Undercover {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Færdig
Cloe McKing på 19 år, lever livet som en agent elev. Hun har været under oplæringen i fire år og skal nu ud på sin første mission. FBI skal sætte Cloe på en prøve for at hun kan modtage sin 'eksamen' i at være agent. Cloe skal have en større udfordring end de andre og skal derfor passe på bandet one direction, fordi at FBI har fået en ledetråd om at et af bandets medlemmer er i fare. Cloe skal gå undercover, under navnet Valerie Angel og skal komme så tæt på drengene som muligt, uden at de opdager hvem hun i virkeligheden er.
Kan Cloe klare opgaven? Vil der opstå problemer imellem Cloe og drengene? Og hvem er den mystiske person der hele tiden sender breve til Cloe?

186Likes
453Kommentarer
26503Visninger
AA

18. Who are you?

"Hvad er der sket" spurgte Zayn forvirret og kiggede forskrækket rundt i lokalet.

Jeg var nødt til at ringe til Kevin, nu. Han skulle have situationen at vide. For siden de ikke havde ringet, så virkede kameraerne nok ikke.

"Jeg skal lige på toilettet" sagde jeg og bakkede bagud.

"Døren er lige dér" sagde Harry og pegede bagved mig.

De andre drenge nikkede og skulle lige til at gå ind i stuen.

"I må nok ikke pille ved noget, hvis nu politiet skal.. Finde dna eller noget" mumlede jeg og fumlede med det dørhåndtag der var bagved mig.

Jeg fik døren åbnet, trådte et skridt tilbage og lukkede døren igen. Jeg fik hurtigt tændt lyset og tog hånden op til øresneglen og trykkede på den lille knap.

"Kevin! Niall er væk. Kontakt hovedkvarteret!" sagde jeg og kiggede med vilje ikke på mit eget spejlbillede.

"Cloe, det ved du godt at jeg ikke kan, du skal selv klare det. Du har en uge. Det eneste jeg kan gøre er at hjælpe dig" sagde han og selvom han skulle lyde som en der havde kontrol over situationen, kunne man høre en undertone af nervøsitet.

"En uge inden hvad?" spurgte jeg bestemt.

"Inden FBI tager missionen i egen hånd og du-"

"-Vil dumpe" afsluttede jeg Kevins sætning.

"Ja præcis, jeg kan desværre ikke gøre mere Cloe. Jeg er ked af det" sagde han og jeg kunne hører at han mente det.

Hurtigt udtænkte jeg en plan, som faktisk var okay genial.

"Kevin, du sagde at FBI ikke kan hjælpe mig, men at du kan" sagde jeg med et smil.

"Ja og..?" spurgte Kevin eftertænksomt.

"Ser du. Hvis du nu kunne-" jeg forklarede hurtigt min plan til Kevin der mente at den var godkendt.

Jeg åbnede døren ud til gangen fra toilettet og alle drengene vendte sig om. De havde sikker stået og kigget på den smadrede lejlighed..

Zayn stod med en mobil fremme og efter hvad jeg kunne se var han igang med at taste 211 ind. Han kunne bare ikke ringe til politiet, det ville ødelægge det hele!

"Jeg har allerede ringet efter politiet" sagde jeg og alle drengene kiggede hurtigt hen på mig, for derefter at nikke.

De andre drenge kiggede igen udover stuen, undtagen Louis hans blik blev på mig. Vi fik øjenkontakt og et sus gik igennem min mave, samt en varme begyndte at blusse op i mine kinder.

Jeg måtte bare ikke rødme nu!

Jeg brød øjenkontakten og kiggede ned i gulvet.

Nu var det om at vente... På "politiet".

 

***

 

"Hvornår var det i sidst så denne Niall Horan" spurgte Kevin om med en alvorlig stemme, imens at Sarah skrev ned på sin blok som en sindssyg.

"Det var nok i går aftes" mumlede Liam og kløede sig nervøst i håret, imens at de andre drenge nikkede.

"Og hvad tid på aftenen var det?" spurgte Kevin alvorligt og drengene begyndte at sige forskellige tidspunkter.

22:30, 23:00, 20:00 ect.

"Okay i vil mene imellem 20-23-tiden?" Drengene nikkede hurtigt og Sarah fik kuglepennen til at danse henover papiret, så hurtigt gik det.

"Hvornår opdagede i at han var væk?" spurgte Kevin.

"Her for... 40 minutter siden" sagde Harry og kiggede kort på sit ur.

"Godt, og i sagde at han havde været hos jer her de sidste par dage?" spurgte Kevin og drengene nikkede, som svar "godt så bliver jeg nødt til at gennemsøge jeres lejlighed og jeg skal også afhøre jer hver for sig" sagde han og gjorde tegn til Sarah og drengene om at følge efter ham.

Det var nu planen skulle sættes igang!

"Og dig, Valerie ikke sandt?" Kevin vendte sig om imod mig, så han havde ryggen vendt imod drengene og han gjorde tegn (ved at blinke med øjet) at han var igang med min plan.

"Jo" svarede jeg og ventede på at han ville fuldføre planen, så jeg kunne komme igang.

"Du skal blive her med min assistent, Sarah" han pegede hen på Sarah der kort nikkede til mig og jeg smilede kort til hende.

Godt klaret Kevin. Det måtte jeg give ham.

"Okay" svarede jeg og kiggede kort hen på de andre drenge, som ikke så ud til at ane mistanke.

"Godt, drenge hvis i gider at give mig adressen til den lejlighed i befandt jer i" sagde Kevin og begyndte at gå ud i entréen med drengene i hælende.

Sarah og jeg ventede i lidt tid, indtil at døren blev smækket og drengene og Kevin dermed var gået.

"Okay, skal vi komme igang" sagde jeg og drejede rundt så jeg fik frit udsyn udover stuen.

Sarah nikkede og trådte et skridt ind i stuen.

Jeg gik hen til vinduet (og sørgede for ikke at træde på noget) og kiggede ned på den store vej nede foran. Drengenes bil var allerede væk, kørt afsted til lejligheden.

Gerningsmanden måtte have brugt et flugtkøretøj. Men hvordan? Der måtte være et spor, bare et. Der måtte være noget. Jeg undersøgte grundigt pladsen foran bygningen, men uden held.

Siden Niall Horan boede her burde der da være sikkerhed? Såsom et kamera eller noget?

Jeg kiggede endnu engang rundt og lænede mig lidt mere fremad, så jeg kunne se ned af muren. Men nej, jeg kunne ikke se noget yderligere.

"Sarah, gider du gå ned i receptionen og spørge om de har overvågningskamera på. Og hvis de har, så bed om video optagelserne fra igår kl. 20:00 til i dag kl. 12:00" jeg fik et hurtigt 'ja' fra Sarah og så var hun ellers på vej.

Jeg vendte mig om og kiggede hurtigt udover lejligheden indtil jeg fik øje på noget usædvanligt. På stuebordet stod en bakke, med glas. Jeg gik tættere på og man kunne tydeligt se den mørkerøde væske i bunden af glasset.

Rødvin.

Havde Niall siddet og drukket rødvin, da gerningsmanden kom?

Hvorfor skulle der så lige være 3 glas?

Og jeg måtte give min indre stemme ret, gerningsmanden måtte have været en han kendte.. Eller også udgav gerningsmanden sig for at være en som Niall ville lukke ind. Fx... En eller anden fra et advokatfirma, så han ville tro de skulle diskuterer en sag.

Nu var det bare om de havde fanget gerningsmanden på video, hvis de da overhovedet havde et overvågningskamera.

Jeg kiggede mig endnu engang rundt omkring, gik lidt rundt, men fandt ikke noget specielt.

Sarah måtte da også snart komme...

Jeg gik lidt mere rundt og undersøgte de forskelige smadrede ting, men igen - intet mistænkeligt.

Det er så her at Sarah endelig kommer. Og med en disk i hånden.

"Jeg har det hele lige her" sagde hun og fik hevet sin taske op fra gulvet.

Hun trak en computer ud af tasken og satte den ned på det lille stuebord. Vi satte os ned i sofaen og ventede på at den var startet helt op. Da den var klar, satte hun disken i og straks begyndte filmen. Først var den i normal tid, men Sarah satte den i speed. Mennesker gik forbi, biler kørte, cykler kørte forbi og folk standsede op for at snakke eller binde snørebånd. Men da en genkendelig skikkelse kom til syne på skærmen, trykkede jeg hurtigt pause.

"Okay, han kom kl 22:47" sagde jeg og kiggede på det lille ur nede i siden af skærmen.

Jeg trykkede på play igen og Sarah og jeg kiggede godt efter. Pludselig standsede en bil op, to sorte skikkelser gik ud af den og videre ind i bygningen. Nede på uret i bunden af højre hjørne, gik minutterne.

10 minutter...

20 minutter...

30 minutter..

40 minutter..

Og pludselig, da der var helt mennesketomt på pladsen, dukkede de to skikkelser op igen. Denne gang med Niall på slæb. Han lå bevidstløs, imens den ene holdt hans fødder og den anden hans arme. De slæbte ham ind i bilen og kørte væk

Det her ville blive vanskeligt, personerne havde tænkt på overvågningskameraerne. 

"Spol tilbage, vi skal se om vi bare kan se lidt af personerne" sagde jeg og Sarah gjorde straks som jeg sagde.

Hun spolede langsomt tilbage og ventede bare på mit signal.

"Nu!" sagde jeg og Sarah trykkede hurtigt på pause-knappen.

Men nej, gerningsmændende forblev sorte, sort klædt med elefanthuer og det hele. Det eneste jeg kunne bruge lige nu, var nummerpladen på bilen. Den fik jeg også hurtigt skrevet ned.

Jeg kiggede en sidste gang på billedet og sukkede så.

"Sarah, har du kameraet med?" spurgte jeg og Sarah nikkede hurtigt.

"Selvfølgelig" sagde hun og hev et kamera frem fra tasken.

Hun gav det til mig og jeg fik hurtigt rejst mig op. Der skulle tages billeder af alle de materialer vi havde fundet.

Jeg startede med at tage billeder af de 3 glas. Glasset glimtede svagt af sollyset fra vinduet. Smukt, ja. Tid til at stå og beundrer det? Nej.

Jeg gik videre hen til vinduet, hvor jeg følgene tog billeder af pladsen langt nede foran os. Og sådan fortsatte jeg, indtil alt jeg havde fundet mistænkeligt var der blevet taget billeder af. Jeg satte mig tungt ned i sofaen, med et suk.

Sarah var gået ud i entréen for at ordne noget med nogle dna-prøver jeg havde bedt hende tage af rødvinsglassene. Hvis vi nu skulle finde gerningsmanden og have beviser for at det var ham, så kunne vi sammenligne dna'et. For en sikkerheds skyld, tog vi dna prøver fra alle 3 glas.

Jeg lagde mig ned i sofaen, med hovedet støttende mod armlænet. Da det ikke var det mest komfortable armlæn, hev jeg en pude fra den anden ende af sofaen op og lagde den tilfreds bag mit hoved. Men da jeg fik øje på det lille stykke papir, der lå der hvor puden havde ligget før, satte jeg mig hurtigt op.

Kunne det være et spor?

Jeg greb hurtigt ud efter papiret, fik det foldet ud og genkendte straks den genkendelige skrift.

Kære Cloe.

Jeg sagde jo at jeg ville klare den. Jeg fik ham, ikke sandt? Du tog ikke mine advarsler alvorligt og nu er det sket. Han er væk. Indse det. Du finder ham aldrig. Ser du, jeg har mine hjælpere og de vil ikke give op så let.

Du kan ikke engang se udover din egen næsetip, du ved ikke hvem der er venner, hvem der er fjender. Du ved ingenting og vil aldrig klare denne sag. Og Jake Johnson? Har du tænkt på at han måske har med sagen at gøre?

Jeg kan sige det som det er: Han er i min varetægt og har det trygt og godt her. Han var nyttig. Det var ham der planlagde hvordan Niall skulle.. Ekskorteres til mit sted.

Men jeg har ikke brug for ham længere. Efter mit arbejde er gjort, ryger han tilbage i fængslet. Hvor han hører til. Godt nok udtænkte, han planen. Men han er også skør. Vanvittig, rettere sagt.

Men jeg har allerede fortalt for meget. Og hvorfor sender jeg så alligevel brevet med al den information?

Det er fordi at jeg har ondt af dig. Du fatter jo slet ikke hvad der sker. Niall er væk og du kommer aldrig til at finde ham, igen. Endnu en ting jeg kan siger er: Ja, han er stadig i live. Så ond er jeg ikke.

Men jeg vil advare dig endnu engang: Stop, du har allerede dumpet. Niall er væk, han er hos mig, mit mål er nået.

Husk det nu Cloe, giv op nu. Ellers bliver det værst for dig selv... Og Niall.

- Anonym.

Jeg lukkede kort øjnene og åbnede dem så igen. Som om at ordene på papiret ville ændre sig og på mystisk vis ville vise mig vejen hen til Niall. Men nej. Ingenting skete.

Heller ikke inden i mit hoved.

Jeg havde ingen idé om hvem gerningsmanden eller... Gerningsmændene var. Ingen idé om hvor Niall kunne være. Ingen idé om hvad afsenderen mente.

Jeg var tom.

Mit hoved var tomt.

Jeg stirrede bare ned på papiret, indtil jeg hørte fodtrin og hurtigt fik stukket papiret ned i lommen.

"Dna prøverne er taget" meddelte Sarah og jeg nikkede kort til hende.

"Godt, lad os gå" sagde jeg og rejste mig op.

Det her skulle tænkes igennem.

Jeg måtte finde Niall.

Finde gerningsmanden.

Jeg måtte ikke give op!

 

***

 

Niall's synsvinkel:

Jeg slog øjnene op, men alligevel var alting sort. En panik greb mig, da jeg kunne mærke rebet om mine hænder og stoffet rundt om mit hoved. Den stol jeg sad på var lavet af træ og jeg kan godt sige jer at det ikke var behageligt!

Jeg havde ondt i hovedet, var bundet fast til en stol og kunne ikke se noget.

Og jeg var sulten!

Langsomt dukkede aftenens hændelser op i min i hjerne og trang til at skrige og råbe for op i mig.

"HJÆÆÆLP! EN ELLER ANDEN! HJÆLP MIG!" råbte jeg og ventede et øjeblik.

Ingenting skete.

Jeg skulle lige til at råbe igen, da lyden af en dør der blev åbnet med et brag lød.

"Hvem der?" prøvede jeg, men jeg fik intet svar.

Det her var altså ved at blive ret creepy!

"Er her nogen?" dumt spørgsmål, jeg vidste at her var nogen - jeg ville bare have det bekræftet af personen.

"Niall, velkommen til" lød en velkendt stemme, jeg kunne bare ikke lige sætte min finger på hvor jeg havde hørt den før.

"Hvor er jeg? Hvad vil du mig? Hvorfor-" begyndte jeg, men personen cuttede mig af.

"Niall, ikke så mange spørgsmål du vil alligevel ikke få svar på dem" sagde personen og sukkede dybt.

Jeg ville ikke være her længere! Det var ikke sjovt. Overhovedet. Hvis det her var en klam joke, så var den virkelig gået for vidt.

"Slip mig nu løs, så i kan grine af mig. Haha. Harry, Louis, Liam, Zayn og Valerie kom bare frem, i fik mi-" startede jeg og pludselig kunne jeg mærke to hænder på hver af mine kinder.

"Du tror det er en joke?" sagde stemmen endnu engang.

"E-er det da ikke det?" spurgte jeg skrøbeligt om og krummede tæerne.

"Niall, nogle gange viser folk sig bare at være helt anderledes, måske en helt anden person i virkeligheden. Sådan er jeg. Og din veninde Cloe for den sags skyld" sagde stemmen og spyttede nærmest navnet ud.

"Jeg kender ikke nogen Cloe, jeg-"

"Åh jo, du gør Niall. Siger navnet Valerie dig noget? Valerie Angel?" jeg stivnede og pusten røg fra mig.

Valerie? Hvad var der med Valerie..? Hvad havde det med Cloe at gøre?..

"Ser du Niall... Valerie hedder i virkeligheden Cloe McKing. Hun er agent for FBI og er gået undercover på en mission. For at beskytte jer" forklarede personen og jeg knyttede næverne at nervøsitet.

"Be-beskytte fo-for hvem?" spurgte jeg skrækslagent.

"For mig, lille Niall" sagde personen sukkersødt og en kvalme steg i mig.

Det her var ved at blive rigtig-rigtig-rigtig klamt!

"Og.. Hvem er du?" jeg tog mod til mig og prøvede så godt som muligt at lyde som en der var fuld af selvtillid...

Og jeg var overhovedet ikke bange!

Lyden af skridt lød og hænderne på min kinder forsvandt. Efter lidt tid, kunne jeg pludselig mærke og høre et åndedrat. Af ren og skær skræk, prøvede jeg på at komme fri fra stolen. Men uden held.

Jeg kunne pludselig mærke nogle pusle med båndet rundt om mine øjne og kort tid efter blev båndet fjernet fra mine øjne. Stadig var alting helt mørkt, undtagen en lampe der hang oppe i loftet og lyste direkte ned på mig.

Mine øjne skulle først vende sig til lyset og det tog sin tid.

Men da jeg endelig kunne se ordentligt, fik jeg et kæmpe chok og mit hjerte begyndte at galoperer afsted.

"Dig" hviskede jeg og personen foran mig nikkede.

"Ja, mig" svarede hun og smilede bredt til mig.

Jeg krympede mig, krummede tæer og prøvede at kigge væk fra hende. Men det var ikke chokket over at se hende der fik mig til det.

Det var det sindssyge blik i hendes øjne.

                                                                                                                                                                  

Nyt kapitel! Da-da-daaaam! :-D

Nu så i lidt ind i hvad der skete for Niall og hvad Cloe ville gøre.

Hvad tror i der sker nu? Hvem er den mystiske person, som vi nu får konstateret er en pige (dame)? Og vil Valerie nogensinde finde Niall?

Skriv jeres idéer i kommentar! :-D

Tusind tak for de søde kommentarer <3

Elsker jeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeer! <3

Tusind tak for at... Være den i er (du kunne ikke finde på noget bedre, vel Laura?)

Ja okay... Jeg skal lige have en samtale med mig selv!

Husk & Like

Bye - Queenie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...