Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5703Visninger
AA

14. Wills synsvinkel: Hader hun mig?

Genopbygningen af Elronda ville tage tid, meget lang tid, måske flere år. Så derfor fokuserede de i første omgang på at genopbygge noget beboeligt. Alle hjalp til, da vi først havde fundet nogle huse, som det kunne betale sig sat genopbygge. Horace, Halt, jeg, Mikael, Elisabeth, alle, hjalp til. Med undtagelse af Faran, som tog sig af de syge og de ældre, som ikke havde kræfterne til at hjælpe til.

Elrondianerne var hurtigt og effektive, og der var knap gået en uge, da vi havde de første huse klar. Mens så begyndte røverne også at dukke op, og Halt og jeg kunne ikke længere hjælpe til. Vi måtte patruljere, og jage røvere væk. Oftere og oftere tog Horace med, og hjalp til.

”Alvorligt?”

Spurgte Faran, da vi kom ridende tilbage. Horace rystede på hovedet, men tog sig alligevel til overarmen. En af røverne havde været bevæbnet med en bue, og havde skudt efter Horace, før at jeg kunne skyde ham ned. Heldigvis havde pilen strejfet, men også kun lige og lige.

”Kom her, min dreng. Lad mig rense det.”

Tilbød Faran, da Horace steg af sin stridshest. Jeg lagde mærke til at Faran var begyndt at holde sig mere og mere til os, og længere og længere væk fra Elisabeth og Mikael, som stort set var blevet uadskillelige. Faran gav sig til at rense Horace’s arm, og skævede i Mikael’s retning, da han red forbi.

”Hvad var det at du kaldte Mikael?”

Spurgte Faran, da jeg så væk fra Mikael, så jeg ikke så ondt på ham. Han blev jo konge på et eller andet tidspunkt, og så var det ikke en god ide, at gøre mig uvenner med ham.

”Kampstenen.”

Svarede jeg, inden jeg fik tænkt mig om. Faran nikkede dystert, og så vredt efter Mikael. Siden hvornår var han blevet så sur på Mikael?

”Rammende navn, selvom jeg finder ham utroligt…”

Faran kunne ikke udtale ordet, så vi forstod det, og spyttede det nærmest ud på ældre sproget, som vi ikke forstod. Men jeg kunne gætte mig til at det næppe var et godt ord, sådan som Faran så ud.

”Han er en højrøvet gås.”

Sagde Faran endeligt, og bandt en knude på Horace’s forbinding. Vi nikkede let alle tre. Ingen af os, brød os længere om ham.

”Den møgunge tror, at han kunne hundse rundt med mig som en gemen tjener.”

Rasede Faran ud. Det var første gang, at jeg så ham vred, og det var ikke noget kønt syn.

”Man skulle tro, at han allerede var kongelig.”

Sagde Halt utilfreds, og steg af Abelard. Jeg sagde ikke noget til det, og steg af Tug. Jeg vendte ryggen til dem, og kløede Tug på mulen, så jeg kunne se efter Elisabeth, som langsomt red væk. Hun havde ikke sagt et ord til mig, siden at hun havde bedt mig beskytte Faran. Og siden vi var kommet hertil, og Halt og jeg var begyndte at patruljere, så var hun ikke kommet i nærheden af mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...