Dear Harry [LS]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 18 sep. 2015
  • Status: Igang
Harry er døende, og Louis ved ikke længere hvad han skal gøre af sig selv. Hvordan kan Louis nogensinde overleve, når hans bedre halvdel er døende? Hvordan dræber han tiden, uden at slå sig selv ihjel? Eller går tiden til sidst hen og dræber dem begge, selvom det ikke var formålet?
[Denne historie er færdig skrevet]

43Likes
89Kommentarer
3886Visninger
AA

6. 4

17 Marts 2013 22:03

Jeg tror jeg går igennem noget, jeg ikke engang selv kan klare. Tanken om at miste dig. Jeg synes nu det er mærkeligt hvordan verden pludselig kan ændre sig. Lejligheden plejer at være fuld af liv når du er her, nu tør jeg næsten ikke engang bevæge mig rundt i lejligheden, hvis jeg nu pludselig skulle støde på noget af dit, og brøde sammen. Harry... De ting vi gjorde sammen, var bare fuldstændig unikke. Dit grin var bare ubeskrivelig dejligt, for hver gang jeg sagde et eller andet der bare ikke gav mening. Jeg er ved at miste alt. Jeg kan ikke huske hvordan du dufter, hvordan du smiler, hvordan dine øjne skinner i solen, hvordan du mærkes, hvordan hver eneste lille krølle snor sig om dit hoved... Jeg har prøvet at finde en eller anden ting der bare minder en lille smule om dig, men det gør for ondt. Det gør ondt at føle på tingen, uden at vide om du nogensinde kommer til at se på den igen, som jeg gør op til flere gange om dagen. Jeg har spurgt lægerne utrolig mange gange om de ved noget, de kigger mig ikke engang i øjnene mere, men ryster bare på hovedet. Det får mit hjerte til at briste hver gang. Hver evig eneste gang.

Man kan mærke det på hele bandet, at der er noget galt. Vores fans kan også mærke det, men vi ved bare ikke hvordan vi skal få det sagt, uden det kommer ud forkert. Det vil også gøre mere ondt at læse om alle de tweets om at de også bekymrer sig, og at det ser skidt ud, for de ved jo ikke noget om det, vel? De ved jo ikke hvordan jeg har det, men det tror de, de gør. De tror at jeg har det på samme måde, men det har jeg ikke. Min følelse til dig kan slet ikke beskrives, og det her gør det bare værre. Vores minder bliver mere og mere utydelige, fordi du ikke er her hos mig til at genoplive dem, Harry. Vi er alle sammen ved at miste tålmodighed, så vil du ikke nok komme tilbage, Harry? Jeg har brug for hjælp, og lige nu er du mit eneste hjælpemiddel. 

2 Marts 2013 22:03

Louis' POV:

"Hazza?" Jeg rystede blidt til Harry der lå ved siden af mig og sov fredeligt. Han gryntede, og rullede sig over på den anden side. Jeg skubbede blidt til ham. Han hostede, og snakkede derefter med svag og hæs stemme.

"Hvad Lou?" Hans sorte øjne kiggede ind i mine. Han rystede, og jeg tog ham op i mine arme, og bar ham ind i soveværelset. Jeg lagde ham i sengen, og tog den bløde dyne over ham. Jeg lagde mig ned ved siden af ham. Han vendte sig om, uden at åbne sine øjne, og tog mig så i hånden. Hans hånd var utrolig kold i forhold til temperaturen i rummet. 

"Lou?" sagde han ud i det mørke rum. Luften holdte fast i ordet, indtil det ikke længere kunne høres.

"Ja?" svarede jeg. selv om min varme hånd var om hans, blev den ikke mindre kold af det. Han fnys, og svarede mig så.

"Jeg har det ikke så godt." Ordene gjorde ondt på mig, og jeg havde bare lyst til at tage ham ind til mig, og holde ham fast. Lade vær med at tænke på nogen og noget som helst, bare holde ham i mine arme, og glemme verden og bekymringerne om os, men jeg vidste udmærket godt at det ikke kunne lade sig gøre, lige meget hvor meget jeg så ønskede mig det. Han hostede svagt ud i mørket, og jeg lagde mine arme forsigtigt om ham, for ikke at gøre ham noget ondt. 

"Sssh... Du skal nok bare sove, Hazza. Det er væk imorgen" Jeg kyssede ham på hans kolde pande, og han rystede i mine arme. Små alvorlige rysteture. Han hostede en sidste gang, før hans vejrtrækning blev svagere, og tungere. Dermed vidste jeg at han var faldet i søvn.

3 Marts 2013 14:04

Stemningen var ubehagelig i hele lejligheden. Niall og Zayn sad begge og tænkte i sofaen, og Liam og Harry var begge igang med et videospil, som ligesom sidste gang de var her. Vi vidste hvis alle sammen godt, at de nyheder snart ville komme, og at vi vil bruge alt vores tid sammen med Harry. Hvert eneste sekund. Tiden havde været urimelig lang, men alligevel prøvede vi alle sammen at holde vores tålmodighed i ro. 

På en måde følte jeg mig hjælpeløs. Jeg kunne overhovedet ikke gøre noget, og Harry ser ud til at få det dårligere og dårligere. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne hive et eller andet slags medicin frem, også ville han få det meget bedre, og alt ville blive som det plejede at være, men det kan jeg ikke. At se Harry få det dårligere, og dårligere, giver mig lyst til at smadre noget. Bare et eller andet. Jeg vil skrige om hjælp, bede lægerne om at få fingeren ud, og finde ud af hvorfor Harry har det sådan. Nogen gange virker det urimeligt at det lige præcis skulle ramme Harry, men det ville enhver person nok sige.

Jeg kiggede rundt i rummet, og mine øjne landede på Zayn. Han havde sin hånd oppe ved siden af panden, og bed sig i underlæben. Det lignede han kiggede ned på sine fødder, men jeg var ikke helt sikker. Jeg kunne høre hvor meget hans hjerne knagede over alle de tanker han havde i hovedet. Han var nok lige så bekymret som alle os andre.

Harry begyndte at hoste utrolig voldsomt nede fra gulvet af, og det fik vores alle sammens opmærksomhed til at lande på ham. Liam bankede ham på ryggen, og det hjalp vist også, for han stoppede i hvert fald. 

Hans hosten er også blevet værre siden i går. Han hoster næsten hele tiden, og i går var det kun ganske få gange. Hans øjne er blevet endnu mere grumset, og det ligner at der næsten ikke er mere liv i ham. Hans hud er blevet utrolig kold, og alle hans ar fra gamle dage, er blevet røde og lilla. Han ligner næsten et lig. Han spiser næsten heller ikke mere, hvis han altså overhovedet spiser. Det går mig utrolig meget på, at han ikke en eneste gang prøver på at få noget ned, han siger bare han ikke er sulten. Han kunne i det mindste gøre en indsats, i stedet for at vi skal gå bekymret rundt. Men på den anden side har jeg måske ikke noget at have sagt, for jeg ved jo ikke hvordan han har det. Jeg ved ikke hvordan han føler, og jeg har brug for at vide det, men han vil ikke sige det til mig, selvom jeg er hans bedste ven. Jeg vil stå med ham i medgang og modgang, ligemeget hvor hårdt det så end bliver.

Harry rejste sig fra gulvet efter at deres kamp var slut. Ikke engang en lille jublen kom der fra Harry, da han vandt. Ikke engang et smil. Niall var stille og rolig faldet i søvn på armlænet denne her gang, og Zayns opmærksomhed var plantet på Harry. Liam rejste sig op, og gik i retningen af toilettet. Harry satte sig ned ved siden af mig, og lagde sit kolde hoved på min skulder. Han hostede en enkel gang, og jeg lagde armen om livet på ham.

"Harry? Hvordan har du det?" spurgte Zayn, og rettede sig op i sofaen. 

"Forfærdeligt. Jeg har ondt i hovedet, og jeg hoster hele tiden" svarede han, og lukkede sine øjne i. Zayn sukkede dybt, og lagde sig tilbage i sofaen. Liam kom ud fra toilettet, og stod bare lidt og kiggede ud i luften. Sådan var vi i nogle minutter, da telefonen pludselig ringede. 

"Jeg skal nok tage den" sagde jeg, og rejste mig fra sofaen. Jeg havde ikke lyst til at snakke med en eller anden der lavede telefonfis, eller en eller anden fra pressen der ville vide hvad der foregik. Det var det eneste jeg virkelig ikke magtede, og jeg ville sikkert bryde ud i gråd, for jeg kan virkelig snart ikke holde til mere. Jeg tog røret op til øret.

"Det er Louis" svarede jeg hæst. 

"Øhm, hej Louis. Er det Louis Tomlinson?" sagde en kvindestemme jeg aldrig havde hørt før. Hun lød sukkersød, og jeg kunne godt forstille mig hende som billig. Ikke for at være en idiot eller noget, men hun lyder som en der hele tiden prøver på at forføre folk. 

"Ja" svarede jeg kort og koldt. "Noget galt?" Jeg sukkede dybt.

"Du er Harry Styles' bofælle, ikke?" spurgte hun, som om hun undersøgte mig. Hvis hun blev ved med at stille mig personlige spørgsmål, vil jeg snart klaske røret i. 

"Jo?"

"Okay. Det er fra hospitalet. Harry var her forleden dag, for at få taget nogle teste, og vi har nu fundet ud af hvad det er" Hendes stemme lød utrolig ustabil, og hun sagde flere af ordene to gange, som om hun ville have det overstået så hurtigt som muligt.

Mit hjerte pumpede blodet hurtigere rundt i årene da hun sagde det. Nu vil jeg få at vide hvad det var Harry fejlede, og der var ingen vej tilbage. 

"O-okay-" Jeg kunne ikke få mere ud, for hun gjorde mig simpelhen så utilpas. Jeg ved ikke om det var det at hun vidste Harrys fremtid, eller om det bare var mig selv. Jeg skælvede kort, og drengens opmærksomhed var nu rettet imod mig. 

"Jeg er virkelig ked af det, Louis" Hendes stemme var trist, og det var som om hun ikke rigtig ville sige det for at såre mig. Jeg havde lyst til at slå ud efter noget, men jeg var for svimmel. Mine tanker gjorde mig svimmel, og jeg blev nød til at læne mig op af væggen.

"Hva..-?" Jeg ville sige mere, men det der skulle være ord som kom ud, var bare en udånding. Tårerne havde allerede presset sig. 

"Jeg er ked af at meddele det, men Harry har kræft"

Jeg faldt sammen på gulvet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...