Undercover {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Færdig
Cloe McKing på 19 år, lever livet som en agent elev. Hun har været under oplæringen i fire år og skal nu ud på sin første mission. FBI skal sætte Cloe på en prøve for at hun kan modtage sin 'eksamen' i at være agent. Cloe skal have en større udfordring end de andre og skal derfor passe på bandet one direction, fordi at FBI har fået en ledetråd om at et af bandets medlemmer er i fare. Cloe skal gå undercover, under navnet Valerie Angel og skal komme så tæt på drengene som muligt, uden at de opdager hvem hun i virkeligheden er. Kan Cloe klare opgaven? Vil der opstå problemer imellem Cloe og drengene? Og hvem er den mystiske person der hele tiden sender breve til Cloe?

186Likes
453Kommentarer
26299Visninger
AA

15. hughs and kiss'

Louis' synsvinkel:

Det at vågne op næste morgen, med hovedpine, kvalme og øjne der ikke adlød min befaling om at åbne, irriterede mig grænseløst.

Aftenens hændelser kom tilbage til mig og nu ville mine øjne sjovt nok gerne adlyde mig. Jeg satte mig med et sæt op i sengen og kiggede mig omkring. Jeg var på mit eget værelse, Valerie lå ikke ved siden af mig... 

Jeg slikkede mig over underlæben og tog mig til hovedet for at kunne huske så meget af aftenen som jeg kunne.

Jeg kunne huske at Valerie udfordrede mig, jeg blev fuld, vi dansede og...

Jeg sank en klump ved mindet om Valerie der dansede op af mig og min store lyst.. Ikke bare lysten til at kysse hende, men lyst til tanken om hendes nøgne krop imod min.

Jeg blev lettet over at det kun var kysseri vi havde foretaget os.

Jeg lod en hånd kører igennem mit hår, rystede på hovedet og fik mig så rejst op fra min behagelige seng. Jeg fik trukket et par joggingbukser udover mine boxershorts og kiggede mig hurtigt i spejlet. Tømmermænd, det stod skrevet i panden på mig.

Endnu en grund til at jeg burde være sur på Valerie, hvilke jeg også var... Eller, ikke så meget mere. Det var svært at være sur på hende efter i går, men jeg var stadig sur på hende.. Eller irriteret.

På trods af kvalmen, var jeg sulten. Virkelig sulten! Kan man æde en elefant?

Jeg begav mig ud på gangen og straks kunne jeg høre stemmer ude fra køkkenet og duften af bacon sivede ind i mine næsebor. For hvert skridt jeg tog blev duften kraftigere og kraftigere, det samme med min sult. Efter den lange (korte) gåtur, nåede jeg til køkkendøren, som jeg skubbede op.

Harry stod ovre ved komfuret og stegte bacon på panden og ved bordet sad de andre drenge og spiste af alt det mad Harry allerede havde stillet frem. Jeg satte mig ned med et bump og gav al' min opmærksomhed til den lækre mad.

Men alligevel hvilede der spørgsmål omme i mit baghoved.

Hvor var Valerie?

Hvad var der egentlig blevet af hende efter i går?

Og hvorfor kys-

"Valerie sover stadig, hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro at hun havde haft en hed nat, for hun er virkelig træt" sagde Niall, specielt henvendt til mig - som om at jeg havde siddet med spørgsmålet skrevet i panden.

Har jeg det skrevet i panden?

Neeeeej!...

"Ja, men da jeg tjekkede var hun altså lige så køn som i går" grinede Harry og satte et dampende fad med bacon ned på bordet.

Jeg snuppede hurtigt 3-4 stykker bacon, noget røræg, to stykker brød og hældte et glas juice op. Så skovlede jeg ellers mad ind i munden.

"Sig mig har du og Niall byttet appetit" grinede Liam og vippede med larverne.

Ja, han har selv påstået at hans øjenbryn ligner larver, så jeg bakker bare op om det!

Jeg kastede et blik på Niall der gumlede på en bolle, ellers var der ingenting på hans tallerken.

I-N-G-E-N-T-I-N-G-!

Måske havde vi byttet hjerner? Ikke fordi at jeg ikke spiser noget normalt, men c'mon det er Niall vi snakker om her! Han er aldrig mæt!

Eller kan grise nu også flyve?!

"Du spiser ikke noget Niall" sagde jeg og kastede et blik på hans tallerken og fik derefter øjenkontakt med ham.

"Jeg siger jo at jeg er på kur!" sukkede Niall tvært og tog en ordentlig bid af bollen, for derefter at tage en minimal bid.

Vent, kur? Jeg havde da ikke hørt noget om en kur?!

"Hvad for en kur?" Spurgte jeg uforstående om og Niall sukkede dybt og irriteret.

"En kur, hvor man taber sig!" Niall slog ud med armene, proppede det sidste stykke bolle ind i munden og skubbede så sin tallerken væk.

Jeg skubbede den tilbage igen, men Niall skubbede den hurtigt væk igen. Jeg skubbede den frem mod ham igen og han skubbede den tilbage. Frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage og frem..

Lyden af glas der smadredes genlød i hele lejligheden og alle sad bare og stirrede på glasskårene. Niall skubbede hårdt stolen ud og gik med faste skridt ud af køkkenet og kort tid efter kunne vi høre lyden af døren til et af gæsteværelserne smække.

Vi sad i stilhed og stirrede på døren. Jeg ved ikke hvor lang tid vi sad sådan, men vi sad i hvert fald sådan indtil den åbnede igen. Men nej det var ikke Niall, som jeg havde troet. Det var Valerie.

I modsætning til mig lignede hun en million, håret var blevet bølget efter krøllerne aftenen før, de store blåstribede natbukser og den hvide trøje med print fik hende til at se afslappet ud.

Selvom jeg ville, kunne jeg ikke tage øjnene af hende og det lagde hun vidst mærke til, for hun sendte mig et varmt smil.

Liam rømmede sig.

"Jeg fjerner lige glasskårene.." han gik i en stor bue udenom glasskårene, fik åbnet døren og smuttede ud på gangen.

Jeg brød øjenkontakten imellem mig og Valerie, for derefter at skovle en ordentlig klump røræg ind i munden.

Valerie trak en stol ud ved bordet, satte sig ned, for derefter at snuppe en tallerken, skære en bolle over og putte marmelade på. Da Valerie tog mig i at stirre på hende, tog jeg i panik en bid af et stykke bacon og brød øjenkontakten, igen.

Resten af tiden ved morgenbordet foregik i tavshed og da jeg havde spist færdig, rejste jeg mig op med min tallerken, stillede den i opvaskemaskinen og gik ud køkkenet med et svagt: "tak for mad, det smagte godt Harry".

Jeg fik lukket døren indtil mit værelse bag mig og kastede et blik rundt på de moderne møbler. Det ville egentlig være rart med en lur.

Jeg smed mig ned i sengen og lukkede straks øjnene i.

 

***

 

"LOUIS, NIALL OG VALERIE! VI TAGER UD OG KØBER IND, SES!" jeg åbnede irriteret øjnene op og hørte kort tid efter hoveddøren smække.

Jeg sukkede dybt og tog mig til hovedet. Kvalmen og hovedpinen var stilnet lidt af, men det var okay. Jeg lukkede igen øjnene i og vendte mig om på siden. Men lyden af døren der blev åbnet, fik mig til at åbne det ene øje på klem.

Valerie.

Døren var på klem, så man kunne kun se halvdelen af hendes smukke ansigt. Hun gik ind, lukkede forsigtigt døren og kiggede så hen på mig. Jeg lukkede straks øjnene i og lavede nogen tunge vejrtrækninger, ligesom når man sover. Jeg burde blive skuespiller! Eller dramalærer? Ja, hvis denne her karriere går i vasken, vil jeg være dramalærer!

Jeg åbnede svagt øjnene, for rummet var ret så mørkt - hun kunne jo ikke set det?!

Hun havde fået normalt tøj på. Et par vinrøde bukser, en grå løs langærmet trøje med en kæmpe sort kyssemund i midten, om halsen havde hun et sort halstørklæde og hendes bølgede brune hår var sat op i rodet knold.

Valerie gik langsomt hen imod mig og satte sig forsigtigt på sengekanten. Hun rakte hånden frem imod mit ansigt og jeg lukkede hurtigt øjnene. Langsomt tog hun fat i en af mine hårlokker og kærtegnede blidt min pande med den.

Jeg kneb øjnene i og stod imod fristelsen for at åbne øjnene.

Skulle jeg åbne øjnene?

Og hvorfor holdt jeg dem egentlig lukkede?

Måske skulle jeg-

Jeg åbnede øjnene med et sæt, da Valerie havde presset sine læber imod mine. Jeg skulle lige til at lægge armene om hende, men trak mig istedet væk.

Hvad havde jeg gang i?

Hvad havde vi gang i?!

 

Cloe's synsvinkel:

Det at han trak sig væk overraskede mig ikke.. Han var jo også fuld i går, men hvis jeg kendte ham ret ville han være blødt op og sådan så det også ud til morgenmaden for en lille time siden.

Jeg bed mig svagt i læben og kiggede ned i jorden.

"Undskyld, jeg troede.." jeg rejste mig op og kiggede med et trist ansigt ned i gulvet "Det var bare i går... Ja, jeg var vel bare dum" jeg gik hen og skulle lige til at åben døren, da Louis rejste sig op og lagde en hånd på min skulder.

Jeg vendte mig om og da jeg så Louis' nervøse ansigt, følte jeg en indre sejr. 

Det hele var jo bare skuespil, fra min side af.

Louis sukkede dybt og kløede sig kejtet i håret.

"Nej, det .. det sker bare så hurtigt, altså" han fik øjenkontakt med mig og holdt den "Hvad har vi egentlig gang i?" mumlede han, imens at hans blik gled ned på mine læber.

"Det kan fremtiden jo vise" mumlede jeg ligeså svagt, lod mit blik glide ned på hans attraktive læber og lænede mig så langsomt fremad.

Jeg kunne mærke Louis' varme ånde mod mine læber og det føltes... rart. Meget rart. Det kildede lidt.

Louis tog det sidste skridt og pressede blidt sine læber imod mine og et svagt sus gik igennem min mavesæk. Jeg fik et chok, for jeg var i min egen verden et øjeblik...

Jeg lagde armene om nakken på ham, trak ham tættere ind til mig og det så ikke ud til at han havde noget imod det. Så da jeg langsomt rodede ham i håret, med min venstre hånd og legede blidt med kraven på hans t-shirt, kunne jeg mærke ham spænde i kroppen. Han lagde hænderne på mine hofter og bed mig svagt i underlæben.

Skal vi ikke have os lidt sjov?

Jeg smilede lumsk indvendigt og stoppede med at lege med kraven af hans trøje, for at løfte hånden hen til hans ryg. Min tunge lod jeg snige sig ind i hans mund og intimt udforskede vores tunger hinanden. Jeg brugte min pegefinger og langefinger til at gå med små 'skridt' ned af hans ryg. Da jeg nåede til hans røv, fjernede jeg hånden, hvilket fik Louis til at trække sig ud af kysset.

Først så han skuffet og forvirret ud, men så smilede hans kækt. Han pressede igen sine læber imod mine og med én hurtig bevægelse tog han mig på røven. Jeg fik noget af et chok, så jeg hoppede automatisk op i luften. Hvilket resulterede i mit og Louis' hovedstød, som fik os til at trække os væk fra hinanden.

"Ej undskyld! Det var virkelig ikke med vilje, jeg-" begyndte jeg, men Louis cuttede mig af.

"Det er okay Valerie, det er jo ikke sådan at du har forvoldt mig stor smerte" grinede han og jeg grinede falskt med.

Nej, jeg havde ikke forvoldt ham stor smerte, endnu.

Skyldfølelsen boblede op i mig og jeg fik en kæmpe knude oppe i halsen. Jeg prøvede at ignorerer det, men nej - skyldfølelse er for stærkt til at at kunne ignoreres.

Louis skulle til at læne sig fremad igen, men jeg trak mine arme til mig og satte mig tungt ned på sengen. Tårerne pressede sig på og det at jeg pludselig fik så stor skyldfølelse overraskede mig. Jeg havde ikke noget imod det før. Hvorfor nu?

"Hey er du okay?" spurgte Louis alvorligt og bekymret om og han satte sig ned ved siden af mig på sengen.

Lad mig se: Jeg leger med dine følelser så jeg kan passe på dig, er det svar nok?

Såååå forståeligt, alting er forståeligt! Jeg gider ikke det her!

Jeg gider ikke klare denne mission!

Hvad er det jeg tænker? Jeg må da klare denne mission, ellers bliver jeg aldrig agent?

"Valerie?" Louis ruskede blidt i min skulder og jeg rystede på hovedet af mig selv.

"Undskyld, jeg er bare.. lidt træt" jeg sendte ham et smil og strøg ham blidt over kinden.

"Også mig, jeg kom sent i seng i går" grinte han og jeg nikkede mig enig.

Jeg faldt bagud i den store, behaglige og komfortable dobbeltseng. Aaarh!

"Jeg tror bare at jeg sover her" mumlede jeg, lukkede øjnene og lagde mig om på siden.

Louis fniste svagt og lagde sig ned ved siden af mig. Han trak dynen over os og da jeg åbnede øjnene svagt kiggede jeg direkte ind i hans ryg.

"Godnat" mumlede jeg og vendte mig om, så jeg ikke kiggede på Louis.

Jeg ville nu gerne have set på hans ansigt...

Klare min mission, klare min mission, klare min mission!

Humørsvingninger! ARH!

Er det den tid på måneden? -.-

"Godmorgen" mumlede Louis igen og langsomt lukkede jeg øjnene igen, med et grin.

Det her skulle nok gå godt, jeg klare det fint! Helt fint! Jeg har Louis i min hule hånd, drengene har tiltro til mig og om et par måneder... måske år har de ikke kontakt til mig mere. Så har de da lidt mindre besvær, for det er jo ikke fordi at de ikke kan undvære mig, jeg-

Fremtidstanker, damn. Hader dem.

Jeg fik et chok da en arm lagde sig rundt om mit liv, men havde stadig lukkede øjnene. Armen trak mig ind til en krop og da jeg kunne dufte den velkendte duft, af Louis, gled et smil automatisk over mine læber.

Han kunne alligevel ikke holde sig væk fra mig.

"Sweet dreams, love" mumlede jeg og gled langsomt i ét med trætheden og drømmeland.

Louis' brummende brystkasse der vribrerede svagt, var det sidste jeg følte og hørte inden jeg faldt i søvn.

                                                                                                                                                                  

Hey people!

Nyt kapitel - yaaay! <3

Hvad synes i? Hvad siger i til Louis og Cloe's forhold? Og hvad med de andre drenge? Vil de opdage noget?

Har i kritik eller idéer til historien så skriv i kommentar! <3

Elsker jer <3

Husk & Like

Bye - Queenie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...