Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5623Visninger
AA

8. Wills synsvinkel: Historien gentager sig

"Det er alt hvad jeg anmoder om."

Afsluttede Elisabeth sin anmodning om at få nogle forsyninger, krigere og Halt og jeg med. Baronen gned let sin hage, tænkende.

"Var det ikke noget med at vores folk ikke har tilladelse til..."

Begyndte Baronen. Elisabeth sukkede dybt.

"Jeg har bemyndigelsen til at tillade det."

Sagde Elisabeth kort, og en smule utilfreds. Baronen vendte sin opmærksomhed mod Halt.

"Jeg sender et bud til Crowley."

Sagde Halt, og havde regnet ud, hvilket spørgsmål som Baronen havde tænkt sig at stille.

"Så ser jeg ikke noget problem i det."

Sagde Baronen let.

"Du må udvælge dig nogle krigere, men snak lige sammen med våbenmesteren."

Sagde Baronen let. Elisabeth nikkede kort, og forlod rummet. Jeg så undrende på Halt, som blev stående. Elisabeth lukkede døren bag sig, og Halt sukkede let.

"Kommer du hjem med to eller kun en lærling?"

Spurgte Baronen utilpas. Halt sukkede let, og satte sig i en af stolene. Han trak let på skuldrene.

"Jeg ved det ikke."

Svarede Halt utilpas. Jeg så på ham, det kunne jo ikke passe. Elisabeth skulle komme med tilbage, hun kunne da ikke, hun kunne da ikke blive. Det slog mig, at hun trods alt var trolovet med den opblæste nar af en kampsten, Mikal. Jeg sukkede dybt.

"Sandsynligheden er stor, for at hun ikke vender tilbage."

Sagde jeg let, og gik hen til vinduet, så jeg kunne se ned på Elisabeth i gården. Hun stod og talte med Faran og med ham... Kampstenen. Jeg vidste, at Baronens og Halts blik lå på mig.

"Det er trods alt hendes ansvar. Hun er prinsesse, og trolovet. Jeg kunne forestille mig, at når genopbygningen er deres land er overstået, så vil det fejres med et bryllup og hun vil blive dronning."

Forklarede jeg min teori, og sukkede dybt. Jeg havde ikke lyst til at miste Elisabeth, men jeg var ingenting i forhold til ham, Kampstenen. Jeg håbede bare, at Elisabeth tog det valg selv, for jeg kunne ikke selv gøre noget for det eller tage valget for hende. Halt sukkede ganske let.

"Will..."

Begyndte han, og lød trist. Jeg vendte mig imod ham.

"Det er ikke sikkert, at..."

Begyndte han igen, men stoppede op. Han vidste lige så godt som jeg, at der var en meget lille chance for at Elisabeth vendte tilbage til Araluen.

"Hun elsker dig jo."

Sagde Halt, og lød som om at han forsøgte at overbevise sig selv.

"Du elskede Linea, og alligevel blev hun gift med en anden. Det ser ud til at historien bare gentager sig."

Sagde jeg ligegyldigt til Halt, og vendte ham ryggen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...