Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5756Visninger
AA

10. Wills synsvinkel: Det ligger til familien

Elisabeth vendte pludseligt om, og red i en rask trav ned til os. Faran så undrende på hende.

"Røverne vil ikke vente til vi kommer ind i skoven, men kun til skovens kant."

Sagde Elisabeth let, og fik sin hest til at ride op ved siden af Farans.

"Og hvor ved du det fra?"

Spurgte Faran nysgerrigt. Hun rullede hånlig med øjnene

"Jeg har hovedpine. Hvad med den forklaring? Jeg ved det bare."

Sagde hun surt, og gned let sin pande. Faran sukkede dybt, og rystede på hovedet. Elisabeth så let på ham, med en mere blødt blik, men også nysgerrigt.

"Hvor tror du at jeg bare ved ting fra? Som regel ved jeg det bare, men som yngre havde jeg hovedpine først."

Forklarede han tålmodigt. Elisabeth så skeptisk på ham, så han endnu engang rystede på hovedet. Han vendte sig mod Halt.

"Hvad var det første min datter sagde til dig, da i mødtes?"

Spurgte Faran. Halt skulle ikke tænke længe for at svare.

"Jeg har ventet på dig."

Svarede han, og tilføjede:

"Da jeg spurgte hende hvad det gik ud på, mumlede hun noget om sin far."

Faran nikkede let.

"Jeg vidste at han var på vej."

Forklarede Faran, og sukkede endnu engang.

"Men det var ikke meningen, at de skulle involvere sig i hinanden. Det var meningen, at hun skulle få ham til at vende om, og vende hjem. Jeg kunne ikke selv tage afsted på det tidspunkt, da din onkel lå for døden."

Sagde Faran let, og rystede på hovedet.

"Jeg har igen arvet det fra min morfar."

Tilføjede han. Elisabeth sukkede let, og gned sin pande igen. 

"Så var det derfor, at hun var så trist."

Mumlede Halt for sig selv, så jeg kunne godt gætte mig til at Elisabeths onkel ikke havde overlevet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...