Stille omveje

Den kristne pige Liv er i fuld gang med at færdiggøre sit studie i retorik, da hendes far findes død af en overdosis ved den lokale kirke.
Liv er overbevist om at hendes far aldrig kunne finde på, at prøve at begå selvmord, men tanken om at nogle skulle dræbe den mest givende og kærlige menneske hun kender i verden er nærmest lige så utænkelig. Liv indleder dumdristigt, med sine retoriske færdigheder jagten på morderen.
Der støder på den livslange barndomsveninde Siri, som forlængst er havnet i det forkerte miljø. Siri som ikke har set skyggen af andet end den lille by.
Men hvad sker der, når man bliver konfronteret med fortidens skrubler, grimme sider og den lille sovebys hudløst ærlige originaler? Hvor meget tør Liv ofre for at finde svarerne?

*** KAN INDEHOLDE STØDENDE OG SEKSUELLE SCENER SAMT SPROG! PÅ EGET ANSVAR!

17Likes
32Kommentarer
1872Visninger
AA

2. Hjem

Jeg stirrer tomt frem og lader billederne af min fars massakrerede krop passere mine tanker. Det gør så ondt, og jeg folder mine hænder og beder stille.
De fandt ham klædt i hans hvide søndagstøj foran kirken. Intet blod. Ingen blå mærker. Ingen tegn på vold. Men stadig kan jeg ikke få de bizarre tanker ud af mit hoved. Hvilket gudsforladt menneske kunne dog finde på sådan noget?

I weekenden havde jeg været hjemme for at pakke en taske og tage hjem til mor. Hun er helt ude af den og hurtigt er huset blevet fyldt op sørgende mennesker. Hvem kunne dog finde på at slå en så godsindet kærlig og givende mand ihjel? Jeg ryster kort på hovedet ved tanken.

Toget stopper og jeg stiger af som eneste passager. En grå dyne har lagt sig over byens lave toppe og smurt en døende kulør på hele stemningen. Jeg retter på min taske og går med målbevidste skridt væk fra stationen. Mor sms’er mig en milliard gange og insisterer på at lade mig hente på stationen. Jeg har lyst til at gå igennem gaderne, mærke hvordan nostalgien vil begynde at flyde tykt.

Husene står og putter sig bag fortovets blege åbne flader. De fleste er røde med grønne karme og med tætbeplantet eller helt golde forhaver. Folk er enten ikke hjemme eller inden døre. Måske på grund af vejret. Jeg går forbi Bivers Kiosk og Casino og stirrer kort ind blandt de fedtede smudsige stamgæster, som sidder med en giraf ved hånden, TV tændt for Boom Boom som sædvanlig. Jeg smiler kort og går så ind. Myrna står i baren og pudser løs på glassene, så hele hendes vattede krop gynger.

”Kan jeg hjælpe dem?” Spørger hun da jeg sætter mig, uden at løfte blikket fra hendes forestående. Luften fra stolens læderbetræk siver langsomt ud.

”Det kan du vel Myrna.” Siger jeg stille. Hun taber glasser på disken, men når at gribe det inden det triller over kanten.

”Jamen, Liv!” Udbryder hun og tager fat med begge hænder lige under mine skuldre.

”Åh, så stor du er blevet! Smuk som altid.” Hendes fregnede ansigt blegener en smule.

”Det gør mig så ondt, min pige.” Hendes ansigt kigger smertefuldt op på mig, jeg nikker stille.

”Er du på vej hjem til Fruen?” Spørger hun. Jeg nikker og smiler halvt.

”Det er okay, jeg har vænnet mig til tanken Myrna. Jeg forstår det nok bare ikke helt endnu.”

Hun klapper mig kort på kinden, blidt.

”Jeg har snakket med din mor. Ja, de sørgede jo for and og det hele til jul. Ja, det var lige før jeg kneb en tåre.” Hendes stemme er grødet, men hendes ansigt fattet.

Da jeg endelig når til det store hus, kan jeg ikke lade være med at kaste mig ned under den kæmpemæssige bøg og hulke. Hulke som en pige på tyve slet ikke burde. Tag dig sammen.

Jeg beder stille, kort og stille. Kigger op i ingenting. Så knytter jeg mine næver om tasken og går ind. Jeg vader lige ind i Melvins arme. Han stirrer, klapper min på ryggen og holder mig, hvad der ville have været, akavet længe.

Mor ville ønske, at jeg havde fundet sammen med Melvin. Han er køn, ung og fornuftig, men stadig med en snert af hverdagsfarlighed med jobbet som politiassistent. Jeg ved, at far ikke brød sig meget om ham. Eller også var han bare ikke interesseret i, at hans datter nogensinde skulle få en kæreste. Han behandlede ham altid pænt.
De fleste når rundt og siger hej, klemmer min overarm, hvisker ved min kind. Folk fra kirken, familien og lidt blandede. Jeg er ikke rigtig sulten, men bordet er spækket med mad og folk går hvileløst frem og tilbage.

De bare grene kroger sig og stirrer ind af mine vinduer. Der er redt op med det lyseblå sengesæt og mit lyseblå værelse er ligesom det plejer.

Plakaterne hænger stadig på skrå, som jeg syntes det så godt ud. Martin Luther King, Grace Kelly, Audrey Hepburn. Masser af Audrey. Jeg smiler kort, før jeg taber mine læber og løber ind i fars værelse.

Min mave afgiver små stød. Hans kontor er dækket til med collager af billeder. En lang glasramme fylder fra den ene til den anden ende af væggen.

Billeder fra min dimissionstale, mig som lille i badekar, perioden med briller, bøjle og krøller. Mine tænder blotter sig og jeg bider mig kort i læben. Jeg går hen i det lille køkken ovenpå. Der hvor vi plejede at spille femhundrede eller Uno.

På bordet ligger avisen, overskriften trykker sig som et forstørret stempel på brystet af mig.

44-årig familiefar død af overdosis

Over er et billede af kirken, der tårner sig mod det høje. Jeg stirrer på papiret. Det vil ikke bevæge sig. Jeg læser artiklen. Efter lidt tid, koger jeg en kop kamille te, sætter den på bordet.

Han tog aldrig den overdosis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...