Fades

En kort novelle om ægte kærlighed, svigt, løgne og løfter.


*Den er med i Musik-konkurrencen, så tilføj gerne et like, hvis den fortjener det*

33Likes
61Kommentarer
1708Visninger
AA

3. Kapitel

Kapitel 2.

Onsdag d. 6/11- 1898

Det var en overdådig begravelse med alle de fornemmes tilstedeværelse. Skønt Arvid Fleik ingen familie ejede, da han døde. Estella skuttede sig uvilkårligt under paraplyen, hendes trofaste tjenestepige, Anna holdt over hende. Det var en grusom regnvejrsdag og den bidende blæst gik i marv og ben på de uvante rige, der i deres nypolerede hestevogne, fór igennem New York for at søge ly i kirken, hvor begravelsen blev afholdt.  

Anna rakte neutralt Estella en fin papirserviet, som fruen diskret pudsede sin lille næse i. Hun var iført en tung, sort sørgekjole, der slæb hen ad gulvet i takt med de langsomme bevægelser hun foretog sig. Om hendes hoved hvilede et virvar af slør og blonder, der dækkede hendes forgrædte ansigt.

”Mangler De noget, Miss Rose?” spurgte Anna fortvivlet af fruens åndsfraværende tilstand og kløede sig distræt på armen. Da vågnede Estella med et sørgmodigt glimt i sine blanke øjne. Hun aede beroligende Annas kind og nikkede mod kirken.

”Ellers tak. Men skulle vi ikke trække ind i tørvejret?”

”Selvfølgelig,” smilede Anna alvorligt og nejede dybt, inden hun førte dem ind, hvor de i tryghed kunne stå blandt kirkens hellige vægge pyntet med messingstager og skulpturer af Jesus Christus. Tavst tog de plads på de glatte kirkebænke med et tungt bump.

Præsten messede monotont op fra biblen, men Estella ænsede det knap nok. Hendes tanker fastholdt bedrøvet erindringen af Arvids læber mod sine. Hun genvandt følelsen af hans robuste hænder om hende og et dybt suk forlod hendes tvivlende læber, mens tårerne ubarmhjertigt styrtede ned af hendes rødmossede kinder.

Hun vidste, hvad der stod i testamentet om hende. Testamentet. Det hun for blot få dage siden sad og snakkede om sammen med ham. Han havde stille spurgt hende om hun ville placere en vinrød rose ved hans grav og om hun jævnligt ville skifte den ud, så håbet ikke forsvandt, når han døde. Hun havde svaret ja, kastet sig i hans stærke arme og kysset ham op og ned af halsen. Hun havde også forsikret ham, at han ikke ville dø så længe hun levede og var der til at beskytte ham.

Det var ubeskriveligt hvilket svigt hun følte stikke i hjertet, da hun med næsen i sky og benene over kors, sad i kirken med Anna ved sin side, mens præsten afsluttede sin tale og sænkede hovedet for at velsigne Arvid Fleik’s sjæl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...