Fades

En kort novelle om ægte kærlighed, svigt, løgne og løfter. *Den er med i Musik-konkurrencen, så tilføj gerne et like, hvis den fortjener det*

33Likes
61Kommentarer
1707Visninger
AA

2. Kapitel

Fades

Kapitel 1.

Lørdag d. 3/11- 1898

Estella Rose betragtede nysgerrigt Arvid Fleiks beherskede bevægelser. Hun så tålmodigt til, mens han blidt strøg pennen hen over det gulnede pergament, fordybet i sine egne tanker. Hendes blik søgte hen til det ældede portræt af hans tipoldefar, der rank og flot kiggede fjernt ud i luften. De lignede ufatteligt meget hinanden, som to uadskillelige dråber vand.

Hun lænede sig beskedent op af dørkarmen med armene højtidligt foldet om brystet. Arvids ansigt var yderst koncentreret, men et skævt smil krængede hans læber, da han fik øje på hendes slanke skygge, i det svage lys fra den antikke skrivebordslampe.

”Jamen goddag, elskede.” lo han med sin sprøde stemme, stadig med ryggen til hende og dyppede en sidste gang pennen i blækbeholderen. Estella sukkede indbydende, mens hun smilende valsede hen til ham. Hendes blege, feminine hænder blev taknemmeligt plantet på hans skuldre. Arvid kyssede sin elskerindes papirtynde hud med en enkelt galant bevægelse.

Estella fnisede og tog sig forlegent til munden, inden hun bukkede sig ned for at lade sine uskyldige læber smelte sammen med hans i et varmt kys. Han slap omgående pennen, greb hende mildt om livet og lod hende synke ned på sit skød uden at afbryde deres intense kys.

”Hvad skriver du på?” spurgte hun engageret, da de atter havde sluppet hinandens favntag. Arvid trak henkastet på sine brede skuldre og skubbede lettere nervøst til pergamentet på skrivebordet. Han bed sig eftertænksomt i læben, men svarede endelig Estella, der naiv som hun var, håbede på håndskrevne kærlighedserklæringer til hende.

 ”Mit testamente.”

Estella måbede varsomt. Hendes pupiller voksede sig store som hjulene på familiens hestevogn. Arvid opdagede hendes bekymrede grimasse og glattede elegant de dybe furer i hendes pande ud. Han smilede sit charmerende smil, der fik adskillige kvindehjerter til at opføre sig kaotisk.

”Det er da alt for tidligt til den slags,” fortsatte Estella klagende med sin spinkle stemme og skænkede hans pande et hårdt kys. Hun kunne mærke hans fugtige, krøllede hår mod hendes kind, da hun bagefter trykkede sig ind til hans bryst med en ukendt ængstelighed.

”Selvfølgelig er det tidligt, elskede. Men vi kan jo ikke vide om skæbnen ikke deler mening med os,” mumlede han mod hendes kraftige, røde hår og forsøgte forgæves at lyde opmuntrende, men bare tanken om hans død skræmte skrøbelige Estella, der krampagtigt krammede ham tæt ind til sig. Indsnusede hans krydrede duft og pressede sine læber mod hans.

For en sidste stund.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...