Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5626Visninger
AA

7. Wills synsvinkel: De overlevende

"Hvor har i alle sammen været henne?"

Spurgte Elisabeth, og fik endnu et kærtegn på kinden af Faran. Han trak let på skuldrene.

"Tja, din trolovede fandt hos nogle bønder. Han er solidt bygget."

Sagde Faran muntert, men bemærkede det sure blik, som jeg i smug sendte Mikael. Jeg smilede uskyldigt til ham, men han blev ikke overbevidst.

"Jeg var på handelsrejse, vi skulle have solgt skindene for i år. Vi besluttede os for at rejse i samlet flok dette år. Det vidste sig senere, at være et godt træk. Vi var trods alt taget over grænse, og kunne være blevet spredt for alle vinde."

Forklarede Faran, og jeg mente at kunne huske at Halt havde sagt at Elisabeths mor var bondedatter. Altså at hendes forældre ejede en gård. Det ville forklare hvorfor, at han skulle sælge skind. Men også hvorfor han havde været væk så langt tid, man skulle rejse langt for at sælge skind.

"Hvor mange er der tilbage?"

Spurgte Elisabeth, og så ud over de mange som var samlet og som spiste.

"I den her karavane er vi omkring 50."

Svarede Faran, og så ud over dem.

"Men der er yderligere 50 tilbage i Elronda. Ældre, børn, gravide og enkelte kvinder."

Tilføjede Faran, da Elisabeths blik blev uroligt.

"Jeg anmoder baronen om assistance, så vi kan komme på benene igen."

Sagde Elisabeth bestemt. Og jeg kunne ikke lade være med at ligge mærke til at hun sagde vi. Jeg vidste godt at hun sådan delvist var en af dem, og af den kongelige familie. Derfor havde hun et vist ansvar, men hvis man var helt korrekt, så havde hun intet med dem at gøre, ikke længere. Jeg bemærkede ganske kort, det bekymrede blik som Halt sendte mig, men valgte ikke at gøre noget ved det.

"Vi kan tage med, Will og jeg. Vi kan hjælpe, så meget vi nu kan."

Tilbød Halt Faran, som så på Elisabeth. Hun nikkede svagt.

"De er nyttige. De kan sporer, og er formidable bueskytter. I tilfælde af røvere."

Remsede Elisabeth op, og så kort tænkende ud. Faran nikkede bare kort.

"Det er din beslutning, kære."

Svarede Faran, men skævede utilfreds til Halt, som undgik hans blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...