Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

19Likes
35Kommentarer
6551Visninger
AA

6. Wills synsvinkel: Elisabeths Morfar

"Javel ja."

Svarede Halt, da han slap Mikaels hånd. Mikael redte noget af sit lange blonde hår tilbage med sin ene hånd, så jeg lagde mærke til de blå øjne, som ivrigt så på Elisabeth. Han fik et skeptisk blik, da han gav til at studere hendes påklædning.

"Hendes kongelige højhed. Prinsesse Elisabeth af Elrond."

Sagde en myndig stemme højt, så de mange Elondianere som sad ved bordene og spiste, alle rejste sig i en flydende bevægelse og bukkede for Elisabeth. Hun så ud som om at hun ville ønske, at kappen kunne få hende til at forsvinde. Jeg lagde mærke til at de alle var høje og lyshårede, og at de fleste af dem havde blå øjne. Elisabeth passede slet ikke ind i blandt dem, med sin højde og lange sorte hår. Det eneste ved hende, som gjorde at hun passede ind, var hendes perfekte blå øjne.

"Morfar."

Udbrød Elisabeth begejstret, da en ældre mand kom hen til hende med udstrakte arme. Hun kastede sig ind i hans favn, hvor han straks strammede grebet om hende. 

"Mit elskede barnebarn."

Sagde den gamle mand glad, og bukkede sig ned, så han kunne kysse Elisabeth på hovedet. Manden så skævede op igen, og mødte Halts urolige blik.

"Halt."

Sagde manden utilfreds, og så mellem Halt og Elisabeth. Han sukkede, da Elisabeth let slap ham.

"Jeg burde have vidst det."

Sagde manden utilfreds, og lagde armene over kors. Halt så utilpas væk. Han og Elisabeths mor havde trods alt fået Elisabeth sammen, uden at være blevet gift. 

"Faran."

Begyndte Halt, men manden rystede let på hovedet.

"Det er lige meget. Jeg så heller at min datter havde ægtet dig over ham."

Sagde manden, og bukkede sig ned igen, så han kunne ae Elisabeth over kinden med et kærligt smil. Jeg huskede, at Elrondianere ikke sagde navnene på de døde. I det mindste forstod jeg hvad han mente. Faran, som han åbenbart hed, ville hellere have haft at Elisabeths mor havde giftet sig med Halt, end at hun havde giftet sig med den nu afdøde konge. 

"Hvor er mormor?"

Spurgte Elisabeth ynkeligt. Faran fik et trist blik, og rystede let på hovedet. Elisabeth udstødte en grædende lyd, så Faran tog hende ind i sin favn igen.

"Hun er hos din mor, i gudernes favn."

Hviskede Faran forklarende, da Elisabeth svagt begyndte at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...