Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5620Visninger
AA

15. Wills synsvinkel: Faran ved det

”Du holder af hende, gør du ikke?”

Spurgte Faran, netop som jeg mærkede hans hånd på min skulder. Jeg rev mig fri, væk fra ham. Jeg ville ikke have hans medlidenhed. Jeg vidste godt, at jeg ville miste Elisabeth, men jeg behøvede ikke at blive mindet på det.

”Hun har et ansvar til sit folk.”

Svarede jeg bare, og løsnede for Tugs saddel. Han nappede let til mit ærme, bekymret for mig. Faran sukkede, og rystede på hovedet.

”Historien gentager sig.”

Mumlede han trist, og vendte sig mod Halt.

”Jeg går ud fra, at i kan opspore vildt?”

Spurgte han venligt. Halt nikkede let, men så bekymret på mig. Jeg så væk, og koncentrerede mig i stedet om at klø Tug.

”Ja, selvfølgelig.”

Svarede Halt, da Faran blev ved med at se på ham. Det var tydeligt, at Faran mente, at Halt ikke behøvede at holde øje med mig hele tiden.

”Kunne jeg lokke jer til at jage noget vildt lidt senere?”

Spurgte Faran venligt.

”Noget bestemt i tankerne?”

Spurgte Halt, for at holde samtalen i gang. Det var tydeligt, at han og Faran var blevet gode venner over de sidste par dage.

”Noget dyr, bare noget stort. Jeg har en ung pige, som har brug for vitaminerne. Hun har det ikke så godt.”

Forklarede Faran, og skævede ind i huset med de resterende syge og de ældre. De fleste syge var kommet på benene igen. De kunne ikke arbejde, men de kunne give beskeder og lave mad til de arbejdende.

”Hvad er der i vejen med hende?”

Spurgte Halt, og lød bekymret. Jeg fortsatte med klø Tug, som tydeligvis nød godt af det. Han prustede i hvert fald tilfreds.

”Hun fik sit ben i klemme under en bjælke, så vi var nødt til at amputere det. Men hun er stadigt meget svag og syg, på trods af at hun skulle have fået det bedre allerede.”

Forklarede Faran, netop som jeg fik øje på en bevægelse langt væk. Jeg spændte hurtigt sadlen, og sprang op på Tug.

”Røvere.”

Sagde jeg kort, og ventede på Halt og Horace. Horace kom hurtigt på hesten, men Halt blev stående.

”Tag i bare af sted. Dem kan i godt klare, så kan jeg hjælpe til her.”

Sagde Halt. Jeg nikkede let, og satte Tug i en hurtigt galop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...