Undercover {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Færdig
Cloe McKing på 19 år, lever livet som en agent elev. Hun har været under oplæringen i fire år og skal nu ud på sin første mission. FBI skal sætte Cloe på en prøve for at hun kan modtage sin 'eksamen' i at være agent. Cloe skal have en større udfordring end de andre og skal derfor passe på bandet one direction, fordi at FBI har fået en ledetråd om at et af bandets medlemmer er i fare. Cloe skal gå undercover, under navnet Valerie Angel og skal komme så tæt på drengene som muligt, uden at de opdager hvem hun i virkeligheden er. Kan Cloe klare opgaven? Vil der opstå problemer imellem Cloe og drengene? Og hvem er den mystiske person der hele tiden sender breve til Cloe?

186Likes
453Kommentarer
26296Visninger
AA

19. Clues and notes

Cloe's synsvinkel:

Jeg tastede målrettet koden ind på det lille panel og langsomt åbnede væggen til venstre for mig, sig op. Kevin og Tristan var her allerede. Tristan stod henne i hjørnet med krydsede arme og Kevin sad ved computeren. Sarah gik hen til en kontorstol og satte sig stille ned.

"Hvad har i fundet af spor indtil videre?" spurgte jeg og lod mig dumpe ned i en af stolene.

Kevin hev en grøn taske frem, lynede den op og begyndte trække nogle ting op. Han satte dem ned på bordet, men alligevel fjernede jeg ikke mit blik fra Kevin.

"Vi gennemsøgte lejligheden og Nialls værelse, hvor vi fandt nogle interessante ting der måske kunne være et spor" startede Kevin "der var et af Nialls skabe der var låst, men vi fik let brækket låsen op og vi fandt nogle interessante ting" Kevin rakte ud efter en lille bunke af papirer, eller rettere sagt breve.

De truende ord fra brevet jeg havde fået tidligere den dag, dukkede op i mit hoved og straks fik jeg kuldegysninger. Frygten steg i mig og koldsveden kunne mærkes. Jeg var bange... Jeg frygtede at jeg ikke kunne klare det.

At jeg aldrig ville finde Niall.

Og at jeg ville dumpe.

"Vi fandt disse breve og tænkte at de nok ville være en hjælp" sagde Tristan og jeg kiggede med et forvirret blik op på ham.

Var han med?

"Jeg kom senere" svarede han, som om at han kunne læse min tanker.

Han kunne sikkert bare læse mit ansigt...

Jeg tog et af brevene op og foldede det ud. En alt for genkendelig maskin-skrevet-skrift, kom til syne. Det kunne ikke være andre end Anonym. Jeg måtte læse det. Hvorfor havde Anonym skrevet til Niall? Jeg måtte have svar!

Læs det Cloe, find Niall. Find din ven.

Sådan lød en svag stemme i mit baghoved, men jeg rystede hurtigt på hovedet og begyndte at læse.

Kære Niall.

Du ved at jeg vil hjælpe dig, og derfor fortæller jeg dig sandheden. Har du overvejet at tabe dig? For du har da hørt at folk snakker om hvorvidt du er overvægtig? Og din hud. Uren. Se at få gjort noget ved det.

Ligesom jeg bad dig om sidste gang.

Problemet var bare at da du fortalte dine "venner" at du var på kur, så begyndte de at fortælle dig at du slet ikke var overvægtig? Og du troede på dem. Tag dig sammen.

Dine "venner" lyver dig direkte op i ansigtet. Og hvorfor? For selv at virke mere perfekt. Du vil altid være den sidste. Den grimmeste. Den mindst tiltrækkende. De andre drenge fortæller dig løgne for at holde dig nede. De føre sig frem, imens at du bliver skubbet længere og længere væk.

Jeg fortæller dig sandheden Niall. Jeg ved det. Jeg ved alt om hvad du laver. A.W.

Husk nu - tab dig.

- Anonym.

....

Det var jo forfærdeligt. Personen løj jo. Niall var ikke overvægtig, Niall var ikke grim, Niall havde ikke uren hud. Niall var et fantastisk menneske og en eller anden klam anonym person skulle ikke bare komme og hjernevaske ham! Ingen skulle få Niall til at tro at han var overvægtig, grim eller havde uren hud - ingen skulle lyve overfor ham.

"Manipulation. Gerningsmanden har udtænkt en plan med at få Niall til at føle sig grim og overvægtig. Gerningsmanden vidste at Niall ville komme op i et skænderi med drengene omkring det, da drengene altid fortæller Niall at han ikke er overvægtig" jeg lod blikket glide op fra brevet, hen til Kevin der sad og nikkede.

"Ja, vi har læst dem. Personen nævner hele tiden hvorvidt han eller hun, holder øje med ham. Jeg har en idé om at personen har kameraer, ligesom os og-" pludselig slog, det mig.

"Eller også bruger gerningsmanden de samme kameraer som os, ved at hacke sig ind i dem" sagde jeg og kiggede med et alvorligt blik på Kevin, der stivnede i sin bevægelse.

"D-det kan ikke lade sig gøre! Ingen kan hacke sig ind i kameraer fra FBI, ingen" mumlede Kevin og fumlede med sin fingre.

"Hvis kameraerne pludselig ikke kunne virke, så kunne der være en god grund til hvorfor" sagde jeg og lænede mig tilbage i stolen, med tusinde tanker i mit lille hoved.

Havde Niall det godt? Hvilke kontakter og typer omgik gerningsmanden sig med, siden at han/hun kunne hacke sig ind i kameraerne? Hvorfor gjorde gerningsmanden det her mod drengene?

Og vigtigst:

Hvad var gerningsmandens næste træk i sin plan?

"Det er umuligt, ingen kan-" jeg blev irriteret over at Kevin blev ved, kunne han ikke forstå det?

"Intet er umuligt" gav jeg igen og sendte ham et brændende dræberblik, så da han fik øjenkontakt med mig, måtte han kigge væk.

Han kiggede ned i jorden et øjeblik, men kiggede så op med et blik der brændte af selvtillid.

"Godt, Cloe du har ret. Desuden fandt vi også noget andet ret så interessant på Nialls værelse" Kevin sendte mig et skævt smil og fandt en pose frem.

"Sarah ringede og sagde at i havde brug for noget dna fra Niall" startede Kevin og rakte mig den lille pose. Nede i posen lå der ca. 10 små lyse hår.

Nialls hår. Perfekt.

"Vi fandt det på hans hovedpude" indskød Tristan og jeg nikkede svagt, imens at jeg undersøgte den lille pose.

"Hvis i får bekræftet og gemt hans dna, så undersøger jeg brevene lidt nærmere" mumlede jeg, dog så højt at de kunne høre det.

De nikkede kort og forstod vidst at jeg havde hentydet til at jeg ville være alene. Hvilket jeg ville. Jeg skulle tjekke brevene. Og så var der også så mange ting at tænkte igennem. Jeg havde mistet Niall, og tanken om at jeg måske aldrig skulle se hans blå øjne lyse op af glæde, eller hører hans specielle grin, var forfærdelig.

Jeg savnede Niall. Og jeg var også blevet klar over at jeg ville være ligeglad med at jeg dumpede, bare Niall ville komme hjem i sikkerhed. Alle skulle være i sikkerhed. Niall, Louis, Harry, Liam og Zayn. Alle sammen.

En idé formerede sig i mit hoved og et svagt smil spillede på mine læber. Jeg fik fisket min mobil op af lommen og gik ind under kontakter.

Den her plan har bare at virke, tænkte jeg.

 

***

 

Nialls synsvinkel:

Jeg kunne ikke se noget, men jeg vidste at jeg lignede en der var ved at falde sammen. Mit hoved hang, min ryg gik i en kæmpe bue udenom stolens ryglæn og mine fingre var følelsesløse. Ikke nok med det, så havde jeg pokkers ondt i ryggen, min nakke føltes træt og øm og mine hænder gjorde ondt på grund af de gnavende reb.

Jeg forstod ikke noget. Jeg vidste ikke hvilken dag det var, hvor lang tid der var gået siden den aften, hvordan de andre drenge havde det. Men værste var at jeg havde fået at vide hvem Valerie i virkeligheden var. En agent, ved navn Cloe McKing..

Hun måtte lyve. Valerie kunne ikke være en agent? Hun havde ingen beviser, overhovedet.

Hun fortalte jo at Valerie gik undercover, for at beskytte dig og drengene.

Okay, hun havde nogle beviser...

Hun havde jo allerede fået fat i mig... Men jeg skulle nok snart blive fundet.. Blive bragt hjem. I hvert fald i sikkerhed. Men hvad hvis de slet ikke havde opdaget at jeg var væk?

Selvfølgelig har de opdaget at du er væk. Er du dum?

Luk.

Jeg sukkede dybt og prøvede at rette mig op, men min ryg og nakke gjorde så ondt at jeg hurtigt faldt sammen igen. 

Hvorfor skulle jeg pines sådan her? Jeg vidste da godt at folk synes at jeg er grim, fed og alt mulig andet... Men derfor behøver de da ikke pine mig. Det er nok med hate på twitter, YouTube, Tumblr og alt det andet.

Hvorfor skulle jeg udsættes for det her? Hvad havde jeg gjort folk?

De havde højere forventninger om dig: Bedre stemme, tyndere, pænere og mindre-mad-spisende.

Hører mindre-mad-spisende ikke inden under at blive tyndere?

Nu du siger det.... Nej.

Jeg forstod ikke helt hvorfor jeg var begyndt at snakke-tænke så meget med mig selv... Jeg følte mig ensom, forladt, bange, skræmt og bekymret. Bekymret for de andre drenge og... Valerie.

De fortjente ikke den samme skæbne som mig, overhovedet ikke. Harry var perfekt, Zayn var perfekt, Louis var perfekt, Liam var perfekt, Valerie var perfekt. Alle undtagen mig.

Enspænder...

Hold kæft.

Jeg er overhovedet ikke enspænder. Jeg har venner og-

Hvilke?

Drengene, Valerie og-

Drengene som fortæller dig løgne? Og Cloe som ikke er den hun siger hun er? Søde venner, var?

Hold kæft, du ved ikke en skid du-

Jeg ved ligeså meget som dig?

Fuck.

Busted.

Hvorfor snakkede jeg også med mig selv? Det var da tåbeligt?! Hvad fuck havde jeg egentlig gang i? At have en samtale med en... Fyr (?) inden i mit ejet hoved, det var da... Mærkeligt?

Virkelig mærkeligt.

Det var jo lige før at jeg var ligesom hende. Hende der var skyld i at jeg sad her, bundet fast til en stol, med bind for øjnene og en masse andet pis...

En indre vrede steg op i mig.

Hvorfor gjorde hun det her ved mig? Hvorfor?! Hun havde ikke fortalt mig hvorfor. Men hvorfor skal folk også bare hate på mig?! jeg kunnen ikke gøre for at jeg så ud som jeg gjorde, jeg kunne ikke gøre for at min stemme var som den var og... Ja... Det var vidst det. Nåårh jo og-

Lyden af en dør der blev slået op med et brag lød og det gav et gib i mig. Få sekunder efter kunne man høre høje hæle der klikkede mod gulvet for hvert skridt. Straks sad mit hjerte oppe i halsen på mig og mit største ønske lige nu, var pludselig at få superkræfter... Ligesom Spiderman, eller Batman?

Eller... Batman har jo teknisk set ikke nogle superkræfter såååå...

Den klikkende lyd stoppede og nogle begyndte at fumle med bindet der var foran mine øjne. Langsomt kunne jeg mærke det tykke stof forlade min hud og jeg glippede svagt med øjnene. Jeg hadede den lampe virkelig meget... Den lyste lige ned i øjnene på mig.

Jeg forventede at se min kidnapper, men fik øje på et nyt ansigt. Endnu et hunkønsvæsen, men hvad skulle det ikke ende med?!

Pigen gik op foran mig og satte sig på hug foran mig, så vi var i øjenhøjde.

"Niall, du får kun en chance, du må skrive et brev hjem til drengene" hun sagde det så blidt og sødt, at jeg blev helt overrasket.

Var hun seriøs? Kunne jeg skrive hjem til drengene? Eller prøvede de bare at lave en eller anden åndsvag joke med mig? Bare at høre hendes stemme fik mig til at hade hende. Hun havde været med til at kidnappe mig, pine mig. Men at jeg kunne skrive til drengene...

"Seriøst?" endte det med at jeg sagde og den fremmede unge pige nikkede, så de lyse lokker let dansede over hendes brystkasse.

Hun måtte være omkring de 20... Lyst hår, kønt ansigt, brune øjne og en flot krop..

Selvom jeg var bundet fast til en stol og kidnappet og alt det dér... Så havde jeg da lov til at tjekke piger ud?!

Også selvom de har kidnappet dig, bundet dig og pint dig?

Skal vi nu begynde på det her igen?

Nej, men..

Så hold kæften lukket.

Okay, okay... Du burde have lært noget fra den x-factor audition, ikke bande!

Sorry det kommer bare... Jeg har et problem med det, det ved jeg og-

Jeg snakker med mig selv?!

Fra nu af ignorerer jeg dig-mig-dig? Mig!

"Ja Niall, på én betingelse. At jeg skriver brevet, imens at du fortæller hvad der skal stå" fortalte hun og de brune øjne lyste let op i skæret fra lampen, så en undetone af gylden dukkede op.

Men at hun skulle skrive det?... Det fik mig til at blive mindre irriteret. Selvfølgelig, selvfølgelig skulle de skrive det. 

Jeg skar let tænder, kneb øjnene sammen og gjorde det i lidt tid, indtil at det gjorde for ondt i mine kæber.

"Bare rolig Niall" jeg fik øjenkontakt med hende og de brune øjne gemte på en hemmelighed, en stor en "jeg skal nok gøre mig umage med at skrive præcis hvad du siger, men brevet skal altså tjekkes igennem" sagde hun og foretrak ikke en mine.

Hun fik rejst sig op fra stillingen, vendte sig om og begyndte at gå ind i mørket, så jeg ikke længere kunne se hende. Der lød en lille "klik"-lyd og lyset lyste rummet op. Der var ikke særlig meget, udover en seng der hang fast på væggen, et træskrivebord med en lignende stol, et lille bord med to stole, væggene var snavsede og i en kedelig grå farve og henne i hjørnet stod en potteplante, hvor planten allerede var død og lå slattent udover krukken.

Jep, den var død og der var stadig jord og alt mulig i.

Pigen fra før kom til syne igen, med en taske over skulderen. Hun satte tasken ned på skrivebordet og hev en bærbare ud af den. Hun slog skærmen op, loggede ind og gik ind i et word dokument.

"Hvad skal jeg så skrive" spurgte hun og lagde fingrene parat på tastaturet.

Perfektionist skrivning, aha.

"Ååårh ja, og bare lige så du ved det. Så er jeg altså ikke den bedste til at stave" mumlede hun og sendte mig et undskyldene blik.

Men det var lige meget hvorvidt hun ikke var så god til at stave, jeg skulle bare have det brev sendt afsted.

"Jeg er klar nu..." jeg kiggede spørgende på hende, fiskende efter hendes navn.

"Hver ting til sin tid, hvad skal brevet starte med?" spurgte hun og fjernede ikke blikket fra computeren.

Jeg sukkede dybt og kiggede kort ned i gulvet, hvorefter at jeg kiggede op på hende igen.

"Kære venner.." sagde jeg og pigen tastede løs på tastaturet.

Nu har drengene bare at få brevet... Så de ved.. At jeg stadig er i live. Hvis de da troede at jeg var død eller sådan noget.

Jeg ønsker. Jeg ønsker at blive fundet og bragt hjem.

Jeg ønsker...

                                                                                                                                                               

Hola chikas! :-D

Så fik jeg endelig skrevet et kapitel, jeg har simpelthen haft så travlt! Undskyld for ventetiden! Så derfor er kapitlet laaaangt! :-D

High five!

Kiss you videoen er så fucker, fucker god! xD Jeg elsker, elsker, elsker, elsker den! Og den er sjoooov! Fik jeg nævnt at jeg elsker den? Et lille Zarry kys i slutningen xD

Elsker, elsker, elsker jeeer! Fordi i læser min historie (Ja... Øhm... Tak!) 97 likes?! Er i sindssyge eller sådan noget, det her har været den movella (indtil videre) med mest succes! Kom så, lad os få den op på 100! Go, go, go! :-D Det ville varme mit kæmpe store (gamle, lol) hjerte.

Ved ikke om jeg har nævnt det, men jeg har lavet en video med mine venner (synes sen den er virkelig sjov, men det er også fordi at det er mig og mine venner..) men hvis i vil tjekke den ud, så ligger den inden på min blog! :-D

Hygge hejsa, mine små grise! (Ja... Ligesom at der findes Beliebers og Directioners, så vil jeg gerne have et navn til mine fans) Jeg har tænkt lidt på: Grisebasser, Grise, Hvalrosser, Geder Queenie'er, eller Laura'er? :-D Eller har i et godt forslag?

Så skriv i kommen-tar-e-e-n!  (indsæt Harrys sidste solo i WMYB = That's what makes you beau-ti-ful)

Dette kapitel er ikke rettet igennem så, bear with me!

Husk & Like

Bye - Queenie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...