Lost

Jenna Hart er den sidste "Worldminder" på denne side af de to verdener. Hun får en dag kontakt med Troy ignnem disse evner, og forelsker sig i ham. Men han er en hel verden væk, og Jennas tid løber ud...

3Likes
2Kommentarer
489Visninger

2. Fuglen

Fuglen

 

Det var en kold december morgen. Kulden sneg sig op under min tykke vinterjakke, og fik mig til at gyse svagt. Vinden tog fat i mit hår og hvirvlede det rundt omkring mit hoved.
Sneen landede trygt på jordens frosne ydre, og lod til ikke at smelte. Jeg trak vejret dybt og lod mine ben føre mig igennem min forhave. Et enkelt blik op på himlen fortalte mig at sneen ville blive ved med at dale. Skyerne var underlige, som de hang tungt og sort over mit hoved. De rottede sig sammen, og ned faldt sneen.
Mine vinterstøvler traskede tungt ned igennem hovedgaden i Karise. En lille by langt ude på landet i et lille land kaldt Danmark.

Du spørg nok hvad jeg egentlig laver der. Jeg ved det heller ikke selv. Jeg flygter fra noget jeg ikke ved hvad er. 
Jeg frygter det, og ved at det en dag vil finde mig. 
Jeg kan ikke tage,se eller høre det. Men alligevel forfølger det mig altid.

Jeg trampede sneen flad efter mig, da jeg ivrigt gik fremad. Jeg kendte ikke målet, men jeg var glad for at slippe for at sidde inde bag de kolde murer hos præsten. Hun var min fjerne slægtning, og jeg boede sammen med hende og hendes familie. Men det var ligesom om at jeg ikke rigtig boede der alligevel. Jeg flygtede også derfra. Jeg ville ikke knytte for mange bånd med dem. Jeg vidste at de alle sammen ville blive brudt en dag. Jeg turde ikke sætte mine føleser på spil. Eller deres. Så jeg holdte mig væk. Kom dem ikke nær, hverken fysisk eller psykisk.

Jeg kom hurtigt frem i sneen, og jeg satte spor efter mig. Jeg mærkede en dyb, nej bundløs følelse inden i mig. Jeg hørte ringen for mine ører, og jeg tog mig kort til hovedet. Det ville aldrig blive nemmere. Jeg løb afsted. Med denne nye energi kunne jeg løbe flere hundrede kilometer uden at svede. Følte jeg. Det var som et rent og hvidt lys inden i mig der ville eksploderer hvis jeg ikke fik det ud. Jeg løb hurtigt. Over til skolen, igennem skolegården, og videre ud i skoven.

Først mærkede jeg stilheden. Jeg var langt væk fra alting. Skole, by, mennesker. Alt stod stille ikke et dyr rørte på sig. Og så kom lyden af mit lys der strømmede ud af mig. Skoven blev lyst op, og den høje lyd alle andre hørte som tinitus blev udløst. Jeg åbnede mig selv, blottede min sjæl for omverdenen - Og til sidst  fik jeg kontakt. En lille fugl landede foran mine ben og jeg satte mig ned. Roen i skoven vendte tilbage som jeg snakkede med den anden side. Fuglen, som man skulle tro ville flyve, sad tilbage som om den ventede på at jeg skulle færdiggøre mit kald. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...