Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5565Visninger
AA

13. Wills synsvinkel: Bare jeg kunne tage hende i armene

 

”Jeg foreslår at i bevæger jer langt, langt væk fra dette område, samt Elronda.”

Sagde jeg utilfreds, da Halt stadigt så undrende efter Elisabeth, som red tilbage til Faran. Røveren stod nærmest som lamt, og så bare efter hende.

”Hører du mig?”

Spurgte jeg med en truende tone, og lænede mig lidt frem i saddelen. Røveren så endeligt på mig, samtidigt med Halt, som så på mig også undrende.

”Elrondas folk er vendt hjem, og i burde forsvinde fra området, inden i bliver hængt.”

Sagde jeg let. Halt nikkede, for at understøtte mine ord.”

”Jeres leder er død allerede.”

Påpegede Halt, og pegede på lederens lig oppe i skovens kant. Røveren så hurtigt derop, og nikkede for sig selv. Han gned sin hage med et let smil, og genvandt noget af sin normale farve i ansigtet igen.

”Godt, godt.”

Sagde han for sig selv, og så på Halt.

”Jeg vil antage, at du slog ham ihjel?”

Spurgte røveren hånligt. Halt nikkede blot dystert.

”Jamen i det tilfælde skal vi ikke komme i vejen, min kære ranger-kæmpe.”

Sagde røveren muntert, og vendte rundt på hælene. Halt affyrede hurtigt en pil, for at vise sit alvor, og jeg tror at beskeden sank ind. Halt ramte i hvert fald på øksens skaft, lige midt i mellem hans fingre. Han opdagede det, og tog hurtigt benene på nakken.

”Løb for helvede.”

Råbte han af sine kammerater.

”Det er ham, det er Halt.”

Råbte han, og straks satte de resterende røvere efter ham i en hurtig spurt. Halt sukkede opgivende, og rystede på hovedet, mens han hurtigt hang sin bue på plads over ryggen.

”De lærer det aldrig.”

Mumlede han for sig selv, og rystede igen på hovedet. Jeg valgte ikke at kommentere det, og vendte let Tug rundt, så vi kunne slutte os til karavanen, som var sat i bevægelse igen.

”Will, bliv lige her.”

Bad Halt med en dyster stemme. Ups, det betød problemer, kunne jeg let gætte mig til. Halt ventede tålmodigt til karavanen havde krydset grænsen til Elronda, og til at de sidste var langt nok væk til at de ikke kunne høre os. Så steg Halt af hesten, og med et fast greb i min kappe, rev han mig af Tug. Jeg landede på fødderne, men var alligevel overrasket.

”Det gør du ikke igen.”

Sagde han advarende. Jeg forstod godt hvad han mente, og nikkede. Han var ikke glad for min attitude, men jeg var simpelthen så forvirret over Elisabeths opførsel. Han slap min kappe igen.

”Jeg gør det ikke igen.”

Sagde jeg skamfuldt, og hadede kortvarigt mig selv for at være at være sådan overfor Halt. Så ligeglad, og så kold. Halt sukkede, og aede mig ganske let over håret.

”Undskyld Will. Jeg kan bare ikke have at også du mister hovedet, når Elisabeth så tydeligvis har mistet forstanden.”

Sagde han, og lød lige så forvirret som jeg. Jeg nikkede let, og vi steg på hestene igen. Halt var bekymret for at miste mig, når vi allerede var så tæt på at miste Elisabeth. Det var hendes ansvar, men ingen af os ønskede at hun tog det ansvar. Jeg ønskede mest af alt, at jeg kunne tage hende i armene og give hende et kys og undskylde for min barnelige opførsel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...