Dear Harry [LS]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2012
  • Opdateret: 18 sep. 2015
  • Status: Igang
Harry er døende, og Louis ved ikke længere hvad han skal gøre af sig selv. Hvordan kan Louis nogensinde overleve, når hans bedre halvdel er døende? Hvordan dræber han tiden, uden at slå sig selv ihjel? Eller går tiden til sidst hen og dræber dem begge, selvom det ikke var formålet?
[Denne historie er færdig skrevet]

43Likes
89Kommentarer
3883Visninger
AA

3. 1

Louis' POV:

"Ved i hvor Harry er? Jeg har ikke set ham siden han gik på toilettet?" spurgte jeg Liam. Det var lang tid siden han var smuttet på toilettet, og han plejede normalt ikke at tage speciel lang tid.  

"Hvis han ikke er der inde endnu, så ved jeg ikke hvor han er" sagde Liam, og rynkede panden. Han kløede sig i nakken, og bed sig i læben. Sådan plejede han normalt kun at gøre, hvis han var nervøs, hvilket bare satte endnu flere tanker igang. Måske er det ikke kun mig, der bliver bekymret af små ting? 

"Jeg kigger lige" sagde jeg, og drejede rundt på hælen. Liam satte sig hen i sofaen til Zayn og Niall, uden en mine. En irriterende klump satte sig fast i min hals, som fik mig til at synke et par gange. Jeg gik hen imod mig og Harry's fælles badeværelse, og bankede stille på.

"Harry? Er du der?" Intet svar tilbage. Mit hjerte begyndte automatisk at banke hurtigere. Jeg skar en grimasse, og bankede lidt hårdere. 

"Harry?!" Intet svar igen, men der kom et svagt host fra soveværelset. Jeg kiggede frem mod soveværelset. Døren stod på klem, og et svagt lys kom derinde fra. Jeg gik med tunge, langsomme skridt hen imod døren, og skubbede lidt til den, så jeg bedre kunne komme ind.

Synet fik mit hjerte til at springe et par slag over. Der lå Harry. Han lå på sengen, og svedet dryppede ned af ham. Han var helt bleg i ansigtet, og han rystede. Han lå roddet i sengen, og hans tøj var halvt på, halvt af. Hans øjne var lukket, og det lignede han prøvede på at få styr på sin vejrtrækning.

Jeg gik hen imod sengen hvor Harry lå, og jeg kiggede ned på ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det gjorde mig dårlig tilpas, at se ham på denne her måde. 

"Harry?" Han svarede mig ikke, men hans vejrtrækning blev hurtigere, som var en hentydning til, at han godt vidste jeg var her. Jeg tog hans hånd i min, og gav den et klem. Det var tydeligt at han blev utilpas af at jeg rørte ved ham, hvilket han ellers aldrig plejede at blive. 

"Harry?" Han svarede mig stadig ikke, men denne gang åbnede han hans øjne. Det fik mig til at stoppe med at trække vejret. 

Hans øjne var fuldstændig røde. Det lignede, at det eneste han havde lavet hele hans liv, var at græde. Hans pupiller var rædsenfulde sorte, og det der plejede at være grønt i hans øjne, var sort. En kuldegysning gik igennem mig. Hvad var det der skete med ham? Hvorfor var han sådan her? Er det noget der var sket? Han sagde ikke noget, men kiggede bare på mig, ikke engang et smil sendte han til mig. Han så på mig som om han aldrig nogensinde havde set mig før. Hans hånd var blevet iskold, og hans ben lå fuldstændig lige ned af sengen. Den anden arm, lå slapt ned af hans anden side. Hans blodårer var næsten helt mørkeblå, og hans læber havde en mørkelilla farve. Hans krøller var klistret til hans våde kinder.

Han så forfærdelig ud.

"Harry? .. Hvorfor er du sådan her? Hvad er der sket" spurgte jeg. Jeg trak stolen henne i hjørnet hen ved siden af hans seng, og tog godt fat i hans hånd igen. Han så så skrøbelig ud, at jeg næsten ikke turde at tage fat i hans hånd

"Lou?" Med en hæs stemme, fik han kvalt ordene ud af hans mund. Han lød forfærdelig. Jeg havde ikke lyst til at høre på ham, når hans stemme lød sådan. Så forfærdelig skrøbelig, og hæs på samme tid.

"Haz?" svarede jeg. Jeg gav hans kolde hånd et klem, som var ved at blive varm af min berørning. Jeg ville have ham til at føle sig godt tilpas igen. 

"Vil du ikke nok hjælpe mig?" Hans ord ramte mig hårdere end forventet. Hans øjne blev ildrøde, som viste at han var på kanten til at bryde ud i grød. 

Jeg kunne ikke nå at svare ham før han rejste sig fra sengen med besvær, og kæmpede sig ud mod badeværelset. Jeg ville have haft stoppet ham, men jeg ville heller ikke have han skulle brække sig ud over mig. Han faldt ned på gulvet foran toilettet, og kastede alt morgenmaden op fra i morges. Jeg satte mig ned bagved ham, og holdt hans hoved oppe, så det ikke ville ryge ned i brækket. 

Hvor var det forfærdeligt at se ham sådan her. Hvorfor har han det sådan her? Er det bare almindelig kvalme? Inderst inde ved jeg jo godt, at en almindelig kvalme ikke ville være så slem, men jeg har bare ikke lyst til at indrømme det. Han blev færdig, og kollapsede ned i mine arme. Hans vejrtrækning var ustabil, og han var svedig, men varmere end før.

Jeg lå lidt og holdte ham i mine arme, da han bevægede sig, og prøvede på at komme op på benene igen. Jeg hjalp ham op, og fik hans arm svunget rundt om min skulder. Han holdte sig oppe ved hjælp af mig, og jeg fik ham over i sengen igen.

"Haz, hvordan har du det?" spurgte jeg ham, da jeg lagde ham ned i hans seng igen. Jeg kørte hans svedige hår væk fra øjnene. Hans triste øjne mødte mine. 

"Forfærdeligt" svarede han, og kiggede op i loftet. Alvoren i hans stemme, fik klumpen i min hals til at blive endnu større. Jeg satte min hånd på hans pande. Han var brandvarm. Hvad i alverden fejler han?  

"Har du ondt i hovedet?" Han nikkede stille. Jeg vidste godt at han ikke havde kræfter til at svare mig. Han havde ikke kræfter til noget lige i øjeblikket. Sådan som han lå der, fik det ham til at se endnu svagere og skrøbeligere ud. 

"Har du haft det her i lang tid?" Han kiggede bare væk, og en enkel tåre røg ud af øjenkrogen. Det var tydeligt at se at han har haft smerter længe. Hvorfor har han ikke sagt noget? Han ved han altid kan fortælle mig alting, hvorfor sagde han ikke noget om det her? 

"Harry, forhelvede, hvorfor har du ikke sagt noget?" spurgte jeg, og jeg kunne mærke en følelse inde i kroppen vokse sig større. 

"I skulle ikke bekymre jer" Han kiggede stadig væk fra mig. Hans ord gjorde ondt. Jeg havde sådan håbet at det ikke ville være den grund, men jeg vidste alligevel at det ikke var sådan. Harry har altid været den type, der ikke vil have, at folk skal bekymre sig om ham. Han har altid sagt det var egoistisk, og at der er andre der har der værre end en selv. Man er også bare nogen gange nød til at være egoistisk, for at holde sig selv i live. 

"Ved du hvad der bekymrer os, Harry? At du ikke siger noget. At du bare holder mund, selvom du ved der er noget galt. Vi er her for dig, og du bliver nød til at fortælle os når du har det dårligt. Det gør ikke ondt kun på dig, men også på os, Harry. Det får os til at føle, at du har mistet tilliden til os" Jeg så op og ned af ham, og jeg var lige ved at få tårer i øjnene af det syn der lå lige foran mig. Han er min bedste ven, og så kan han ikke engang sige hvis der er noget galt? Det får mig til at føle et stik i hjertet. Har det noget at gøre med at han ikke stoler på mig, eller hvad?

"Det har aldrig været så slemt før" sagde han, stadig uden at se på mig. Det føltes som om min indvolde begyndte at skifte plads, for jeg fik det pludselig rigtig dårligt, og jeg kunne kaste op lige nu og her. Jeg forstår det ikke. 

"Hvad mener du?" spurgte jeg, selvom jeg på en måde godt vidste hvad han mente. Han drejede sit hoved med besvær, og sorte øjne mødte mine.

"Det har kun været kraftig hovedpine engang imellem, jeg har aldrig haft det så skidt her før" Han lavede ikke et eneste træk med ansigtet. Det var som om, det kun var hans mund, der var til stede, og resten af kroppen var forsvundet fra omverden. Det sorte i hans øjne havde udvidet sig, og det gjorde mig fuldstændig mundlam, og skrækslagen. Jeg tog en dyb indånding med lukkede øjne, og åbnede dem så igen.

"Hvor lang tid?" 

"Et par måneder" Det fik mine tårer til at løbe ned af kinderne. Hvordan kunne han? Hvad vil få ham til at holde sådan noget hemmeligt i så lang tid? Jeg tog hans hånd op til mit ansigt, og lagde den på min kind. 

"Louis? Hvad er det der sket?" spurgte Liam, og gik hen ved siden af mig. Vi havde ikke opdaget at Liam, Zayn og Niall var kommet ind i mellem tiden. Jeg kiggede over skulderen med i tårer i øjnene, som gav Niall og Zayn et chokeret udtryk i øjnene. Liam havde allerede bukket sig ned over Harry, for at undersøge ham nærmere.

"J-jeg ved det ikke" Og jeg vidste det virkelig ikke, selvom jeg inderligt ville ønske jeg vidste hvorfor vi egentlig var i værelset lige nu med tårerne løbende ned af kinderne, så vidste jeg det ikke. Jeg snøftede, og så ned på Harry, som nu havde lukket hans øjne. Liam lagde for anden gang en hånd på hans pande, men et fortvivlet udtryk.

"Det her er en læge i morgen" udbrød han da han tog hånden til sig igen. Jeg så på dem, og de havde alle sammen et bekymret ansigtsudtryk

☣☣☣

"Slap af, Hazza. Der sker ikke noget" sagde jeg, og satte mig ned foran ham. Han kiggede op fra gulvet, og ind i mine øjne. Han sukkede bare, og kiggede over på en lille pige, som sad og grinte af en legetøjs bil der selv kunne køre. Harry begyndte at smile af synet. Jeg rejste mig, og satte mig på stolen ved siden af ham. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Han har ikke snakket til mig siden vi forlod lejligheden. 

Men for at være helt ærlig, syntes jeg det går bedre med Harry. Han ser slet ikke så syg ud som han så ud i går. Måske er han stadig lidt bleg, men det er altså ikke meget. Det har hvert fald lettet på min bekymring. Jeg er sikker på, at det bare lige var en overgang, og at han nok skal komme sig. Men jeg bilder mig nok bare det ind, fordi jeg ikke har lyst til at høre sandheden.

"Harry Styles?" Vi så begge op på en kvinde i døråbning. Jeg kiggede bagefter på Harry, som så på mig. Han bed så i underlæben, og hans blik blev meget usikkert. 

"Vil du ikke gå med mig?" hviskede han til mig. Jeg grinte lidt, og rystede så på hovedet. Han er nu alligevel lidt sød når det kommer til stykket. Jeg rystede smilende på hovedet, og mine øjne fandt så hans igen. 

"Harry, du kan altså godt selv klare det. Hun spiser dig ikke ligefrem" Han nikkede bare, uden rigtig at høre hvad jeg sagde. 

"Harry Styles?" sagde hun igen, dog lidt højere denne gang. Hendes øjne skannede rummet, og hun lignede en der ikke var i humør til at stå og råbe i de næste 5 minutter. Han sukkede, og rejste sig op.

"Held og lykke" sagde jeg for sjov, men han gav mig bare det der blik der sagde 'styr-dig'. Han fulgte med lægen ind, og jeg faldt sammen på stolen, men et blad i hånden.

Jeg kiggede op fra mit dødkedelig blad som jeg alligevel ikke havde fået noget ud af på grund af bekymringer, og så at Harry stod i døråbning hvor jeg sidst havde set ham. Han var helt bleg i ansigtet, og lægen stod og snakkede med ham. Det endte med at de begge to smilte, også gik hun ind igen, og lukkede døren efter sig. Harry stod lidt og kiggede, så jeg gik over til ham.

"Hvordan gik det?" Jeg rørte let ved hans skulder, og prøvede på at få øjenkontakt med ham.

"Forfærdeligt. Hun ville tage mit blod!" svarede han og kiggede mig ind i øjnene af skræk. Jeg klemte et grin inde.

"Harry, det er ikke farligt. Det er bare for at få et større overblik over hvad der er galt med dig. Er det slemt?" Jeg skælvede ved det sidste, og min stemme knækkede over. 

"Det ved jeg ikke. Når de har fået mere at vide om det, ringer de så hurtigt de kan" Hans blik var fjernt, og jeg kunne mærke på hans stemme at han var bange. Jeg nikkede bare.

"Selvfølgelig"

☣☣☣

"Hvordan gik det?" spurgte Zayn og Niall i kor da vi trådte ind i lejligheden. Harry gav mig sin jakke, og jeg hang dem begge to på knagen. 

"Jeg hader læger" udbrød Harry, og satte sig ned ved spisebordet, med hovedet i hænderne. Køreturen tilbage til lejligheden havde åbenbart gjort ham mere vred. Det lød hvert fald sådan. 

"Okay så .." sagde Zayn. Han så på Harry henne ved spisebordet, og kiggede så op på mig. "Louis!-" udbrød han så efter et stykke tid. Han klappede hænderne sammen. Han fik det næsten til at virke som om, at der overhovedet ikke var noget galt. "-Hvordan gik det?" Han kiggede på mig med forventningsfulde øjne. 

"Vi får mere at vide om det snart" Jeg drejede uden om ham, og fortsatte ud i køkkenet. Jeg havde ikke lyst til at snakke om det. Det fik mig til at få det endnu dårligere end jeg allerede havde det. 

"Hvad mener du med at vi 'snart' får mere at vide om det?" Zayn satte begge sine hænder på køkkenbordet, og løftede sit ene øjenbryn. Hans stemme lød nu oprevet, og det fik min fulde opmærksomhed. Han skal ikke tro at jeg ikke også er oprevet over det. 

"Det jeg siger Zayn. Vi ved ikke mere om det" Jeg åbnede køleskabet, og tog en flaske vand ud. Sagt ondere, end ment. 

"Jeg kan sgu da ikke gå rundt, og ikke vide hvordan en af mine bedste venner har det?! Hvad nu hvis han er alvorlig syg? Læger burde da vide hvordan deres patienter har det? Det gør mig fandme sur!" råbte Zayn, og satte sig ned i sofaen med krydsede arme.

"Jeg er her stadig?" sagde Harry, og kiggede op på os. 

"Zayn, slap af. De kan jo ikke gøre det hurtigere? De skal jo finde de rigtige resultater, og jeg er sikker på at det ikke er så alvorligt" Jeg tog en slurk af min flaske, og satte den ned på køkkenbordet. Zayn sukkede bare uden at gøre en mine. 

Døren sprang op af en glad Liam. Han smækkede døren i efter sig, og smed sin jakke over på knagen. Hans kinder var røde af kulde, som fik ham til at se virkelig sød ud. Han klappede sine hænder sammen, og gned dem bagefter mod hinanden for at holde dem varme.

"Så? Hvordan gik det?" Han så på os alle sammen med et dejligt smil. Zayn gryntede, og tog en pude op til ansigtet. Harry stødte sit hoved mod bordet, og Niall grinte hysterisk. Jeg rullede med mine øjne, og tog igen et slurk af flasken. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...