Skæbnens Leg

Alyssa så over på Christina og nikkede med et alvorligt ansigtsudtryk.
"Er du sikker på at du vil gøre det?" Spurgte Christina.
Alyssa var inde i sig bange og velbevidst om at med det hun sagde ja, ville der ikke være nogen vej uden om. Men hun kunne da ikke lade sine venner i stikken? Tusindvis af spørgsmål løb rundt i hovedet på hende, og tiden var knap.
Hun måtte tage en beslutning.
"Ja"

Alyssa er som en hver anden normal teenager. Hun lever i helt fred og ro, hvilket hun har det godt med. Hun har en familie som elsker hende og nogen gode venner.
Men alt dette skulle til at ændre sig, i det øjeblik hun fik nyheden om at måtte flytte. Hendes liv bliver fuldstændig snudet på hovedet, med ny skole og venner. Hun må nu stræbe med at passe ind og at beholde sine venner.
Hun ender med at bryde det løfte hun havde svoret for sig selv aldrig at gøre.

At lege med skæbnen.

10Likes
22Kommentarer
706Visninger
AA

1. "Åh lille by, du som er i landet der"

Den store, sorte manke ville ikke lade sig falde, glat ned over hendes skuldre. Som altid, stod håret fra den ene til den anden side, og ville absolut ikke gøre som hun ville.

 

"Gud skal vide at jeg virkelig hader mit hår". Alyssa skulede bittert ind i det store spejl. Det hun så, var en kridhvid kvinde med stort, sort hår der stod fra nord til syd, og øst og vest. Hun kunne se ind i det store guldbelagte spejl i timevis, og bare tælle alle de fejl som tydeligt spillede sig frem. Hun hadede sin næse, sin lille mave, den store sorte manke, og som rosinen i pølseenden, så hadede hun sine former. Hun følte sig flad som et strygejern, i forhold til sine supermodel veninder. Hvis man for eksempel tager Zanya. Zanya med sin karamelbrune hudfarve, lange mørkebrune hår, og de høje kindben. De lange flotte ben og hendes flade mave. Hun havde hele pakken, samt lidt mere. Alle drengene så efter hende, og fløjtede i håb om at få en date. 'Hvis bare jeg så ud som hende', tænkte Alyssa.

 

"Alyssa! Hvornår har du tænkt dig at komme ned, der oppe fra? Klokken er 08:00, og du skal i skole!". Alyssas stedmors lyse stemme, kaldte på hende nede fra stuen. 

 

"Rolig nu! Det lyder som om, at du skal til at have et føl på tværs!" råbte Alyssa, løbende ned af trappen. Hun mødte Wan-li i deres køkken, og gav hende et blik der sagde "Jeg ved godt, at jeg er langsom, men jeg når bussen, og hvis ikke, så står der en splitter ny cykel ude i garagen". Wan-li var kinesisk, og en smuk, ung kvinde. Hun havde de normale træk, ved en hver asiater, men hun havde alligevel noget specielt i sig. Hun havde en sådan porcelæns hud, som du er bange for at røre, i tilfælde at det skulle knuses i tusind stykker. Hun havde de smukkeste, varme og imødekommende øjne. Hun var bare ufattelig smuk. Og så er der jo det der, om at kinesere ikke har nogen former, er små og alt det der, men det er altså bare noget vås. Wan-li havde naturlige former, og en smuk krop. Hun var hverken lille, eller stor, men en ting lige der imellem. Hun var smuk, sund og det sødeste menneske du kunne tænke dig.

 

Wan-li gav hende et alvorligt blik tilbage, som sagde "Ja, ja, men den smukke nye cykel, er der måske ikke imorgen. Så hvis jeg var dig, ville jeg sørge for at fyre op under rumpeten". Hun var streng, men alligevel utrolig sød, så du kunne ikke andet end at høre efter, og tage smørbrødet i hånden.

 

Alyssa var lige til at skulle ud af døren, da Wan-li stoppede hende. "Jeg har noget jeg må fortælle dig, på vejene af mig og din far. Du må så heller ikke tage det ilde op, Alyssa". Alyssa nikkede nysgerrig tilbage, med en forståelses fuld, og lyttende mine. "Din far har fået tilbud på arbejde, i Næstved. Det er hans drømme arbejde, så jeg har sagt god for den..". Wan-li stod og så på Alyssa, en lille smule bekymret, da der ikke kom noget svar.

 

Alyssa strøg ud af huset, med sækken på ryggen, uden at give et svar. Med al held, var bussen der allerede, og hun skyndte sig ind. Hun fandt den nærmeste plads, og satte sig ned. Hun sad og så ud i ingenting. Hun var målløs, og anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Lige der, i det sekund, sad hun og spekuleret, over hundredevis af ting. Hun tænkte for sig selv:

"Åh lille by, du som er i landet der.. Vær sød at lade mit liv blive her".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...