Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5473Visninger
AA

30. SLUT!!!!!!!!!!!!!!!1

 

 ”Lov mig, at du ikke glemmer mig.”

Sagde Halt, og var lidt trist over, at jeg ikke længere skulle bo ved ham. Jeg slog armene om ham, og holdt ham ind til mig.

”Åh kære far. Jeg kunne da aldrig finde på at glemme dig.”

Sagde jeg, og krammede ham ind til mig. Nu tænkte jeg slet ikke på kjolen mere.

”Jeg vil da skrive til dig dagligt, og komme på besøg, når jeg kan.”

Sagde jeg beroligende, så han let sukkede. Han rystede på hovedet.

”Du skal hellere tage dig af Will.”

Sagde Halt, og brød sig ikke om at acceptere, at jeg skulle bo sammen med Will fremover. Men det var han nødt til, jeg skulle trods alt giftes med Will om få minutter.

”Så kommer jeg bare forbi, når han er ude på opgave.”

Sagde jeg muntert, og gav ham et kram mere. Han nikkede let, og frigjorde sig fra mit greb. Den ide kunne han godt gå med til.

”Og tager mit barnebarn med, når i engang kommer så langt.”

Sagde Halt muntert, og kyssede min kind. Jeg strålede af lykke, da han endeligt tog min hånd og ledte mig ud af rummet. Jeg tog hurtigt mit vedhæng i hånden, og bad til at det gik som planlagt. Den var blevet min lille lykketalisman. Halt fnes let, da han opdagede det, men ledte mig videre. Han ledte mig op til Will, og overgav mig til Will, før at han gik ned for at sætte sig blandt gæsterne. Ceremonien var hurtigt overstået, og efter et let kys kunne Will og jeg kalde os for mand og kone.

Og bagefter var der selvfølgelig fest. Jeg holdt Wills hånd under hele festen, og dansede med ham. Han var lidt klodset under dansen, selvom om at han havde øvet sig rigtigt meget, men nu var han også så nervøs, fordi at folk så på os. Så den del fik vi overstået rimeligt hurtigt, så vi kunne komme ned at sidde igen. Halt dansede også med en, en kvinde som jeg ikke kendte. Han virkede meget glad for hende, så meget jeg nu kunne holde øje med ham, blandt de mange gæster. Gilan dansede med en af Wills barndomsveninder, og de virkede nu nok så interesseret i hinanden. Men jeg var mest interesseret i Will, som blev ved med at se på mig.

Vi fik en del gaver, men den mest komiske var en vugge fyldt med børnetøj, som Gilan selvfølgeligt havde givet os. Halt var ikke helt tilfreds med det, men skjulte det ved at trække på skuldrene. Alle gaverne ville ankomme på et senere tidspunkt, men i mellemtiden blev det hele lagt ud i Halts hytte, så han knap nok kunne være der. Også blev festen overstået, og det blev endeligt tid til at jeg skulle rejse med Will hjem. Jeg fik lov til at ride, og red på Sølvmanke hjem. Hendes efterhånden ret store føl, fulgte efter uden snor. Men den fulgte efter Will, som den havde knyttet sig til. Det kunne stadigt more mig, når den forsøgte at spise hans mad, når den kom lidt for tæt på.

Og så kom vi endeligt hjem til Wills hytte, hvor der var tændt op og dejligt varmt. Will sørgede for hestene, mens at jeg tog min kappe af, og pakkede vores ting ud. Jeg bemærkede at Will kom tilbage, og på trods af hans bedste anstrengelser, så overraskede han mig ikke, da han slog armene om mig. Han kyssede let min hals, og hviskede:

”Ved du hvor meget jeg har savnet dig, min elskede Elisabeth?”

Spurgte han, så jeg vendte mig i hans arme, så jeg kunne se på ham. Jeg kyssede hans læber, og holdt ham tæt. Jeg mærkede hans fingre, som fandt vej om på min ryg, hvor han gav sig til at løsne min kjole.

”Will…”

Hviskede jeg kærligt, og kyssede ham let, inden jeg fortsatte med at tale.

”Lige nu er et meget godt tidspunkt for mig, at blive…”

Længere nåede jeg ikke, da Will stoppede mine ord med sine læber. Han bekymrede sig ikke om det, så jeg løsnede hans kappe, så den faldt ned på gulvet. Min kjole var blevet løs, og truede med at falde på gulvet hvert øjeblik det skulle være. Will tog mig i armene, og løftede mig op fra gulvet, så han kunne bære mig i seng, så vi kunne elske. Han bar mig ind på værelset, og lukkede døren bag sig med sin fod. Så sank han sammen med mig på sengen, og trak min kjole af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...