Dear Harry [LS]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 18 sep. 2015
  • Status: Igang
Harry er døende, og Louis ved ikke længere hvad han skal gøre af sig selv. Hvordan kan Louis nogensinde overleve, når hans bedre halvdel er døende? Hvordan dræber han tiden, uden at slå sig selv ihjel? Eller går tiden til sidst hen og dræber dem begge, selvom det ikke var formålet?
[Denne historie er færdig skrevet]

43Likes
89Kommentarer
3939Visninger
AA

7. 5

Daughter - shallows havde været en inspiration til dette kapitel. 

3 Oktober 2011 11:46

"Lou?" Råbte en grinende Harry, som lagde sig forpustet ned i sengen. Louis prikkede ham flere gange i siden, så Harry havde svært ved at trække vejret. Harrys vidunderlige grin fyldte hele rummet, men det gjorde ikke noget. 

"L-Lou s-stop!" Råbte Harry, da han fik luft til det. Hans smilehuller havde aldrig været så livartige før, og det fik Louis til at smile. 

"Kun hvis du stopper med at kalde mig Boo Bear!" Råbte Louis grinende, og Harry rullede rundt i sengen, for at få Louis' hænder væk fra sig, dog mislykkedes det, for Louis gjorde det næsten umuligt for Harry at kunne flytte sig, eller for den sags skyld, at flytte hans hænder.

"J-jeg lover det!" Råbte Harry.

"Jeg hørte dig ikke!" Louis prikkede hårdere til Harry denne her gang, så hans grin blev højere. 

"Jeg lover!" Råbte han højt og tydeligt, men samtidig utrolig hurtigt. Louis stoppede dog denne gang, for at undgå nogen skader. Harry stoppede først få sekunder efter Louis var stoppet, med at grine. Han holdte sig på maven, og hans skinnende grønne øjne skar ind i Louis' blå. Louis satte sig ned oven på Harry af ren venskablighed, og strøg ham over kinden med sin tommeltot. Harry smilede af sin bedste ven, og Louis gengældte det hurtigt. 

"Jeg tror ikke at mit liv ville være så fyldt med grin, hvis jeg ikke havde dig Hazza," sagde en følsom Louis, og sendte Harry det største smil, før han gav ham et hurtigt kys på panden. 

"Det var da godt, for du kommer til at hænge på mig resten af dit liv," grinte Harry, og håbede på at Louis tog det som en joke. 

"Det har jeg ikke noget imod," svarede Louis, og det var sandheden. Han havde ikke noget imod at være sammen med Harry resten af sine dage. Han vidste heller ikke, om det var en passende måde at udtrykke et venskab på. Harry vidste på det tidspunkt ikke rigtig hvad han skulle sige, så han lod vær med at sige noget som helst. De sendte begge to hinanden et uskyldigt smil, før de rejste sig fra sengen, og forlod rummet. Louis tog Harry i hånden, og satte ham ned ved spisebordet. 

"Gæt hvem der har lavet med," hviskede Louis mest muligt forførende ind i øret på Harry, som sendte en lille kuldegysning igennem ham. Harry rystede bare på hovedet, og hans smilehuller viste sig. Louis kom ud med en kæmpe pizza, og stillede den på bordet foran dem. 

"Jeg troede du havde lavet mad?"

"Det har jeg da også." Louis stod triumferende, men Harry rystede bare på hovedet mens et smil spillede hen over hans læber. Louis satte sig ned foran ham, og de gik begge to igang med pizzaen i stilhed. Der er ikke noget bedre, end når stilheden er højere end ord. 

Halvdelen og lidt mere var væk, og de to drenge var begge to utrolige mætte. De havde dog begge to taget sig sammen til at sætte en film på dvd afspilleren, og sad nu begge to i sofaens arme, og så en action film. Flere gange landede Louis' blik på Harry, uden Harry opdagede det. Faktisk var det så ofte at han ikke fik halvdelen af filmen med, fordi den charmerende Harry sad ved siden af han, og distraherede ham fuldstændig. Harry var dog pænt opslugt af filmen, og kunne dog ikke lade være med at fælde en tåre da filmen var slut.

"Du er sød nok," sagde Louis, og grinte kort. Det var mest en hentydning til filmen, men Louis var sikker på at Harry tog det mere personligt. Harry rødmede en lyserød farve, og kiggede ned i gulvet. Det var tydeligt, at ligemeget hvor mange gange fik komplimenter, ville han aldrig rigtig vænne sig til det

"Louis? Du ved godt at du betyder utrolig meget for mig, ikke?" Sagde Harry, og så op på Louis. Louis løftede hans ene øjenbryn, som om han ikke rigtig var med. 

"Det håber jeg da jeg gør," svarede Louis, og smilede skævt til ham. Harry krammede Louis utrolig tæt, og Louis lagde beskyttende sine arme om Harrys krop.

Always in my heart @Harry_Styles . Yours sincerely, Louis

3 Marts 2013 16:03 

"Louis?" 

"Louis!?" 

Jeg åbnede mine øjne langsomt op, og alt var fuldstændig utydeligt. Jeg havde svært ved at skimte de 3 personer der var over mig, eller var der 7? Mit syn var ikke specielt godt, og jeg kunne ikke huske hvad der skete, siden der ikke var nogen mening i at jeg lå her på det kolde gulv. Jeg prøvede på at støtte mig med mine arme, men det mislykkedes fuldstændig, og jeg røg brat tilbage på min ryg med et bump. Hvilket måtte have set klodset ud. Jeg lukkede mine øjne sammen igen i nogle sekunder, for at få ro i sindet i nogle få sekunder. Den råben der var før, var forsvundet, og der var nu utrolig stille. Jeg åbnede mine tunge øjne op igen, og denne gang var det tydeligere. Jeg satte mig op på det varme gulv, hvor Liam, Zayn og Harry stod foran mig.

Hurtigt kom min hukommelse tilbage, og jeg kunne nu huske hele telefon samtalen. Liam tog telefonen op fra gulvet, og svarede. Jeg kunne igen mærke hvordan mine øjne begyndte at svie, og hvordan mit syn igen blev utydeligt af mine tårer. Harry satte sig ned ved siden af mig, og krammede mig tæt. Jeg troede aldrig jeg havde grædt så meget i hele mit liv, for jeg kunne overhovedet ikke få mig selv til at stoppe igen, men jeg prøvede heller ikke på det. Harrys skulder blev våd af mine tårer, men det så hvis ikke ud til at genere ham overhovedet. Hans utrolige kolde arme lå rundt om min nakke, og jeg trak ham tættere ind til mig, så han nu sad oven på mig. Tårerne stoppede ikke, og jeg hulkede ind i hans trøje. Liam kom tilbage med store øjne, og lagde telefonen fra sig. Man kunne tydeligt se at nyhederne havde forskrækket ham, ligeså meget som det havde gjort ved mig. 

"Sssh Louis. Jeg skal nok klare det," hviskede Harry ind i øret på mig, og jeg klemte ham hårdere ind til mig, som om han kunne forlade mig hvert eneste øjeblik. Tårerne røg ud af øjenkrogene, og trillede ned på hans trøje, som allerede var blevet våd. 

Ordene gjorde ondt, selv om han prøvede på at opmuntre mig. Jeg kunne bare ikke finde det andet, end håbløs. Mine øjne landede på Niall, som lå og sov blidt ovre i sofaen. Han vidste slet ikke hvad der var sket, og han havde ikke noget at bekymre sig om. 

"Hva-Hvad er det?" Spurgte Zayn, og jeg kunne høre på ham, at han på en måde godt vidste hvad der lige var sket. Jeg svarede ham ikke, det var for hårdt, og jeg var ikke sikker på, at der kun ville komme ord ud af min mund når jeg åbnede den. Liam tog modet til sig, og sagde de ord som ingen i verden fortjente. Ikke engang min Harry.

"H-H-arry... Han har kræft," svarede Liam hæst, og sank en klump. Ordene fik igen tårerne til at pible frem i øjnene på mig. Harry aede mig over hovedet, og jeg prøvede på at holde styr på min egen vejrtrækning. Harry var virkelig rolig over hele situationen, selvom det var ham det gik ud over.

Jeg havde slet ikke lyst til at være her uden ham. Jeg ved det lyder meget voldsomt, men det er sådan jeg har det. Jeg kan slet ikke forstille mig, at han ikke vil være her. Det er en umulighed. Jeg burde ikke tænke på det, men jeg kan ikke lade vær. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...