Dear Harry [LS]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 18 sep. 2015
  • Status: Igang
Harry er døende, og Louis ved ikke længere hvad han skal gøre af sig selv. Hvordan kan Louis nogensinde overleve, når hans bedre halvdel er døende? Hvordan dræber han tiden, uden at slå sig selv ihjel? Eller går tiden til sidst hen og dræber dem begge, selvom det ikke var formålet?
[Denne historie er færdig skrevet]

43Likes
89Kommentarer
3854Visninger
AA

8. 6

3 Oktober 2011 11:46

"Lou?" Råbte en grinende Harry, og lagde sig forpustet ned i sengen. Louis prikkede ham flere gange i siden, så Harry havde svært ved at trække vejret, men man kunne tydeligt mærke at han nød hans berøring. Harrys vidunderlige grin fyldte hele rummet.

"L-Lou s-s-stop!" Klemte Harry ind imellem sine vejrtrækninger, når han endelig fik muligheden for det. Hvilket var sjældent. Hans smilehuller havde aldrig været mere livartige før, og det fik Louis til at smile. Mere end han plejede at gøre.

"Kun hvis du stopper med at kalde mig Boo Bear!" Råbte en grinende Louis, og Harry rullede rundt i sengen, for at få Louis' hænder væk fra sig, dog mislykkedes det, hvilket han også kunne have sagt sig selv, da Louis altid har været en del stærkere end Harry. 

"J-j-jeg lover d-d-det!" Råbte Harry.

"Jeg hørte dig ikke!" Louis prikkede hårdere til Harry denne her gang, så hans grin blev højere, og hans smilehuller blev vildere

"Jeg lover!" Råbte han højt og tydeligt, men samtidigt hurtigt. Louis stoppede dog denne gang, for at undgå nogle skader. Harry stoppede først få sekunder efter Louis var stoppet, med at grine. Han holdt sig på maven, og hans skinnende grønne øjne skar ind i Louis' blå. Louis satte sig ned oven på Harry af ren venskablighed, og strøg ham over kinden med sin tommeltot. Harry smilede af sin bedste ven, og Louis gengældte det hurtigt. Der lå ikke mere i det. Heller ikke i de næste ord der blev sagt.  

"Mit liv vil bare ikke være det samme uden dig, Hazza," sagde en følsom Louis, og kyssede Harry på panden, som Harry stille lukkede øjnene til. Harry følte sig altid speciel når sådan noget kom fra Louis. Han har på en måde altid set op til ham, så det er rart at få sådan noget at vide fra en man virkelig holder af og ser op til. Det var i hvert fald sådan Harry følte sig. 

"Det var da godt, for du kommer til at hænge på mig resten af dit liv," grinte Harry, og håbede på at Louis tog det som en joke. 

"Det har jeg ikke noget imod," svarede Louis, og det var sandheden. Han havde ikke noget imod at være sammen med Harry resten af sine dage. Harry vidste på det tidspunkt ikke rigtig hvad han skulle sige, så han lod være med at sige noget som helst. De sendte begge to hinanden et uskyldigt smil, før de rejste sig fra sengen, og forlod rummet. Louis tog Harry i hånden, og satte ham ned ved spisebordet. De var begge to ret sultne efter den krig de havde før, så mad lød som en rigtig god idé.

"Jeg har lavet mad," hviskede Louis mest muligt forførende ind i øret på Harry, og sendte en lille kuldegysning igennem ham. Louis kunne ikke lade vær med at grine af, hvordan det påvirkede Harry. Sådan var det altid, og han fandt det morsomt hver gang. Især fordi det kun var for sjov. Harry rystede bare på hovedet, og hans smilehuller viste sig.

Louis kom ud med en kæmpe pizza, og stillede den på bordet foran dem. 

"Jeg troede du havde lavet mad," sagde Harry drilsk, og rækkede sine lyserøde tunge ud.

"Det har jeg da også" Louis stod triumferende og kiggede på Harry som om han var komplet idiot, men Harry rystede bare på hovedet. Louis satte sig ned foran ham, og de gik begge to igang med pizzaen i stilhed. 

Halvdelen og lidt mere var væk, og de to drenge var begge to utrolige mætte. De havde dog begge to taget sig sammen til at sætte en film på dvd afspilleren, og de sad nu i sofaens arme, og så en romantisk film. Flere gange landede Louis' blik på Harry, uden Harry opdagede det. Faktisk var det så ofte at han ikke fik halvdelen af filmen med, fordi den charmerende Harry sad ved siden af ham, og distraherede ham fuldstændig. Harry var dog pænt opslugt af filmen, og kunne dog ikke lade være med at fælde en tåre da filmen var slut.

"Ved du godt, at du er ok sød når de tuder til en film?" spurgte Louis og kunne ikke lade vær med at grine af hans egen sammenhæng af sætningen. Harry rødmede en lyserød farve, og kiggede ned i gulvet. 

"Louis? Du ved godt at du betyder utrolig meget for mig, ikke?" Sagde Harry, og så op på Louis. Louis løftede hans ene øjenbryn, som om han ikke rigtig var med. Det kom ikke bag på Louis at Harry sagde det, for han kunne godt selv fornemme hvor meget Louis betød for ham. 

"Det håber jeg da jeg gør," sagde Louis, og smilede skævt til ham. Harry krammede Louis utrolig tæt, og Louis lagde beskyttende sine arme om Harrys krop. Det var ikke første gang.

Always in my heart @Harry_Styles . Yours sincerely, Louis

3 Marts 2013 16:03 

"Louis?" 

"Louis!?" 

Jeg åbnede mine øjne langsomt op, og alt var fuldstændig utydelig. Jeg havde svært ved at skimte de 3 personer der var over mig, eller var der 7? Mit syn var ikke specielt godt, og jeg kunne ikke huske hvad der skete, siden der ikke var nogen mening i at jeg lå her. Eller det var i hvert fald det jeg troede. Jeg prøvede på at støtte mig med mine arme, men det mislykkedes fuldstændig, da jeg havde regnet med at mine arme sagtens kunne bære min vægt, men af en eller anden årsag, var jeg for tung til det. Jeg lukkede mine øjne sammen igen i nogle sekunder. Den råben der var der før, var forsvundet, og der var nu utrolig stille. Næsten så stille, at det gjorde helt ondt bare af at tænke og tankerne bragede sig igennem tankegangen uden at tage hensyn til personen det gik udover. Mig. Jeg åbnede mine tunge øjne op igen, og denne gang var det dog tydeligere. Jeg satte mig op på det varme gulv og Liam, Zayn og Harry stod foran mig.

Hurtigt kom min hukommelse tilbage, og jeg kunne nu huske hele telefon samtalen. Jeg havde ingen idé om hvorfor min hukommelse pludselig var forsvundet i et kort øjeblik, men jeg havde egentlig bare håbet på at det ville forblive sådan. Liam tog telefonen op fra gulvet, og svarede. Jeg brød sammen i gråd, og Harry satte sig ned ved siden af mig, og krammede mig tæt. Jeg tror aldrig jeg havde været så knust i hele mit liv. Harrys skulder blev våd af mine tårer, men det så hvis ikke ud til at genere ham overhovedet. Hans utrolige kolde arme lå rundt om min nakke, og jeg trak ham tættere ind til mig så han nu sad oven på mig. Tårene stoppede ikke, og jeg hulkede ind i hans trøje. Liam kom tilbage med store øjne, og lagde telefonen fra sig. Man kunne tydeligt se at nyhederne havde forskrækket ham, ligeså meget som det havde gjort ved mig. 

"Sssh Louis. Vi skal nok klare det," hviskede Harry ind i øret på mig, og jeg klemte ham hårdere ind til mig, som om han kunne forlade mig hvert eneste øjeblik.

Ordene gjorde ondt, selv om han prøvede på at opmuntre mig. Lige nu føltes alt bare håbløst. Mine øjne landede på Niall, som lå og sov blidt ovre i sofaen. Han vidste slet ikke hvad der var sket, og han havde ikke noget at bekymre sig om. Jeg ville ønske at mit liv var sådan. Jeg ville ønske at jeg ikke følte noget. Det ville gøre det hele meget nemmere, for Harry er skrøbelig, og han er endnu mere skrøbelig når det kommer til mig. Hvordan kan sådan noget som "det", ramme ham? 

"Hva-hvad er det?" Spurgte Zayn, og jeg kunne høre på ham, at han på en måde godt vidste hvad der lige var sket. Jeg svarede ham ikke, det var for hårdt. Så Liam tog modet til sig, og sagde de ord som ingen i verden fortjente. Ikke engang Harry. Jeg havde lyst til at rive mine ører af, eller bare gøre et eller andet så jeg ikke kunne høre de ord Liam ville sige. Jeg var alt for ødelagt til at kunne være i stand til at høre ordene blive sagt højt. At tingene ville blive sagt højt, ville også bare føles mere virkeligt. Jeg har ikke lyst til at føle mig virkelig længere. 

"H-han..K-kræft," stammede Liam, og ordene fik igen tårene til at pible frem i øjnene på mig. Harry aede mig over håret, og jeg prøvede på at holde styr på min egen vejrtrækning. Harry var virkelig rolig over hele situationen, selvom det var ham det gik ud over. Hvordan kunne han være så rolig? Hvordan kunne han tage det så let, når jeg sidder her og føler at min verden er ved at brase sammen på grund af ham? Det er det dårlige ved følelser. Han ser de ting, jeg ville ønske han ikke kunne se. Mon det gør ham mere bange at se mig græde, når jeg er den person han ser op til? Gør jeg det i virkeligheden hele værre? 

Så er det sådan livet er? Man mister den man holder allermest af, for at få det ekstra svært. Er det det alle snakker om? Op- og nedture? Hvordan mon en optur ser ud, efter en nedtur som denne? Eller er det i virkeligheden overhovedet ingen optur? Er det forkert af mig, når jeg håber på jeg ikke møder en optur i mit liv igen uden ham? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...