Kald det kærlighed

Jeg vågnede ved lyden af høje råb. Kolde stemmer, der med hånende klang råbte ord, som blev udvisket af vinden, regnen og mure imellem dem og mig. (...) Disse spydige bemærkninger, som jeg ikke kunne sætte fingeren på, havde det lille snert af kulde, ondskab, der var skyld i at jeg var sprunget op fra sengen, uden så meget som at tænke på hvad klokken var. Da Emma vågner ved lyden af råb, begiver hun sig ud i natten for at finde kilden til råbene. Hun finder en ung mand, der er blevet overfaldet af indtil videre uforklarlige årsager, som han heller ikke selv er meget for at afsløre. Det viser sig dog at være mere simpelt end Emma havde troet.. Og mere overraskende. Emma forelsker sig hurtigt i denne mystiske, muskuløse og meget smukke fyr, men hun kommer i tvivl om, om denne følelse er gengældt, da en kvindelig konkurrent viser sig i forbindelse med afsløringen af grunden bag overfaldet.

1Likes
0Kommentarer
451Visninger
AA

1. Jagten

 

Jeg vågnede ved lyden af høje råb. Kolde stemmer, der med hånende klang råbte ord, som blev udvisket af vinden, regnen og mure imellem dem og mig. Dog var stemmerne så klare, at jeg kunne skelne flere af dem. Der måtte være fire-fem stykker, der råbte, eller deromkring. Jeg sprang op fra min lune seng, og skyndte mig at tage det nødvendige tøj på. Ikke noget nips i håret. Jeg styrtede ud fra mit værelse, og var halvt ude af døren, da jeg bandede sagte. Jeg havde glemt min mobil. Hvordan skulle jeg kunne ringe til politiet, hvis jeg ikke havde en mobil? De råb jeg havde hørt, var langt fra de skænderier man er vant til. Selv de værste, frustrerede råb, man nogle gange hører fra drenge i klassen, når de er oppe at toppes, eller piger for den sags skyld, er stille dialog i forhold til disse råb.. Disse spydige bemærkninger, som jeg ikke kunne sætte fingeren på, havde det lille snert af kulde, ondskab, der var skyld i at jeg var sprunget op fra sengen, uden så meget som at tænke på hvad klokken var.

Vinden ruskede i mine løse, posede bukser, og regnen fik mit hår til at klistre klamt til mit ansigt og nakke. Jeg gøs, da råbene rungede i mit hoved, gang på gang, mens jeg gik ned ad gaden, med mobilen knuget hårdt i højre hånd, klar til at taste det korte 1-1-2. Jeg gik efter råbene, sørgede hele tiden for at mine sko ikke klaprede så hårdt i jorden at det gav genlyd i de tomme gader. Det var svært, eftersom jeg ikke syntes det kunne gå stærkt nok med at komme frem. Med et frustreret suk, smed jeg skoene, tog dem i min ledige hånd, og småløb videre. Først nu lagde jeg for alvor mærke til husene, gaden og himlen. Alle lys i husene var slukkede, og gav gaden et ensomt skær. Gadelygterne jog natten på flugt, og jeg prøvede at undgå de pletter, der blev lyst op af disse, af sikkerhedens skyld. Hvis jeg pludselig ankom til.. Stedet, ville jeg være fuldt synlig, og et nemt offer for mulige overfaldsmænd.

Jeg forsvandt i mine egne tanker, men vågnede brat fra dem igen, da råbene døde ud. Jeg stoppede op, med bankende hjerte, kiggede vagtsomt rundt, for måske havde de set mig. Måske var det derfor de var stoppet. Men jeg kunne ikke få øje på nogen, og fortsatte min færd, endnu mere vagtsom end da jeg forlod mit trygge hjem, og med adrenalinen susende i mine årer.

Efter et par minutters næsten lydløs listen, kom jeg til enden af vejen. Jeg troede, det var en blindgyde, indtil jeg fik øje på den smalle åbning, der viste sig mellem to høje huse. Den lå godt der i skyggerne. Ingen, der blot havde gået en aftentur i ro og mag, ville have fået øje på den. Det krævede de skærpede sanser, jeg besad lige nu, at finde den. Åbningen var smal, måske lige bred nok til at en motorcykel kunne komme igennem med lidt snilde, men alt for smal til en bil. Jeg gik langsomt hen til åbningen, og spejdede ind. Der stod skraldespande, som blokerede vejen, nogle steder væltet, så en rivende stank havde fri adgang til at snige sig ind i mine næsebor og få tårerne til at liste sig frem i øjenkrogene.

Jeg tog mit jakkeærme op foran munden, så der i stedet for rådne fisk kom til at lugte af vådt fåreuld. Jeg gik langsomt ind ad den smalle gyde og fór straks sammen, da jeg sparkede til en tom dåse af en art. Da jeg havde fået kontrol over min vejrtrækning, fortsatte jeg fremad, og spejdede ud i mørket. Det krævede en meget intens stirren, før jeg fik øje på en forkrøblet skikkelse, der lænede sig op ad en væltet skraldespand. Et øjeblik glemte jeg alt om at være forsigtig, og styrtede frem til hvem det nu end måtte være, for at se om vedkommende var i live. Da jeg nåede frem, så jeg en afkræftet skikkelse af en ung mand. Jeg kunne ikke se nogle detaljer på grund af det massive mørke. Han løftede armene i en bevægelse, der nok skulle have været beregnet til at beskytte ansigtet og halsen, men han var så svag, at jeg højst sandsynligt ville kunne skubbe armene væk med min lillefinger. 

”Hey, rolig nu. Jeg gør dig ikke noget..” Hviskede jeg, akkurat så højt at jeg vidste han måtte høre det. Han lod armene falde tungt til jorden, med et anstrengt støn, som om han lige havde løftet en kæmpe klippeblok. ”Hvem har gjort det her mod dig?” Spurgte jeg. Da han ikke svarede, tog jeg mobilen frem, og skulle til at taste telefon nummeret ind på politiet, for at anmelde overfaldet. ”Lad være..” Jeg gav et forskrækket gisp fra mig, da han sagde de første ord, siden jeg havde fundet ham. Hans stemme var fuld af smerte, og helt tør af anstrengelse. ”.. Med at ringe til nogen..” Fortsatte han, og jeg sænkede langsomt hånden med mobilen.

”Uanset hvad, bliver vi nødt til gøre noget ved.. Det der.” Sagde jeg og nikkede mod hans forslåede krop. Jeg tog nænsomt fat i hans overarm, og lagde min arm støttende om hans ryg. Han stønnede af smerte, og jeg kunne kun næsten forestille mig hvor ondt det måtte gøre.

Da jeg havde løftet ham ud fra gyden, og mørket havde fortaget sig lidt, havde jeg nær tabt ham, da jeg så hvor alvorligt det var. Kager af blod sad rundt omkring på hans krop, og hans ansigt var svulmet op forskellige steder, hvor han tydeligvis var blevet slået hårdt. Han havde blå mærker over hele kroppen, nogle ligeså store som postkort. Hans beklædning var enkel, en par jogging bukser, og en simpel T-shirt, som om han lige havde været til en fysisk træning af en art.

Jeg skyndte mig at vende mit intense blik væk fra hans ødelagte krop og ansigt, da jeg så hans øjne. De var fulde af skam, som om det var hans egen skyld, at han så sådan ud. Jeg opdagede at jeg var stoppet op for at studere ham, og fortsatte gangen, vred på mig selv over, at jeg havde ladet mig selv rive med af det frygtelige syn, der mødte mig, da jeg trådte ud fra gyden. Jeg holdt blikket stift rettet mod en lygtepæl. Da den lygtepæl passerede, flyttede jeg blikket mod den næste. Efter et stykke tid, tog jeg mig selv i at tælle lygtepælene. 12-13-14... Dengang jeg forlod huset, måtte jeg fuldstændig have mistet tidsfornemmelsen, for det føltes som ufattelig lang tid, på vej til gyden, men nu, efter 20 lygtepæle, var jeg allerede hjemme.

 

Jeg havde lagt ham op i sofaen, og der lå han nu og sov. Så stille, at jeg nogle gange blev nødt til at gå helt tæt på ham, og høre hans uregelmæssige åndedræt for at sikre mig, at han ikke var død. Jeg tænkte på, hvor godt det var, at de andre var på ferie. Mor og William var taget på vandlands-rundtur i Danmark, i anledning af efterårsferien. Jeg havde selvfølgelig fået tilbuddet, men takkede nej. Det var ikke lige det jeg havde lyst til at bruge min kostbare fritid på. William, min lillebror, var syv år på det tidspunkt, og elskede bade-og vandlande mere end noget andet, så det var nærmest hans paradis, mor lige havde lukket ham ind i, ved at tage ham med på en sådan tur.

Jeg forestillede mig, hvad de ville sige, hvis de så mig nu, totalt bekymret for en komplet fremmed, som jeg oven i købet havde bragt med hjem, og lagt i min mors fine sofa. Jeg sukkede. Den kom jeg til at tørre af med alle mulige kemikalier for at få bakterier og blod - samt lugten af blod - væk. Endnu et suk. Min mor var virkelig rengørings-freak. Men når der ikke var en nullermand til stede, eller skidt på gulvet, kunne hun være utroligt sød. Sød, rar og imødekommende. Så længe man altså huskede at tage skoene af, inden man gik indenfor.

Jeg lo stille. William ville nok fare op og sige: ”Wow, er han sådan en mand fra action-filmene? Hva', Emma? Og så er han sikkert sprunget ud fra et tog, fuld af sprængstof, og det er derfor han ser sådan ud, ikke? Ha ha, jeg vidste det bare!” Eller noget lignende, med sin ivrige, stadig lyse stemme. Min mor ville nok springe to meter op i luften med et forskrækket udbrud, og belære mig om alle de farer der var ved at tage en fremmed med ind i huset. Derefter ville hun fortælle om alle de bakterier der kunne være. Så ville hendes moderlige instinkt overtage, og hun ville skynde sig at få denne unge mand til læge, efter at have vasket ham grundigt.

Ligesom jeg burde. Men der var et eller andet, der stoppede mig. Et eller andet i hans stemme. Noget man bare ikke kunne sige imod.. Især ikke i hans tilstand. Han havde bedt mig om at lade være med at ringe til nogen. Det måtte jo være fordi, han ikke ville have, at nogen skulle kende til den tilstand, han var i. Desuden havde jeg slet ikke lyst til at aflevere ham til nogle fremmede, hvor gode de end var til deres job. Jeg ville gerne lære ham at kende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...