Liljer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2012
  • Status: Igang
Lily på 13 år arver et hus efter hendes onkel på mystisk vis dør. Politiet er overbevist om, at han begik selvmord, men Lily er ikke enig. Hun begynder at udforske huset, og det viser sig at onkelen var på sporet af noget. Men hvad?

1Likes
0Kommentarer
632Visninger
AA

3. "Tak Lily"

Desværre fik Lily ikke nogen mulighed for at finde beviserne hverken den næste dag, eller dagen efter den. Da hun vågnede morgenen efter sit fund af brevet, havde kraftige regnbyger lagt sig over hele Bornholm. Regnen piskede ned i stænger, og ødelagde alle muligheder for at cykle til Gudhjem den dag. Hun var indespærret i huset hele dagen. Penelope blev kun mere knotten på grund af det dårlige vejr, og begyndte igen sine beklagelser over ferien. Til sidst blev Lily træt af hende, og gik ind på sit værelse for at få lidt ro, mens hun håbede på, at det var bedre vejr næste dag.

 

Desværre fortsatte det dårlige vejr i hele tre dage, der efter Lilys mening var de værste i hele ferien. Endelig en morgen vågnede hun ikke op til regnvejr. Der lå dog stadig store vandpytter overalt, men solen skinnede og himlen var skyfri. Så snart hun så dette sprang hun af sengen og styrtede ud og spiste morgenmad. Så gjorde hun sig klar, og sagde farvel til sin mor. ”Hvor skal du hen?”, råbte hendes mor efter hende da hun styrtede ud af døren. ”Jeg cykler til Gudhjem”, lød hendes svar før hun trådte i pedalerne og skyndte sig af sted.

Hun havde brugt de sidste par dage på at indstudere sig vejen til Gudhjem, og nu kunne hun den udenad. Hun susede hen over vejen og snart kunne hun se byen forude.

 

Cirka ti minutter senere steg hun af cyklen i den travle by. Det var sommerferie sæson, og der myldrede med mennesker i de små butikker. Lily foldede kortet ud og og kiggede på det. Hun skulle altså finde Løkkegade. Hun begyndte at lede, mens hun trak cyklen. Det var ikke ligefrem let, for der var mange gader i byen, men til sidst fandt hun dog gaden. Hun jublede indvendig, mens hun gik igennem den. Den lignede en helt almindelig gade, og da hun nåede til enden havde hun ikke fundet noget usædvanligt. Hun gav dog ikke op. Hun gik den grundigt igennem flere gange. Hun kiggede over det hele og åbnede endda skraldespanden. Men hun fandt ingenting, udover selvfølgelig en masse skrald. Desuden ville skraldespanden være blevet tømt efter at han var død, hvis han havde lagt papirerne der. Efter næsten en time søgning, gav hun op. ”Måske”, tænkte hun. ”Måske nåede han slet ikke at placere papirerne før han blev myrdet.”

 

Ordet ”myrdet” gav hende kuldegysninger, selvom det var højlys dag. Hun havde jo slet ikke tænkt på, hvad disse forbrydere kunne finde på at gøre ved hende, hvis de opdagede at hun ligesom sin onkel var på sporet af dem. Hun lænede sig op af væggen ved siden af skraldespanden, mens hun prøvede at tænke. Hun fjernede sig dog hurtigt igen. Et eller andet havde stukket hende i ryggen! Hun vendte sig om og undersøgte muren. Det viste sig, at en af murstenene stak en lille smule ud af muren. Hun prøvede at rokke lidt til den. Den sad løst! Med stort møje besvær fik hun den hevet ud. Hun stak hånden ind i muren og fik fat i noget krøllet og tyndt. Beviserne! Hun trak det ud, og fik ret i sin mistanke. Hun havde fundet dem! Hun skimmede hurtigt papirerne men stoppede så. Hun måtte læse dem derhjemme. Måske opdagede banditterne hende.

 

Mere fik hun ikke tænkt, før stærke hænder greb fat i hendes arme og vred dem om på ryggen. Hun skreg højt, men manden smækkede bare brutalt en stor hånd over hendes mund. Lily gik totalt i panik. Der var ikke nogle andre end dem på vejen, og hvem end det var der havde angrebet hende, var han i hvert fald ikke venligt stemt. Hun prøvede at bide i hans hånd, men det var umuligt. Han strammede grebet om hendes arme, hvilket fik tårer til at pible frem i øjenkrogene. Af rent raseri sparkede hun bagud, og heldigvis for hende ramte hun vist et ømt punkt. Manden brølede højt, og Lily udnyttede situationen ved at vende sig om. Manden der havde angrebet hende, var krummet sammen i ren smerte, men Lily kunne dog stadig godt se hans påklædning. Han var muskuløs og bredskuldret og til hendes forbløffelse havde han et stort blåt øje. Han mindede hende lidt om en udsmider eller en dørvagt.

Manden var efterhånden ved at komme til hægterne igen, og Lily skulle ikke nyde noget af at blive fanget igen. Hun greb beviserne og sin cykel. Så satte hun sig op på den, og spænede igennem byen.

 

Hun zigzaggede igennem menneskemylderet, mens hun kiggede bagud hver andet sekund. Manden havde heldigvis opgivet at følge efter hende. Da hun kom hjem, smed hun sin cykel hårdt i gruset og spænede ind. Hun måtte sikre sig at hendes familie var ok. Det første hun så da hun trådte ind ad døren, var hendes mor, far og Penelope. De var alle bagbundet, og havde fået et stort stykke gaffatape over munden. Ved synet af hende udbrød de alle noget der lød som glædesjubel (”Mmmf!!”) og Lily sprang over og bandt dem op. Hendes mor brød ud i tårer og krammede hende hårdt. De forklarede hende, at en høj mand havde banket på døren. Hendes mor havde lukket ham ind, men så snart han kom over tærsklen, havde han bagbundet dem alle tre. Hendes far havde dog nået at stikke ham en lige højre, før den ukendte mand også fik overmandet ham.

”Det forklarer jo det blå øje”, sagde hun og de kiggede alle sammen uforstående på hende.

 

Hun begyndte at forklare dem, hvad der var sket de sidste par dage. Da hun fortalte dem om brevet, og hvordan hun valgte at holde det som en hemmelighed, lignede hendes mor én, der havde lyst til at skælde hende ud. I stedet tav hun bare. Da hun fortalte hvordan hun havde ”nedlagt” manden, kunne hun høre sin far lavmælt hviske ”det er min pige!”, selvom han nu også lød ret rystet. Til sidst viftede hun glad med beviserne. ”Vi kan fælde dem! Jeg har beviserne!”. De kiggede dem alle igennem, mens hendes far ringede til politiet. Det viste sig, at Onkel Robert havde efterforsket en rockerbande. De syntes alle sammen at en rockerbande på Bornholm lød ret tosset, men som hendes far indskød: ”Det var nok derfor de har valgt at lægge det her”. Og han fik ret. Onkel Robert havde bevist, at rockerne havde solgt ulovlige stoffer til mange steder i verden. De havde importeret stofferne fra forskellige bander i Sverige, og så sendt dem med fly til mange steder i verden.

”Men det er da helt vildt besværligt! Hvorfor ikke bare sælge dem fra Sverige?”, spurgte Penelope. Hendes make-up var tværet ud i hendes ansigt, men efter en god kop te, havde hun det meget bedre.

 

”Ja, men det er jo netop det der er så smart!”, sagde hendes far, der for længst havde gennemskuet den. ”Hvem skulle dog placere en rockerborg på Bornholm? Ingen har mistænkt dem! Undtagen altså Robert”

Han så pludselig helt rørt ud ved tanken om sin døde bror. ”Jeg ville ønske jeg havde fået sagt farvel til ham”, sagde han trist. ”Det er okay far”, sagde Lily stille. ”Jeg er sikker på at han er glad nu, hvor forbryderne kommer bag tremmer” Han smilede til hende. ”Jeg tror du har ret”, sagde han med et smil.

 

Et par dage senere var de stadig på Bornholm. Lily var ude og gå en tur i Bornholms natur. De havde været på politigården for at udpege forbryderen og for at aflevere beviserne. Politimesteren takkede dem personligt, og som han sige ”havde han aldrig mødt så modig en 13- årig”

Lily havde baret smilet. Hun kunne jo ikke have gjort det uden Onkel Robert. De havde holdt hans begravelse i går. Kisten havde været pyntet med liljer. Lily havde lagt en stor buket med påskriften ”Tak Onkel. Jeg kunne ikke have gjort det uden dig”.

Det havde været meget smukt, og Lily fik stadig tårer i øjnene af at tænke på det.

Pludselig purrede en kølig brise op i hendes hår.

Hun syntes det var lidt mærkeligt.

Hun kunne havde svoret på, at hun havde hørt en stemme et sted i vinden.
”Tak Lily”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...