.  Sagte går jeg hen under halvtaget på de små skure og sætter mig på bænken. Togets gule lygter nærmer sig.

Jeg stirrer ud i luften og ser det slørrede tog passerer langsomt og stoppe. Jeg ælter min underlæbe under fortænderne og mærker hvordan mine øjne er udspilet som et dådyr.

Mennesker går ud, meget få. Ingen står rigtig af her. Jeg bider mig lidt i læben. Den hvide jakke svøber sig om et menneske længere fremme. Personen går med en karakteristisk gang væk fra toger i mod mig. Jeg træder frem fra skyggen. Hun kigger kort op og går lige forbi.  

Jeg bliver stående ser hvordan toget triller modsatte vej og forsvinder. Trinene stopper. Sekunderne går, minutter. Vi står stille. Jeg stirrer. Jeg vender mig om og stirrer. Lyntogets pludselig jag igennem giver et sug i hele min krop, der hiver i ben og kød. Mine våde kinder fryser og prikker samler sig.

Så står hun foran mig. Jeg suger det hele ind. Det er lige før, at jeg forelsker mig bare ved at se hende igen. Hendes glatte mørke pandehår, der sidder som det altid har gjort. Hendes øjne er fjerne, meget fjerne som om hun ser noget, som jeg ikke kan se.

”Hvem gjorde det?” Hvisker hun. Hendes ansigt er stenet.

”Kom.”

Hun begynder at gå. I mit hoved tager hun mig sine arme og trøster mig som da vi var små. Den kolde hvide jakke vender ryggen til mig og vi går i mod grillen. Mine ben stavrer som en nyfødt kalv og mine arme står ud som tændstikker. Bivers har åbent. Hun bestiller en halv grillkylling med pommes frites og dilddressing. Som hun plejer. Mænd kigger på hende og tilbage må spillemaskinen.  

Hun sætter sig med den sprøde kylling og spiser lystigt og fjernt.

Vi stirrer lidt på hinanden. Hun spiser videre. Jeg lytter til lyden af hendes tænder, der skærer igennem det sprøde skind og bløde kød. Da hun er færdig rejser hun sig og går.

”Hvor?” For jeg fremstammet. Min retorik er død.

”Hvad vil du?” Jeg kværkes i mine egne ord, da hun spørger.

”Vi skal snakke. Snakke sammen.”

”Jeg gør mig ikke så meget i at snakke.”

”Du ved, at jeg vil komme og plage.”

”Ja.”

”I morgen?” Hun tripper i døren og går så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...