Fades

En kort novelle om ægte kærlighed, svigt, løgne og løfter.


*Den er med i Musik-konkurrencen, så tilføj gerne et like, hvis den fortjener det*

33Likes
61Kommentarer
1711Visninger
AA

4. Kapitel

Kapitel 3.

Onsdag d. 6/11- 1898

Efter begravelsen og efter at hun havde lagt den røde rose på hans gravsted, løb Estella ud af kirkegården uden at tænke sig vitterligt om. Hendes høje, sorte sko gnavede i hælen, så hun rev dem skrigende af og kylede dem utaknemmeligt ned i vandpyt. Hun gav uden tøven tårerne frit fald, mens hun forpustet løb videre, med et fast greb i skørterne, så hun ikke snublede.

I baggrunden kunne man tydeligt høre Anna, der kæmpede efter hende og bekymret råbte hendes navn, men Estella var bedøvende ligeglad. Arvids død havde fået hende til grueligt at miste livsglæden. Hun ønskede ikke et liv på denne jord uden ham ved hendes side. Målrettet skiftede hun kurs mod parken i centrum og inden længe befandt hun sig på det våde græs og med de frodige orkideer blomstrende om sig.

Hun fandt ufortrødent en skarp sten, kørte svagt sine fingre hen over den, inden hun snøftende førte den op tin sin tinding. Et enkelt hårdt slag og hun ville blive genforenet med ham.

”Hvordan er det dog De ser ud? Slip stenen, jeg vil blot hjælpe.” brummede en ukendt stemme. Estella spejdede opgivende rundt i parken og fandt en ung, formegentlig ungkarl, slænge sig på en bænk, pattende på en cigaret. Hun rynkede let på næsen, da den stærke tjæreagtige lugt gennemtrængte hendes næsebor.

Han lo hæst og skoddede cigaretten på kanten af bænken med funklende øjne. Hendes mørkerøde hår hang i kolde tjavser ned af hendes ryg og stod i skarp kontrast til hendes isnende blå øjne. Ungkarlen kom forsigtigt, med sammenknebne øjne, over i mod hende.

”De kan ikke forhindre mig i at gøre det,” sagde hun fast og hentydede til stenen i hendes hånd. Hendes øjne var vilde, desperate og hovedet virrede ukontrolleret fra side til side. Han stak utålmodigt hænderne i lommen.

”Nej, det kan jeg ikke. Men jeg kan få Dem på bedre tanker,” foreslog han med påtaget ydmyghed. ”Hvad er dog denne gruvækkende grund til at en smuk kvinde som Dem ønsker, at forlade livet som vi har kært?”

Estella overvejede undrende hans spørgsmål, men lod så udtryksløst stenen falde til jorden. ”Det var godt,” roste han og smilede stort. ”Jeg hedder Henry,”

”Estella.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...