Guldhjertet.

historien handler om Elisa som er syg. hun har en storebror som elsker hende over alt på jorden, og en dag fortæller Elisa ham, at hun har kræft.

hvordan tager hendes bror det?
er sygdommen alvorlig?
overlever hun det?


vi er to piger som skriver historien sammen, og vi håber at i vil kunne lide den. meget gerne kom med konstruktiv kritik!

5Likes
6Kommentarer
607Visninger

1. Tårer

Jeg kigger ud af vinduet, en tåre triller ned ad af min kind. Jeg har lige fået af vide, at jeg har kræft… 13 år gammel og så får man kræft? Jeg har længe været på hospitalet og været indlagt i nogle uger. Det eneste det gik ud på var at jeg skulle til en masse undersøgelser. Dog har jeg aldrig forstillet mig, at min sygdom var så alvorlig.

Det jeg frygter aller mest er nok, at sige det til min storebror. Min helt og aldeles højt elskede storebror. som faktisk lige nu er nede for, at købe en ting til mig, men jeg fik ikke af vide hvad det var.

Nu tænker du nok hvad/hvor mine forældre er. Det skal jeg fortælle dig. De er på arbejde… ikke en særlig interessant oplysning, men min bror har taget fri fra skole, for at være hos mig. Han kommer nok snart tilbage. Jeg vender mit ansigt ind mod den store hospitalsseng. Jeg har fået en enestue, da lægerne gerne vil kunne observere mig, hvis der nu skulle ske noget alvorligt.

De hvide vægge er store og ensomme. Jeg håber ikke at jeg skal være her længe. Det vil være for underligt at skulle vende sig til de kedelige vægge og det lille rum. jeg har lyst til at skrige, og jeg vil bare have min bror hos mig, til at sige at det hele nok skal gå.

Jeg kan høre trin ude på gangen, og få sekunder efter banker det på døren. Jeg glemmer helt at sige 'kom ind' for frygten for at fortælle ham det, er stor. Da jeg allerede ved, at det var min bror der står ude foran døren. Heldigvis slipper jeg dog for at sige noget, da han selv åbner døren.

Jeg fremtvinger et smil til ham, og kigger ud af vinduet igen. Himlen græder med mig, og gør vejen våd og får folk til at bruge paraplyer. ”hej Elisa, hvad sagde lægen?”

En klump sætter sig fast i min hals og får tårerne til at strømme ud. Jeg kan se på min brors udtryk, at han kan se der er noget galt. Han går over til vindueskarmen og tager fat om mig, og bærer mig over i sengen og ligger sig ned ved siden af mig. Der ligger vi lidt, og han lader mig græde i stilhed. Da det værste er overstået, tørre han tårerne væk fra mine kinder, og spørger hvorfor jeg er så ked af det. Jeg kan ikke få mig selv til at sige det, så jeg lukker øjnene. ”kom nu søde” siger han, med en varm og kærlig stemme. Jeg rystede, bange på hovedet og tager et fast tag i hans hånd. Den er varm og lidt våd efter mine salte tåre. Jeg tager mig sammen og åbnede munden. Ordene er ikke mine egne. Men de kommer så pludseligt.

”jeg har kræft”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...