Dear Harry [LS]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 18 sep. 2015
  • Status: Igang
Harry er døende, og Louis ved ikke længere hvad han skal gøre af sig selv. Hvordan kan Louis nogensinde overleve, når hans bedre halvdel er døende? Hvordan dræber han tiden, uden at slå sig selv ihjel? Eller går tiden til sidst hen og dræber dem begge, selvom det ikke var formålet?
[Denne historie er færdig skrevet]

43Likes
89Kommentarer
3964Visninger
AA

4. 2

Louis' POV:

"Kom her." Jeg åbnede mine arme. Harry lagde sig ind til mig, og krammede mig tæt. Han lagde sit hoved på min skulder, og jeg lagde forsigtigt begge mine arme om livet på ham. Han sad oven på mig, og havde begge sine ben på hver sin side af mig. Han snøftede en enkel gang, og jeg vuggede ham frem og tilbage. Jeg vidste det ikke ville berolige ham, men jeg gjorde det alligevel. 

Niall, Zayn & Liam var gået hjem for længst, så endelig havde jeg tid til at være sammen med Harry, alene. Jeg havde bare lige brug for at have ham for mig selv. Uden ham kan jeg ikke, og det ved de også godt. Jeg har overhovedet ikke lyst til at tænke på hvor jeg ville være, hvis jeg ikke havde ham. Jeg får helt kvalme af tanken.

"Jeg elsker dig så fucking højt, Louis" sagde han i gråd. Jeg havde ikke lagt mærke til at han græd, men efter det gik op for mig, kunne jeg godt mærke min skulder blive mere og mere våd. Jeg trak ham tættere ind til mig, så der ikke var mere luft imellem os. Hans iskolde hænder lå på min nakke, som sendte små stød igennem mig. 

"Louis, sig du også elsker mig. Jeg har brug for at høre det" Han kiggede op på mig med røde øjne. Hans ord fik alt luften til at forlade min krop, og jeg havde svært ved at fange det igen. 

Hvor gør det ondt at se ham sådan her. At han er så knust. Det giver mig lyst til at skrige, råbe, ødelægge ting, tude, men det nytter ingenting. Ingenting nytter noget, og det er det værste. Stilheden kvæler os langsomt, og det er smertefuldt.

"Jeg elsker dig, Harry" svarede jeg. Et lille smil forvandlede sig på hans læber. Jeg strøg hans tårer væk, og han grinte svagt. Han snøftede indad, og så så på mig. Han lagde sine hænder i mit hår, og kørte hænderne let rundt i håret. Vores pander stødte sammen. Hans åndedræt var ustabilt, som fik mig til at skælve. Sådan sad vi lidt i stilhed, da han pludselig trak sig væk fra mig, og kiggede mig i øjnene. Han kørte en finger over min underlæbe, som fik mit hjerte til at springe et par slag over.

"Lov mig at jeg ikke bliver glemt, Louis" hviskede han langsomt og utydeligt. Det fik tårerne frem i mine øjne, og jeg havde ikke lyst til at skjule dem. 

Det værste var hans øjne. De var ikke længere den smukke grønne farve som de plejede at være, men mere grumset, og mørkegrøn. Sort. Jeg rystede på hovedet, som fik en af tårerne til at lande på hans lår. Han havde fjernet sin finger fra min læbe, og havde nu begge hænder på mine kinder.

"Hvorfor siger du sådan, Harry? Vi ved intet endnu" Jeg kunne ikke blive ved med at se ind i hans øjne, så jeg kiggede ud af vinduet hvor regnen styrtede ned.

"Louis, se mig lige. Jeg er ikke den samme mere, der er noget alvorligt galt med mig. Jeg så lægens ansigt. Hun havde en tanke om hvad det var, og hendes ansigt sagde det hele, Louis. Det her er alvorligt" Tårerne strømmede nu ned af mine kinder, men stadig lydløst. Jeg havde svært ved at sætte ordene sammen, da det bare ikke gav mening for mig. Jeg fik en klump i halsen, og trykkede ham længere ind til mig, hvis det overhovedet var muligt. Han måtte bare ikke forlade mig.

"Please, stop Harry. Jeg vil ikke have du siger sådan. Vil du ikke godt stoppe? For jeg ved ikke hvor lang tid jeg kan blive ved med at leve i realiteten" sagde jeg med en hævende stemme, som knækkede over i sidste sætning. Han så bare på mig, og stødte så panden imod min igen. Jeg lukkede øjnene, og lyttede til hans stemme.

"When I see your face
There's not a thing that I would change

Hans pande var ikke længere imod min, men jeg havde stadig mine øjne lukket, han strøg en hårlok væk, og jeg kunne mærke han kiggede på mig, men jeg havde ikke lyst til at se på ham. Det ville gøre alt for ondt, og jeg havde ikke lyst til at føle mere smerte.
'Cause you're amazing
Just the way you are

Stop med at være så pisse perfekt, Harry. Jeg ville sige det, men det gjorde jeg ikke.
And when you smile
The whole world stops and stares for a while

Jeg åbnede mine øjne, og så nu på en smilende Harry, med tårer i øjnene. Det sidste stykke hviskede han til mig.
'Cause boy you're amazing
Just the way you are"

Han stoppede med at synge, og så mig bare i øjnene. Det var som om at tiden stoppede, og der ikke fandtes andet end os to. Lige her og nu. Han lagde forsigtigt sine arme rundt om min nakke. Han blev en smule højere, og jeg kiggede op på ham. Han smilede.

Hans ben låste sig fast om min ryg. Han lukkede øjnene, og lænede sig ind imod mig. 

Jeg gik fuldstændig i panik, og vidste ikke hvad jeg skulle. Prøvede han på at kysse mig? Jeg havde virkelig lyst, men han var jo syg? Kan man godt det? Hvorfor tænker jeg overhovedet de her tanker? Hvorfor overvejer jeg det overhovedet? Og hvorfor i alverden indrømmer jeg, at jeg har lyst til at kysse min bedste ven, som er af det samme køn? Det er jo bare syg tanke. Jeg stoppede ham.

"Harry" Han åbnende sine øjne, og så forvirret på mig. "Vi .. Vi kan ikke" fortsatte jeg. Han rejste sig fra mig, og krydsede sine arme over brystet. Hans øjne blev våde, og han kiggede ned i gulvet. 

"Det er fordi jeg er syg, ikke" sagde han svagt og stille med tårerne løbende ned af kinderne. Sådan som han stod der med krydsede arme og ansigtet rettet mod gulvet, fik det ham virkelig til at se skrøbelig ud. Men der var ingen tvivl. Vreden bobblede inde i ham. Om han var sur på ham selv eller mig, kunne jeg ikke helt bedømme.

"Harry..." Jeg prøvede på at finde på en undskyldning, men jeg kunne ikke lyve for ham. Det var jo rigtigt det han sagde.

"Nej! Jeg forstår det udmærket godt. Du tænker kun på dig selv i denne her situation, for du ved at jeg ikke overlever. Du ved at når alt det her er ovre, vil du stå tilbage med et knust hjerte. Du prøver bare på at formindske det, for du ved det. Jeg kan se du ved det, lad vær med at skjul det" græd han og gik ud af stuen, og op på værelset. Jeg hørte døren smække ovenpå. 

Jeg brød sammen på sofaen.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke. Han havde på ingen måder ret, men samtidig havde han også ret. Jeg havde bare ikke lyst til at indrømme, at det han sagde var delvis rigtigt. Det ville gøre for ondt at indrømme det. Jeg er bange, og han kan læse det. Han har lige så let ved at læse mig, som en åben bog. Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.

Efter noget tid rejste jeg mig, og gik op til ham. 

"Harry, please, åben den dør!" Jeg bankede på døren, men den blev ikke åbnet.

"Gå med dig" Ordene stak i hjertet, og jeg gled ned af døren til jeg sad på gulvet. Jeg skubbede mine ben op imod brystkassen, og lagde mine arme rundt om dem. Jeg lagde forsigtigt mit hoved tilbage mod døren.  

"Jeg elsker dig" sagde jeg højt og tydeligt for at sikre mig at han hørte mig. Jeg hørte ham snøfte som fik mig til at presse øjnene sammen. Han svarede mig ikke.

"Harry jeg ved det er svært, men jeg vil være ved din side hele vejen hvis det pludselig går galt. Hvis du ikke var ved mig, hvad vil jeg så lave i dag? Du er den grund til at jeg lever. Til at jeg trækker vejret. Undskyld for de gange jeg ikke har været der for dig. Undskyld for alt" Jeg lagde mit hoved på siden så jeg bedre kunne høre ham der inde. Jeg havde lyst til at græde, men jeg ville ikke gøre det nu. 

"Du er så fucking perfekt" hviskede han, og jeg grinte svagt.

"Jeg tror du bytter om på 'jeg' og 'du', for efter alt er du den perfekte af os to" svarede jeg. Han grinte, og låste døren op. Jeg rejste mig, og trak ham ind i et kram. 

"Undskyld for.. Ja.. At jeg prøvede på at kysse dig. Det var ikke meningen. Jeg tror bare jeg savner en og.. Ja, du ved. At være sammen med" sagde han. Mine arme lå stramt om hans hofter.

Det gjorde ondt, for jeg havde altid følt noget for ham, jeg havde bare aldrig rigtigt indrømmet det selv, eller turde sige det. Jeg troede han lagde noget i det, men jeg tog vist fejl. Hvorfor kyssede jeg ham dog ikke bare da jeg havde chancen? Jeg er simpelhen så skide dum. 

"Det er ligemeget, Harry. Bare.. Glem det"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...