Undercover {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Færdig
Cloe McKing på 19 år, lever livet som en agent elev. Hun har været under oplæringen i fire år og skal nu ud på sin første mission. FBI skal sætte Cloe på en prøve for at hun kan modtage sin 'eksamen' i at være agent. Cloe skal have en større udfordring end de andre og skal derfor passe på bandet one direction, fordi at FBI har fået en ledetråd om at et af bandets medlemmer er i fare. Cloe skal gå undercover, under navnet Valerie Angel og skal komme så tæt på drengene som muligt, uden at de opdager hvem hun i virkeligheden er.
Kan Cloe klare opgaven? Vil der opstå problemer imellem Cloe og drengene? Og hvem er den mystiske person der hele tiden sender breve til Cloe?

186Likes
453Kommentarer
26513Visninger
AA

20. With a little help from my friends...

 Cloe's synsvinkel:

 

Det var 3. Dag og jeg havde stadig ikke fundet andre spor, end dem jeg fandt d. 1 dag. Hele dagen i går havde jeg brugt på at gennemsøge Niall's lejlighed, holde forskellige møder med Kevin, Sarah og Tristan og så havde jeg aftalt en masse med hovedkvarteret. Da jeg havde arbejdet ret hårdt, havde jeg bestemt mig for at tage en lille slapper og den ville jeg tilbringe sammen med drengene. Jeg havde også brug for at tænke det hele igennem.. Og... Jeg måtte også snakke med Louis. Om ham og mig.

Jeg bankede forsigtigt på den velkendte hoveddør. Der lød en svag mumlen bag døren, inden den blev åbnet af Liam. Jeg sendte ham et smil og fik et sørgmodigt et igen.

"Hej Liam. Hvordan går det med dig og drengene?" spurgte jeg, gik ind i entréen og begyndte at tage mine sko af.

"Det er forskelligt" sukkede han og jeg kiggede med et forvirret blik på ham, imens at jeg hængte min jakke op.

"Hvad skal det sige?" spurgte jeg forvirret og stillede min sko på plads.

"Det skifter. Nogle gange er vi stille.. Andre gange sidder vi bare og snakker almindeligt, nogle gange snakker vi om Niall. Ellers sidder vi normalt bare i stilhed, en trykket stemning der ikke indebærer andet end sorg" sukkede han og jeg løftede svagt øjenbrynene over hans ord.

Man kunne høre at det kom fra hjertet. Dybt inde fra hjertet. Jeg nikkede svagt til ham, sendte ham et opmuntrende smil og han gengældte det kort, for derefter at gå ind i stuen. Jeg fulgte efter ham og da jeg trådte ind i stuen mødte 4 par stirrende øjne mig. Jeg vinkede kejtet til dem og sendte dem et smil.

"Hej" hilste jeg og fik nogle lave svar tilbage.

Wow, de var virkelig nede over det med Niall. Det var jo også en af deres bedste venner, måske deres bedste.

Jeg gik med små skridt hen til sofaen og satte mig forsigtigt ned. Liam havde helt ret i sine ord, en trykket stemning. Folk sad bare i stilhed, ingen sagde noget, kun lyden af folks åndedrag. Jeg lod mit blik fæstne sig på gulvet og sad i lidt tid og tænkte situationen igennem.

Hvad ville muntre dem op?

Ud af øjenkrogen sad jeg og kiggede på skift på hver af drengene. Liam havde sat sig ned til højre for mig og lignede en der ikke havde sovet længe. Det samme gjaldt Zayn, han havde det samme blik som Liam. Harry sad bare med hånden i krøllerne og et tomt blik, som om at han ikke var til stede. Louis derimod, han så trist og irriteret ud på samme tid. Kold og hård, slet ikke glad og smilende mere. Kun en smal streg, det var det tætteste han kunne komme på et smil.

Da jeg ud af øjenkrogen opdagede at han også sad og smugkiggede på mig, fjernede jeg hurtigt mit blik.

Cloe, noget må gøres! Se dem, de er ikke sig selv! Gør noget. Nu!

Øhm... Hvad... Men... Det-det, ARGH!

"Jeg er sulten, er i sultne, hvem vil have en sandwich? Jeg vil i hvert fald gerne have en sandwich, jeg går ud og laver en" sagde jeg så hurtigt at jeg var bange for at de ikke forstod noget, men sådan måtte det blive og med de ord forlod jeg stuen med et par stirrende blikke efter mig.

Da jeg nåede ud i køkkenet kunne jeg høre nogle velkendte og høje grin. Man kunne i hvert fald høre Zayn's og Harry's, de var nok også dem der grinede højest.

Da jeg tog et kig rundt i det velkendte hvide køkken, slog det mig at jeg faktisk var ret sulten. Så, hurtig som lynet fik jeg åbnet brødskuffen, hevet franskbrødet op, snuppet et skærebræt og lagt brødposen på brættet. For at gøre en lang historie kort: Jeg lavede mig en sandwich med kylling, salat og al den gode dressing vi kender!

.....

Det dér tænkte jeg bare ikke.

Med min sandwich i hånden, gik jeg ind i stuen. Men istedet for at se de ikke-smilende drenge, så jeg en lille klump der ganske rigtigt bestod af drengene, men de kiggede slet ikke på mig da jeg kom ind i stuen. Al deres opmærksomhed var givet til det stykke papir Louis sad med, i midten af den lille klump.

"Hey, hvad sker?" spurgte jeg bekymret og gik med forsigtige skridt hen til drengene, som hurtigt kiggede op fra papiret.

I lidt tid sad de bare og kiggede på mig, så på min sandwich også på mig igen. Jeg forstod ikke hvorfor de ikke sagde noget, men mine tanker blev afbrudt af Harry der rømmede sig.

"Vi har fået et brev" mumlede han og lod en hånd køre nervøst igennem sine krøller.

Jeg nikkede bare kort, med et træk på skuldrene, tog en bid af min sandwich og satte mig ned, totalt ligeglad med hvem der var afsenderen. Indtil Harry sagde følgende:

"Et brev fra Niall" sluttede han af og det var lige før jeg fik min bid sandwich galt i halsen.

"Niall? Som i vores Niall?" min stemme var lidt hæs, men det var lige meget nu, jeg skulle bare have svar.

"Ja..." mumlede Zayn kort og kastede et blik ned på brevet.

"Må jeg se det?" spurgte jeg forsigtigt og lod mod min vilje få øjenkontakt med Louis.

Han sad i lidt tid og kiggede mig i øjnene, indtil han nikkede og rakte mig brevet. Jeg tog imod det, uden at bryde vores øjenkontakt. Da jeg kom tilbage til virkeligheden, lod jeg mit blik fare ned på brevet. Der var ingen tvivl, den samme maskin-skrevede-skrift. Det var Dem. Med brevet i den ene hånd og min sandwich i den anden, begyndte jeg at læse.

 

Kære venner.

Niall her. For det første: Jeg er ikke død. Og i skal ikke være bekymrede, jeg har det godt heer. Eller... Så godt som de nu tilllader. Jeg håber at i har det godt og ikke er for... Udslåede og bekymredee. Jeg håber ikke at i gør for meget ud af det og sådan... Vores fans er jo også alligevel ligeglaade med mig. I skal huske at jeg sætter stor pris på vores fans og jer og alt det dér, menn jeg ved alt. Jeg ved hvordan i fortæller mig at jeg er god som jeg er, bare så jeg forbliver grim, så i altid vil holde jer ovre mig. Altid. Jeg passer ikke ind. I er fra England, jeg er fra Irland. Mit hår er lyst, jeres er mørkt. I er pæne, jeg er grim. Kan i se, jeg passer ikke ind. Derfoor skal i ikke være bekymrede, jeg har det... Fint, her. Så i kommer nok ikke til at savne mig, det gør ingen. Farvel. Hvis der sker mig noget så... Vil jeg være et bedrre sted.

 

Niall xx.

 

Jeg sad bare og kiggede tomt ned på de mange ord. Niall... Han tog virkelig deres ord til sig. Ordene om hvor grim han var, han lod dem sætte sig fast i sin hjerne så de kunne vokse sig større og større. Og til sidst, blive til handlinger istedet for tanker.

”Sååå… Det er i hvert fald ikke Niall der har skrevet det her” mumlede jeg og drejede brevet lidt i det skarpe sollys, i håb om at se en hemmelig skrift komme til syne, men nej.

Jeg tog en bid af min sandwich og sørgede grundigt for ikke at smaske.

”Hvordan ved du det?” spurgte Liam forvirret om og kastede et blik på brevet, med rynkede bryn.

”Jeg vil da mene at Niall ikke staver, eller taster så dårligt?” svarede jeg ironisk og Liam kom med en lille ”Ååårh”-lyd.

”Hvem tror du så har skrevet det? Er det en der prøver at bilde os ind at de er Niall?” spurgte Zayn opgivende og bekymret, han lod da også til at virke lidt nervøs.

”Gid jeg kunne svare på det” sukkede jeg og kiggede opgivende ud igennem vinduet, hvor den skarpe sol skar en i øjnene.

Jeg ville ønske at kameraerne virkede. Så Kevin og Sarah kunne se og høre hvad jeg lavede med drengene.

Mhm, jaer. Også din ret intime nat med Louis, rawr.

Hvor fuck kom den kommentar fra?

Men jeg måtte give mine bagtanker ret... Alligevel var det held i uheld.

Og apropos Louis…

”Valerie, hvad siger du til en kop te?” mit blik farede hen på Louis, der sendte mig et sigende blik.

Han ville snakke, det var tydeligt. Jeg nikkede svagt, tog en bid af min sandwich, rakte brevet til Liam og rejste mig op. Louis gjorde det samme og med forsigtige skridt gik jeg efter ham. Vi gik du af døren, endte i gangen og gik videre ind i køkkenet. Jeg standsede op i dørkarmen og stod bare og kiggede på Louis’ ryg. Han var i gang med at sætte el-kedelen over og da det var gjort vendte han sig om.

Så stod vi bare sådan. Vi stod bare og kiggede hinanden i øjnene, indtil Louis rømmede sig svagt og kiggede kort ned i jorden, for derefter at kigge op på mig.

”Det den anden dag… Det..” han kløede sig forlegent i håret og sukkede så svagt. ”Altså, jeg ved ikke med dig, men jeg fortryder intet” så sendte han mig et kækt, skævt smil og spændte svagt i musklerne.

Og det lagde du mærke til?

Shhh..

I lidt tid stod jeg bare og kiggede på ham, indtil hans spørgsmål egentlig rigtig gik op for mig. Fortrød jeg det egentlig?

Nej for helvede!

Sig mig hvornår begyndte du at komme i mine bagtanker?

Tilbage til Louis. Fortrød jeg det? Faktisk så-

”Jeg forstår det godt, du… Ja..” sukkede Louis og gik med faste skridt forbi mig.

Hurtigt fik jeg ham standset ved at lægge en hånd på hans skulder. Jeg fik ham vendt om og et spørgende udtryk mødte mig. Det forsvandt dog hurtigt, da jeg pressede mine læber imod hans. I et øjeblik gjorde han ingenting, men så førte han langsomt sin hånd ned til min hofte og begyndte at kysse med. Jeg lod langsomt min hånd køre op til hans hår og tog blidt fat i hans nakkehår. Forsigtigt prøvede han på at få sin tunge ind i min mund og jeg lod ham få adgang.

Her blev vi så afbrudt af el-kedelen, der kom med en høj "DING"-lyd, som tegn på at den var færdig. Jeg trak mig hurtigt væk fra Louis, kiggede på el-kedelen også på Louis, for derefter at flække af grin sammen med ham.

"Så, du fortryder altså ikke?" mumlede han lige ude for mit øre, så kuldegysninger langsomt gled ned langs min rygrad.

Som svar bed jeg ham blidt i øreflippen og hviskede efterfølgende: "Hvorfor fortryde, når det er dig?" jeg stønnede det nærmest ud og lod min hånd glide ned til hans bryst, hvor jeg tydeligt kunne mærke hvordan han spændte i musklerne.

Et ord, fem bogstaver. Han var t-

Straks pressede han igen sine læber imod mine og overrasket, trådte jeg et skridt tilbage, men alligevel blev vores læber ikke skilt ad. Han lagde armene rundt om livet på mig og jeg lagde mine om i hans nakke. Da jeg kunne mærke hans hånd langsomt glide ned af, trak jeg mig væk.

"Louis, ikke her" jeg sendte ham et skævt smil, som han gengældte med et grin.

"Var det ikke noget med en kop te?" grinede han og jeg fnes kort med.

Jeg nikkede svagt, trak mig fra ham og gik hen til køkkendisken, for derefter at tage fat i el-kedelen. Jeg hældte det varme vand op i de to kopper, som Louis havde stillet frem. Yorkshire Tea, mmmh! Jeg lod tebrevene ligge i kopperne i lidt tid, indtil det så ud til at smagen var sivet godt ud. Så tog jeg de tog kopper op i hånden, vendte mig om og rakte Louis med et smil hans kop med te.

"Tak" smilede han og pustede let på sin te.

"Så lidt" svarede jeg og smilede blidt til ham, da jeg gik forbi ham og videre ud på gangen.

Da jeg kom ind i stuen, sad drengene stadig og kiggede på brevet. Jeg måtte se at få noget ud af dem, omkring det der skete aftenen hvor Niall blev væk. Jeg kunne pludselig mærke en hånd på min skulder og kiggede op, hvor mit blik mødte et par grå øjne med grønne stær. Hurtigt kiggede jeg hen på de andre drenge igen og lignede sikkert en idiot, med det smil jeg havde på læberne.

Jeg gik hen til sofaen, satte mig ned ved siden af Liam og stillede min kop på stuebordet. De andre drenge kiggede kort på mig, for derefter at give al deres opmærksomhed til brevet. Det irriterede mig på en måde lidt at de ikke gav mig så megen opmærksomhed, nu hvor jeg endelig var her. 

Det er heller ikke hver dag at ens bedste ven forsvinder?

Hmm.. Du har fat i noget dér.

Louis kom hen til mig og deltog i drengenes leg om hvem der kunne være mest stille, trist og deprimeret. Da stilheden blev for meget for mig, tog jeg fjernbetjeningen op og tændte for fjernsynet. En høj larm af råb og jubel lød da det viste sig at være en fodboldkamp der var igang. Chelsea mod Manchester United. Det var som om at det tog alle drengenes opmærksomhed og også min. Ja, jeg indrømmer at jeg er fodboldfan. Og jeg kan måske godt være en af dem der skal ind i den specielle zone for folk der kan finde på at slå andre af glæde... No questions...

Og jeg var faktisk glad for at jeg havde tændt for fjernsynet, for drengene så ud til at glemme alt om brevet. De kiggede i hvert fald alle sammen opmærksomt på skærmen og det samme gjorde jeg. Og hvem holdt jeg så med? Ærlig talt, så var det lidt af et dilemma, for jeg kunne lide begge hold. Lige meget.

Ja....

Da Eden Hazard får rødt kort, skal jeg lige til at buh'e højt sammen med de andre drenge, men stopper da en hånd bliver lagt på mit lår. Ud af øjenkrogen kan jeg se Louis sidde med et drillende og flabet smil, som fik mig til at smile svagt. Det så altså virkelig sødt ud.

 Jeg ved godt at jeg plejer at give de gode råd, men... Fjern den hånd, NU!

Hurtigt fjernede jeg Louis' hånd, da stemmens ord gav genlyd i mit hoved.

 NU!- NU!- NU!- Nu!- Nu!-nu!-nu-nu-nu. 

Louis sendte mig et kækt smil og da jeg havde tjekket at de andre drenge ikke kiggede, så sendte jeg ham et lige så flabet smil. Men det næste jeg gjorde overraskede mig, jeg rakte tunge. Og ikke bare sådan kort, nej. Det her var hele tungen ud af munden og i mere end et halvt sekund. En høj form for grise-lyd der bare kom fra struben lød fra Louis og de andre drenge kiggede hurtigt hen på ham. Da han bare sad med et smil og dirrende skuldre, kiggede drengene hurtigt igen hen på fjernsynet.

Jep, det her var en fridag. En ordentlig en. Bare helt afslappet.

Du virker ikke så afslappet med Louis ved din side? Og jeg hentyder til sommerfuglene i din mave. 

LUK!

 

***

 

Niall's synsvinkel:

Igen havde jeg fået bind for øjnene og kunne intet se. Det eneste jeg kunne observere var den fugtige lugt og lyden af stilheden. Jeg var blevet vant til den ubehagelige stilling jeg sad i, men jeg vidste at så snart jeg rejste mig op eller bare stod i min normale stilling, så ville min ryg gøre ondt som bare fanden. Jeg havde ikke hørt fra en levende sjæl siden i går hvor den ukendte pige havde hjulpet mig med at skrive brevet til drengene. Hvilket de nok også snart ville modtage... Hvis de da ikke allerede havde modtaget det...

Lyden af en dør der blevet åbnet og lukket lød og automatisk vendte mit hoved sig i retning af lyden. Derefter lød lyden af klikkende hæle, som genlød med klang i rummet. Lyden stoppede og jeg kunne mærke en fumlen med bindet foran mine øjne. Med ét kunne jeg se igen og et smil gled automatisk frem på mine læber da jeg så det blonde hår og derefter de blå øjne. Hendes ansigt lyste op af et perfekt smil på de smalle læber, som passede perfekt til hendes perfekt tynde ansigt og de høje kindben. Det var hende der skrev brevet i går.

Og du har stadig ikke fået hendes navn. Damn, dine scorer-evner er ligeså røvsyge som dine sangtalenter. Tiffany, hun lignede en Tiffany.

Jeg er ved at blive sindssyge af dine kommentarer! Kan du ikke bare-

"Hej Niall, hvordan går det?" sagde hun med en blid stemme og mit smil falmede lidt ved tanken om hendes spørgsmål.

"Det går som det går... Jeg er bundet til en stol og kan ikke gøre en skid, luksus" sagde jeg sarkastisk og et fnis lød fra pigen.

"Dumt spørgsmål" mumlede hun og smilede sødt til mig.

"Rigtig dumt" kommenterede jeg drillende.

"Hey" sagde hun og sendte mig et sjovt blik.

I et øjeblik sad vi bare og kiggede hinanden i øjnene, imens at vi smilede som en flok idioter. Hun her var ikke ligesom hende. Hun var anderledes. Som... En engel... Jeg vidste godt det lød mærkeligt, men det lyse hår, de blå øjne, hendes smil og kort sagt bare hende.

Pludselig poppede spørgsmålet op i min hjerne og jeg kunne ikke dy mig:

"Hvad hedder du egentlig?" spurgte jeg forsigtigt om og det var nærmest uhyggeligt at se hendes udtryksløse ansigt.

Et øjeblik sad hun bare med et udtryksløst ansigt, indtil hun rystede på hovedet, rømmede sig kort og fik øjenkontakt med mig.

"Kald mig bare Tina" smilede hun og jeg smagte lidt på hendes navn.

Hun lignede ikke en Tina. Jeg ved godt det lød mærkeligt men, af en eller grund regnede jeg ikke med at hun hed dét. Hun lignede mere en Evangeline, eller en Angel, eller Angeline! Noget smukt. Tag det ikke personligt, men når jeg hører navnet Tina kommer jeg til at tænke på tun...

"Pænt navn" løj jeg og sendte hende et halv-mærkeligt smil.

Hun rystede kort på hovedet, men smilede så.

"Jeg skulle bare fortælle dig at drengene har modtaget brevet" så rejste hun sig op, uden at fortrække en mine, vendte sig om og gik ud igennem den store dør.

Tusinde tanker fløj igennem mit hoved. Havde de sagt noget til dem? Hvordan vidste de at drengene havde modtaget det?!

"VENT! HVORDAN VIDSTE I AT DE HAVDE MODTAGET DET?! OG HVAD SAGDE DE TIL DET?" men det var forsent, hun var allerede væk.

Tiffany, hun lignede en Tiffany.

                                                                                                                                                           

 

Undskyld, undskyld, undskyld.

Jeg har haft virkelig travlt, i øjeblikket har vi 2 bøger for i dansk som vi skal læse, + andre lektier og min onde matematik-læreres lektier (hvilket man ikke kan kalde lektier mere en opgave da det tager så lang tid!)

OBS: Dette kapitel er ikke rettet igennem!

Hvad sker der imellem Louis og Cloe? Og hvad med Tina og Niall? Er det starten på et nyt venskab? :-D 
Følg med i næste kapitel af: "Undercover".

Elsker at skrive det <3

Husk & Like

Bye - Queenie

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...