Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5473Visninger
AA

12. Wills synsvinkel: Røverne

Mikael jog Elisabeth væk fra spidsen af karavanen, og tilbage ned til os. Hun red hurtigt derned, og skævede let bekymret til Faran, som roligt red videre.

”Hun ved hvordan hun skal opføre sig, den gamle tøs.”

Sagde Faran beroligende til Elisabeth, og kløede sin hest på siden af halsen. Elisabeth var bekymret for, at Farans hest ville flippe og kaste ham af. Det ville han nok ikke kunne holde til.

”Du burde ikke ride foran, når du er…”

Begyndte Halt, og støttede Mikael i hans beslutning om at sende Elisabeth herned. Elisabeth fnøs irriteret, så hun let vred sig på hesten.

”Har hovedpine, det sløver dig.”

Omformulerede Halt. Elisabeth nikkede let, og indrømmede at det trods alt sløvede hende en smule, når hun havde hovedpine. Faran vinkede hende ind ved siden af sig, så hun gjorde det lidt. Hun overtog min plads, så jeg red foran dem. Halt og Elisabeth red på hver sin side af Faran, og Horace dannede bagtrop. Der lød et pludseligt krigshyl, da vi red forbi skoven. Men der skete ikke noget, ikke med det samme.

I det næste øjeblik væltede det frem med en røverflok på knap fyrre mand, lidt i undertal. Men de havde trods alt kamperfaring, hvis man overhovedet kunne kalde det det. Halt vendt mod skoven, gjorde klar til at skyde, så jeg gjorde det samme.

”Oppe i skoven.”

Sagde jeg tydeligt, så Halt ville høre mig over lyden af de løbende røvere. Halt nikkede let, og tog sigte. Han affyrede hurtigt pilen, og fældede lederen af røverne, som stod i ly af skoven. Eller det havde han troet. Nu lå han død, gennemboret af en af Halts pile. Desværre opdagede kun få af røverne det, og vendte om. De resterende stormede stadigt frem imod os. Jeg tror ikke at det var gået op for dem, at der var en ranger her. Halt nikkede let, og straks affyrede jeg flere pilene mod de forreste røvere. Halts pile fulgte hurtigt efter, og fældede flere. Da den forreste del alle var faldet, stoppede den resterende del op. Bekymret for at blive dræbt af flere pile, inden de nåede helt frem til karavanen.

”Kom Will.”

Sagde Halt dystert, og red frem. Væk fra karavanen. Jeg fulgte ham hurtigt. En let skælven gik igennem de forreste røvere, da vi nærmede os.

”Hvem der?”

Spurgte en af de største af dem, og vred en økse mellem sine hænder.

”Ranger Halt, og i befinder jer på mit område.”

Sagde Halt hårdt, og så koldt på dem. De brød sammen i grin.

”Du, lille mand…”

Sagde manden, og pegede på Halt med eden af sin økse.

”… er ikke Halt, for den mand er to meter høj og en frygtindgydende kæmpe.”

Halt sukkede opgivende. Hans rygte, specielt om hans udseende var stærkt overdrevet, og det betød ofte at folk ikke troede at han var Halt.

”Vil du tro på hvem jeg er?”

Spurgte Elisabeth hånligt, og red op ved siden af os. Hun havde taget sin kappe på, og skjulte sit ansigt under hætten. Manden vred sine hænder om øksen.

”Du er en lille pige, som jeg vil nyde at…”

Begyndte han, men stoppede op, da Elisabeth skubbede hætten tilbage. Han blev straks meget bleg i ansigtet, da han tydeligvis genkendte hende.

”Som vil hvad? Voldtage mig?”

Spurgte hun, og lo. Hendes latter var ondt, og lød en smule falsk. Jeg brød mig ikke om den. Jeg kunne bedre lide hendes normale, bløde latter, som mindede lidt om lindrende honning.

”Det ved vi begge at du ikke kan, når jeg allerede har fjernet din manddom, hvis man overhovedet kan kalde den det.”

Sagde hun hånligt, og vendte sin hest. Hun red væk, og efterlod røveren helt mundlam. Jeg så undrende efter hende. Hvad skete der med hende? Hvorfor var hun så ond, så kold? Var det min skyld?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...