Undercover {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Færdig
Cloe McKing på 19 år, lever livet som en agent elev. Hun har været under oplæringen i fire år og skal nu ud på sin første mission. FBI skal sætte Cloe på en prøve for at hun kan modtage sin 'eksamen' i at være agent. Cloe skal have en større udfordring end de andre og skal derfor passe på bandet one direction, fordi at FBI har fået en ledetråd om at et af bandets medlemmer er i fare. Cloe skal gå undercover, under navnet Valerie Angel og skal komme så tæt på drengene som muligt, uden at de opdager hvem hun i virkeligheden er.
Kan Cloe klare opgaven? Vil der opstå problemer imellem Cloe og drengene? Og hvem er den mystiske person der hele tiden sender breve til Cloe?

187Likes
453Kommentarer
26672Visninger
AA

8. Paranoid

"Cloe, du har været ret.. Stresset her på det seneste, så.. Vi har aftalt at du skal holde lidt fri" Jeg stirrede mærkeligt på Sarah og Kevin.

"Er i seriøse?" De nikkede og Kevin foldede hænderne i skødet.

"Efter de afhøringer du lavede i torsdags har.. Påvirket dig, på en underlig måde, i hvert fald efter hvad vi synes" Mit blik flakkede rundt i rummet, ved påmindelsen om mine afhøringer.

Det havde påvirket mig. Lidt. Hele tiden kørte min hjerne min afhøring med Nesta på replay og hver gang skuttede jeg mig under tanken om dét smil Nesta sendte mig inden hun blev ført bort.

"Jeg er da overhovedet ikke blevet påvirket og jeg har ikke brug for at få fri" Jeg sendte dem et nervøst og alvorligt blik og Sarah sukkede dybt.

"Cloe, det går udover din mission, du passer ikke dit arbejde ordentligt" Sagde Sarah og jeg spærrede hurtigt mine øjne op.

"Men.."

"Ingen men'er, du har brug for fri og sådan er det!" Jeg sukkede dybt, men nikkede så.

"Kevin og jeg skal ud og gøre et ærinde for...." Sarah hostede svagt, men fortsatte så "Tristan" Selvom jeg godt vidste der lå mere bag, nikkede jeg bare og fulgte dem med blikket da de gik ud af rummet.

Jeg sukkede tungt, lænede mig tilbage i stolen, tog hænderne op foran ansigtet og prøvede på at slappe af. Tankerne opslugte mit hoved og snart var jeg fordybet i min egen verden.

Hvad skal jeg lave nu hvor jeg havde fri?

Læse en bog? Bage en kage? Se tv? Stene computer? Ringe til...

Hvem skulle jeg dog ringe til? 

Tiffany er på mission så det var udelukket. Men... Der var jo altid One Direction fyrene? 

Nej, nej, jeg orkede det ikke.

Jeg rejste mig let op, smuttede ud af kontrolrummet og automatisk lukkede væggen bag mig. Jeg traskede videre ud i køkkenet, hvor jeg snuppede en skål yoghurt med müsli. Imens jeg stod og tog de store portioner, med min ske fik jeg øje på et brev, på køkkenbordet.

Post?

Jeg stillede skålen, gik hen og samlede brevet op og studerede det kort.

Der var ingen afsender? Igen... Men der stod at det var til mig.

Jeg fik hurtigt åbnet brevet og hevet det stykke papir ud der var indeni.

 

Kære Cloe

Jeg kan se at du har fået travlt, med din mission, alle de afhøringer og det er vel også derfor at du har fået fri? Ja, jeg ved alt om dig og dine omgivelser. Hvilket minder mig om at du rev mit sidste brev i stykker og måske ligefrem ignorerede og prøvede at glemme det? Så du tog åbenbart ikke min advarsel alvorligt... Synd, for så bliver det endnu sværere for dig at klare dette her. Men jeg tvivler skam også stærkt på at du overhovedet har nogen idé om hvem, hvad og hvorfor? Du kommer aldrig til at finde ud af hvem jeg er eller hvad jeg har gang i. Det eneste jeg skal sørge for er at få ham.

Har du overhovedet tænkt på hvem jeg har kunnet være? Jeg tvivler...
Hvad med bare at give op og spare en masse spildt tid?

 

Hvis jeg sagde at jeg ikke blev lidt bange, så ville jeg lyve... Meget endda.

Men det er da bare FBI der laver en prøve med mig? Ikke.. Men på den anden side... Så kunne der godt være en mulighed... SÅ måske burde jeg vise det til Sarah og Kevin?

Og spilde deres tid på noget som du ikke engang er sikker på?!

Min indre stemme der snakkede til mig havde ret, jeg manglede beviser.

Okay, nu havde jeg fået myrekryb, det har var rimelig creepy.

Jeg fiskede hurtigt min iphone op af lommen og ringede den første der faldt mig ind, op.

"Hallo det er Louis?" Jeg sukkede af lettelse og smilede svagt.

"Louis.. Er du hjemme?" Mit blik flakkede rundt i køkkenet og langsomt bevægede jeg mig ud i entréen.

"Valerie, hej! Ja jeg er hjemme, hvorfor?" Jeg rømmede mig og tog hurtigt min jakke ned fra knagen.

"Altså.. Jeg har det ikke så godt, altså jeg er ikke syg eller noget, men.. Jeg har det ikke så godt med at være alene, så kan jeg ikke godt komme hjem til dig?" Jeg rømmede mig og hev fat i min ene sorte støvle.

"Jo, selvfølgelig. Bare kom når du vil" Jeg trak støvlen over foden og videre op over skinnebenet.

"Så ses vi om 20 minutter" Jeg afbrød forbindelsen og trak den anden støvle på foden.

Jeg lagde min iphone ned i min sorte læder taske, svingede tasken over skulderen og smuttede hurtigt ud af døren. Jeg smækkede døren efter mig, låste og styrtede ned af trapperne. Måske var jeg lidt paranoid, men jeg havde det ikke så godt med at være alene lige der.

 

 

***

 

Jeg bankede på den store trædør og efter få sekunder blev den åbnet af Louis, som havde et bekymret ansigtsudtryk.

"Hej Valerie, kom indenfor" Jeg blev hurtigt guidet ind i entréen, hvor jeg smed min jakke og mine sko.

"Undskyld hvis jeg forstyrre dig Louis, men jeg.." Louis afbrød mig hurtigt.

"Det er helt i orden Valerie" Han sendte mig et varmt smil og jeg fulgte efter ham ind i stuen.

Jeg satte mig let ned i den hvide læder sofa og stirrede intenst på tv-skærmen. Et eller andet program på Animal Planet, om aber kørte på skærmen og lige nu vidste de abens parrings ritual. Spørg mig ikke hvorfor at Louis sad og så dét, men der var sikkert en god grund.

"Hvad var der egentlig galt?" Jeg vendte blikket hen imod Louis og sendte ham et smil.

"Måske er det bare mig der er paranoid, men jeg havde det som om at der hele tiden kunne komme nogen ind i min lejlighed og.. Ja myrde mig?" Man kunne nemt se at Louis prøvede at holde et grin tilbage og jeg prøvede at forklare det nærmere "Louis, altså. Jeg følte bare at der hele tiden var nogen der stirrede på mig" Han nikkede og denne gang havde han faktisk en alvorlig mine.

"Kender det godt" Jeg nikkede og sendte ham et varmt smil.

"Men hvorfor tror du at denne følelse pludselig dukkede op?" Louis krydsede benene og lavede en 'psykologisk stemme'.

Jeg fnes svagt, men spillede så med på den.

"Jeg ved det ikke.. Jeg følte mig vel alene" Louis nikkede og lod som om at han skrev på et papir.

"Alene siger du.. Aha.. Må jeg lige tage din puls" Jeg nikkede, rakte min arm frem og Louis tog min puls med pegefingeren "Nå-da-da" Han sendte mig et tænkende blik og jeg prøvede at skjule mit smil.

"Hvad er det?" Jeg kiggede fra mit håndled og til ham.

"Du siger du er alene, eller rettere sagt ensom og din puls afsløre alt" Jeg kiggede forvirret på ham og trak på skuldrene.

"Hvad er det?" Han fnes svagt og sendte mig et triumferende blik.

"Du min fine ven er forelsket" Jeg puffede til Louis med albuen og grinte svagt.

"Louis jeg er da ikke forelsket" Jeg fnes svagt og Louis rystede på hovedet,

"Min kære Valerie, det vil jeg sige du er" Nu rystede jeg på hovedet.

"Jeg er altså ikke forelsket" Jeg krydsede armene og sendte ham et mistroisk blik.

"Jo du er"

"Nej jeg er ej"

"Jo"

"Nej"

"Jo"

"Nej"

"Jo"

"Nej"

"Okay du er måske ikke forelsket, men jeg foreslår at du kommer igen så vi kan tale om dine følelser" Jeg brød ud i grin og slængede mig tilbage i sofaen.

"Glem det Louis, jeg har travlt og du er en virkelig dårlig psykolog" Jeg lagde med vilje mine fødder op i Louis' skød og han rynkede svagt på næsen.
 

"Bvadr, har du overvejet at vaske tæer og skifte sokker?" Jeg rystede på hovedet, med et kæmpe smil og han sukkede tungt.

"Louis, jeg fjerner dem om 5 minutter" Han åndede lettet op og jeg syntes ikke at han skulle have den glæde "Hvis du masserer dem, ellers fjerner jeg dem ikke" Han sukkede tungt og sendte mig et sad face.

"Det kan du ikke mene Valerie" Jeg nikkede, med et smil og langsomt tog Louis hænderne ned til mine tæer.

"Så, så Louis så slemt er det heller ikke" Han nikkede og masserede svagt mine tæer.

Efter 5 minutter fjernede jeg mine fødder og satte mig ordentligt op.

"Tak, det var også på tide" Sagde Louis og sendte mig et utilfreds blik.

"Ååårh du må da have prøvet værre, har Niall, Harry, Zayn eller Liam slet ikke sure tæer?" Han rystede på hovedet med et mut blik.

"Slet ikke Niall eller Harry?" Jeg kunne se et lille smil komme til syne, men det var hurtigt væk igen og han rystede derefter på hovedet.

"Slet ikke Niall?" Denne gang lød der et fnis fra Louis, men han holdt blikket.

"Okay, okay, Niall har VIRKELIG sure tæer, det er hver gang han tager skoene af så er det bare en bombe af sure sokker der piner ens næsebor" Jeg flækkede af grin og krydsede armene.

"Så er mine tæer da heller ikke så slemme vel?" Han lyste op i et svagt smil og fnes igen.

"Næh, det er de vel ikke" Jeg sendte ham et smil og puttede mig ind til ham.

Han lagde sin højre arm om mig, trak mig ind til selv og strøg mig op og ned af armen. Jeg løftede ansigtet og fik øjenkontakt med hans blågrå øjne.

"Tak" Han lyste op i et smil og rodede mig svagt i håret.

"For hvad?" Jeg rettede på mit hår og sendte ham et forvirret blik.

"For at muntre mig op, tak" Han nikkede og sendte mig et varmt og kærligt smil.

 

                                                                                                                                                                    

Hey folks!

Hvad synes i så om kapitlet? Det er måske ikke så spændende, men det skulle bruges til historien :-)

Har i kritik, eller idéer til historien, så skriv i kommentar!

Tak for de mange likes, er virkelig glad for at det går så godt :-D

Husk & Like

Bye - Queenie

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...