Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5623Visninger
AA

11. Wills synsvinkel: Den gamle Faran

"Halt, Will..."

Hendes stemme knækkede over, da hun sagde mit navn, men hun lod som ingenting, og fortsatte sin sætning.

"... beskyt Faran."

Hun fik let sin hest til at trække lidt ud igen. Straks fnøs Faran, og var ved at protestere.

" De skal bestemt ikke..."

Begyndte han, men den bestemt blik som Elisabeth sendte ham, fik ham straks til at tie stille. 

"De er udmærket i stand til at tage vare på sig selv, og på dig."

Sagde hun utilfreds, og fik sin hest i galop. Hun red hurtigt langs siden af karavanen, og råbte højt og tydeligt:

"Tolle ad arma!"

Råbte hun højt. Karavanens folk trak hurtigt hver især et sværd frem fra deres skede, skjult under kappen. Undtagens Faran, som roligt holdt begge hænder på sine tøjler.

"Jeg vil antage, at den ordre betød at man skulle trække sit våben?"

Spurgte Halt. Faran nikkede let som svar, men blev siddende med sine hænder på tøjlerne. 

"Jeg syntes, at i sagde at i ikke kunne drive røverne på flugt."

Sagde jeg let, med en spørgende klang i stemmen. Faran nikkede.

"Sværd kræver nærkamp, og det kan vi ikke risikere, når vi er så få og skal kæmpe på begrænset plads. Bueskytter udligner den forskel væsentligt. Vi er trods alt handlende, og ikke krigere. Vores sværd er hellere ikke af den bedste kvalitet."

Forklarede Faran. Jeg nikkede let, men så stadigt på ham. Det samme gjorde Halt, han ledte efter en skjult sværd.

"Jeg bærer ikke våben."

Besvarede Faran Halts søgende blik. Han løftede let sin hånd fra tøjlerne, så vi tydeligt kunne se hvor meget den rystede.

"Min hånd er for svag."

Sagde Faran, og greb tøjlerne igen, så han kunne holde sine hænder i ro. 

"Kunne du så ikke få et lettere sværd?"

Spurgte Horace undrende. Faran smilede svagt, og rystede på hovedet.

"Jeg er en gammel mand. Var jeg ikke så vant til min hest, og den til mig, så ville jeg ingen mulighed have for at styre den. Mit greb er for svagt til at kunne holde den tilbage, skulle der ske noget."

Forklarede han, og smilede venligt. Jeg så studerende på Faran. Hans hår var nærmest helt hvidt, men den hårfarve havde mange af de yngre også. Han havde ikke specielt mange rynker, og lignede langt fra nogen gammel mand. Men nu var han jo Elisabeths morfar. Og selvom at han lignede, at han sagtens kunne være på alder med Halt, så var han gammel nok til at kunne være Halts far. Det bekymrede mig, at hans greb var så svagt, at han ikke kunne holde hverken sværd eller hest. Så jeg fik Tug til at ride lidt tættere på Faran, så jeg var klar til at forsvare ham, hvis der skulle ske noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...