Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5472Visninger
AA

5. Wills synsvinkel: Elisabeths Trolovede?

Jeg gabte træt endnu engang. Gad vide hvorfor vi egentligt var blevet jaget op midt om natten? Jeg havde svagt forstået noget med, at der var nogen på slottet, som havde spurgt efter Elisabeth. Jeg steg af Tug, da vi nåede ind på slottet, og hen til hestestalden. Elisabeth fik hurtigt afsat Sølvmanke, og for ellers afsted i en rimelig fart. Jeg så undrende på Halt, som så efter hende med et sammenbidt ansigtsudtryk. Der var et eller andet, som han ikke var glad for.

"Halt, hvad sker der?"

Spurgte jeg undrende, da vi havde afleveret Tug og Abelard. Halt så på mig med et ømt blik, og rystede så på hovedet for sig selv, mens han så efter hvor Elisabeth var løbet hen. 

"Det finder du tids nok ud af."

Sagde Halt med et suk, og begyndte at gå. Jeg skyndte mig efter ham, og forsøgte at regne ud hvad Elisabeth var så ophidset over. Vi fulgte den tydelige lyd af fest, som var igang i den store sal. Elisabeth stod i døren, og lurede, skjult af skyggerne. Halt skubbede let til hende, så hun gav et sæt fra sig.

"For helvede."

Bandede hun lavt, og gled tilbage i skyggerne, væk fra døråbningen. Hun havde tydeligvis ikke opdaget Halt, selvom at han slet ikke havde forsøgt at snige sig ind på hende. Halt skubbede igen til hende, i retningen af døren og endeligt begyndte hun at gå. Hun var knap nok nået ti skridt ind i lokalet, da en skikkelse brølede op og for hen til hende. Han rev hende op fra gulvet, og svang hende rundt i sine arme.

"Elskede."

Jublede han, og satte hende ned på gulvet igen. Her krammede han hende tæt ind til sig.

"Mikael, vi troede Dem død for røvernes hånd."

Udbrød Elisabeth fornemt. Mikael sukkede let, og gav hende et skævt smil, så jeg kunne se et ar på hans hage og kind. Jeg så undrende mellem Elisabeth og Mikael, der ikke syntes at kunne slippe synet fra hinanden, og for at være ærlig, så brød jeg mig ikke om det.

"Tja... Jeg blev skam voldsomt såret, men nogle bønder, som ikke anede hvem jeg var, tog mig ind og plejede mig til jeg var rask igen."

Sagde han muntert, som om at det ikke var det store. Elisabeth blev ved med at stirre på ham, men havde fået et muntert glimt i øjet, som jeg bestemt ikke syntes om. Halt rømmede sig kort, da Elisabeth og Mikael ikke så ud til at ville holde op med at se på hinanden. Elisabeth kom svagt til sig selv, og så på Halt.

"Nåh ja... Øhm... Mikael, tillad mig at introducere Dem for min fader. Min rigtige fader."

Sagde Elisabeth, igen på den fornemme måde. Mikael bukkede ganske let.

"Det er mig en ære at møde Dem Herre."

Sagde Mikael venligt, og gav hånd til Halt, som nikkede venligt. 

"Fornøjelsen er helt på min side."

Sagde Halt venligt, og kunne ikke lade være med at give Mikael et rart smil. Mikael var jo enorm, næsten to hoveder højere end Halt, og hele tre hoveder højere end Elisabeth. Desuden var han fandens bred, med alle de muskler. Det lignede at han var ved sprænge sin skjorte. Han virkede rar og venlig, og normalt ville jeg nok have kunnet lide ham, men hans næste ord gjorde at jeg hadede ham mere end noget andet.

"Det er jo lidt forvirrende det her, da jeg under normale omstændigheder ville have skulle spørge Dem, men at jeg så i stedet har spurgt Elisabeths stedfar, så... Om ja... jeg er så Elisabeths trolovede."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...