Kald det kærlighed

Jeg vågnede ved lyden af høje råb. Kolde stemmer, der med hånende klang råbte ord, som blev udvisket af vinden, regnen og mure imellem dem og mig. (...) Disse spydige bemærkninger, som jeg ikke kunne sætte fingeren på, havde det lille snert af kulde, ondskab, der var skyld i at jeg var sprunget op fra sengen, uden så meget som at tænke på hvad klokken var.

Da Emma vågner ved lyden af råb, begiver hun sig ud i natten for at finde kilden til råbene. Hun finder en ung mand, der er blevet overfaldet af indtil videre uforklarlige årsager, som han heller ikke selv er meget for at afsløre. Det viser sig dog at være mere simpelt end Emma havde troet.. Og mere overraskende.

Emma forelsker sig hurtigt i denne mystiske, muskuløse og meget smukke fyr, men hun kommer i tvivl om, om denne følelse er gengældt, da en kvindelig konkurrent viser sig i forbindelse med afsløringen af grunden bag overfaldet.

1Likes
0Kommentarer
479Visninger
AA

2. Klare, blå øjne.

Jeg kogte noget vand, og lavede en dampende varm te, som jeg fik ham til at drikke. Han var endnu så svag, at jeg blev nødt til at støtte hans hoved og hælde den varme drik langsomt og nænsomt ned mellem hans læber. Jeg var så optaget af mit arbejde, at jeg knap lagde mærke til de klare, blå øjne, der betragtede mig interesseret. Jeg opdagede først, at han kiggede på mig, da jeg havde stillet koppen fra mig. Hans øjne var lyseblå som en klar sommerhimmel, og havde en nærmest perfekt mandelform. Hans øjenvipper var lange og sorte, ligesom hans hår så ud til at være. Dog var jeg ikke helt sikker, da det stadig var klumpet af blod. Hvilket mindede mig om, at jeg nok burde få ham i bad, og tjekke hvor slemme skaderne egentlig var. 

Jeg stod i et stykke tid og overvejede, hvordan jeg skulle få ham hen til brusekabinen uden at slå ham halvt ihjel, da jeg kom i tanke om den måde, jeg havde fragtet ham på fra gerningsstedet til mit hus. Jeg støttede endnu engang hans muskuløse ryg, og tog hans arm over mine skuldre, bag min nakke, og så gik det lige akkurat. Jeg lod ham beholde underbukserne på, da alternativet ville have være lidt for uhøfligt - og nok også lidt for akavet -, og så begyndte jeg at bruse skidt og blod nænsomt væk med bruseren. 

Engang imellem stønnede han sagte, måske af smerte, måske fordi det var så dejligt at få skidtet væk, eller måske var han ikke selv opmærksom på det. 

Da jeg slukkede for bruseren, og resten af det røde vand var løbet ned i afløbet, så jeg, at det ikke var så slemt igen. Der var en masse overfladiske sår, og en del blå mærker - som ikke var så store, som jeg havde troet i går. Hvem end havde overfaldet dette stakkels menneske, havde ikke prøvet på at dræbe ham, men blot påføre ham smerte. Jeg tog ham tilbage til sofaen i stuen, dækkede ham til med uldne tæpper, og gav ham endnu en kop te, som han nu lige kunne klare at håndtere selv. Så satte jeg mig i en stol ved siden af, og betragtede nysgerrigt mit fund. Han var meget smuk, denne unge mand. Med næsten sort hår, blå øjne, høje kindben og fyldige læber, var han ret lækker - tilmed muskuløs. Ikke body-builder muskuløs, men slankere.. Som en atlet. I badet havde det også vist sig, at han var i besiddelse af en ret imponerende six-pack. Mit blik havde hægtet sig ved hans læber, som nu skiltes i noget, der vidst skulle have været et smil, men som i stedet blev til en smertefuld trækning. Det afslørede dog nogle ufatteligt hvide tænder.

"Ser du noget, du kan lide?" Spurgte fyren - det måtte havde været smertefuldt at fremtvinge hele seks ord - , og mit blik rev sig løst, og mødte hans øjne. Jeg mærkede blodet suse i mine kinder, og gøre huden varm, og jeg kiggede hurtigt væk. "Jeg sad bare og funderede over, om du bleger tænder?" Jeg vidste godt, at det ikke var et svar på spørgsmålet, men det var alligevel forsøget værd at aflede hans opmærksomhed. Det virkede tilsyneladende, for han lo, dog lidt besværet, og og sagde: "Det er for publikum. Man skal se godt ud på scenen." Nå, så han dyrkede scenekunsten. Skuespiller måske? Det fandt jeg dog ikke ud af i denne omgang, for pludselig (jeg blev så forskrækket, at jeg måtte have hoppet to meter op i luften) ringede det på døren. Heldigvis kunne man ikke se sofaen, fra det sted døren var placeret, så jeg skyndte mig at lukke op.

Det var min veninde, Alma, der havde løbetøj på, som havde ringet på døren. Hun så rigtig frisk ud. Da hun så mit garanteret forvirrede udtryk i ansigtet, så hun dog ud til at falde lidt ned på jorden igen. "Du har glemt det, har du ikke?" Og med ét huskede jeg det. Løbeturen. Vi havde aftalt at vi skulle i form her i efterårsferien, så vi kunne tillade os at guffe lidt mere i os til jul. Det her gik bare overhovedet ikke. Mit ansigt så sikkert ud som om, jeg lige var kommet i tanke om noget, og det hjalp ikke just på sagen - derfor sagde jeg: "Åh, har du ikke fået min sms? Jeg kan desværre ikke komme ud og løbe i dag." Alma tog sin mobil op af lommen, og sagde forvirret at, nej, hun havde bestemt ikke fået nogen sms. "Nå, så må jeg have glemt at sende den.. Det må du godt nok undskylde.. Hej hej!" Jeg skulle til at lukke døren, men Alma stoppede mig. "Men Emma, vi havde jo aftalt det! Hvad er det du skal?" Jeg var i vildrede, og sagde det første, der faldt mig ind, selvom jeg nok skulle fortryde det senere. "Jeg har fået kæreste på." Jeg vidste det lige med det samme, at det var ikke en sætning, Alma ville lade ubemærket smutte forbi. 

Hun smilede frækt og sagde velvidende: "Nåååh, men så må jeg jo hellere smutte.." Hvorfor skulle jeg bruge lige præcis dét som undskyldning? Det var hundrede år siden, jeg sidst havde haft en kæreste.. Og jeg havde nok ikke haft en, mens jeg havde kendt Alma, så det var store nyheder for hende..

Jeg vendte mig langsomt om, og gik hen til min gæst. Han havde et stort grin smørret på sit fjæs, da han sagde: "Kæreste på?" Jeg skulede ondt til ham, og gik ud for at lave morgenmad til os - tiden var virkelig gået stærkt. Fra jeg var hoppet ud af sengen, og alt var mørkt, til nu, hvor solen stod lavt på himlen, men dog var fremme. Det var først nu jeg lagde mærke til fuglesangen, der sneg sig ind af vinduerne, som var på klem. Det var i sandhed en smuk efterårsmorgen. Så kom jeg i tanke om, at jeg havde en besøgende, og skyndte mig at lave maden færdig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...