Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5619Visninger
AA

28. Røde kinder, sjov og fest

 

”Du siger bare til, hvis du skal have noget.”

Hviskede Horace til mig. Jeg nikkede let, det var tredje gang at han sagde det. Men nu var han og Gilan også konstant ved mig, bekymret for at jeg ville få det dårligt. Det var første gang, at jeg havde fået lov til at forlade slottet og komme udenfor i over en måned. Jeg havde bare lagt i seng på slottet, og havde fået daglige besøg af Halt og Will. Når Horace kunne få lov til det, eller kunne snige sig væk, så kom han også på besøg hos mig og underholdte mig. Det var rart, for det var ret kedeligt bare at ligge i sengen.

”Er du sikker?”

Spurgte Gilan hviskende. Jeg nikkede let, og rettede let på min kjole. Den blev så let krøllet, når jeg sad på en stol. Det var rart, at se ham igen. Han var trods rejst tilbage til sit len, men havde fået regelmæssige breve fra mig, så jeg igen havde noget at lave. Og han havde selvfølgeligt svaret på dem, så vi havde styr på hvad hinanden lavede.

Vi var nødt til at være stille, så vi kunne overraske Will. Jeg vidste, at han sad sammen med Halt og Crowley inde i hytten, og at han var sikkert var ved at underskrive dokumentet, så han blev fuldt udlært ranger. Men jeg kendte også til det nummer, som de ville lave med Will. Det var derfor, at vi alle sammen sad herude. Vi skulle overraske ham, når Crowley sendte ham ud at lede efter sit egetræsblad. Jeg havde stadigt mit om halsen, i lædersnoren. Den som engang havde været Halts, da han var lærling. Og jeg ville aldrig tage den af.

”Tillykke!”

Skrålede alle sammen, da Will kom ud af hytten. Will stivnede kort, helt overrasket over at se os alle sammen her. Alle hans venner og bekendte. Alle som han havde lært at kende, mens at han blev udlært, og som han havde lært at kende før. Vi var utroligt mange. Så fik Will øje på mig, og glemte alle andre. Han for over til mig, og hev mig ind til sig i en fejende bevægelse. Han holdt mig i armene, og gav mig et kys på læberne foran alle sammen, så jeg straks rømmede. Jeg blev sikkert lige så rød som en tomat. Gilan greb Will i kraven.

”Nok er ingen af jer lærlinge længere, men kan du vente til senere med at stikke af med hende?”

Spurgte Gilan fornøjet, og hentydede til at Halt trods alt havde forbudt os, at gifte os, så længe vi begge var lærlinge. Will fnes let, og så ud som om at han overvejede det. Han gav mig et kys mere på panden, og svarede så:

”Jeg tror lige at jeg kan overkomme det.”

Jeg fnes let, stadig rød i hovedet. Will hjalp ned at sidde på stolen igen, og kyssede igen min pande. Halt rømmede sig let, og trak Will tilbage i kraven.

”Hold dig lige fra min datter lidt endnu.”

Sagde Halt utilfreds, nu hvor han ikke rigtigt havde kontrol over Will længere. Will var jo ikke hans lærling mere. Gilan lo bare, og fik et ondt blik af Halt. Jeg fnes bare, og tog Wills hånd. Han gav mig et kærligt blik, som fik Crowley til at fnise på en ret morsom måde.

”Så næste gang vi skal samles, er det så til et bryllup?”

Spurgte han, og fik et ondt blik af Halt. Halt havde ikke noget imod at vi blev gift, men han havde bestemt noget imod at blive bedstefar allerede. Gilan udnyttede det straks til at gøre grin med.

”Årh, kom nu bedstefar. Det kunne da være meget sjov…”

Længere nåede han ikke, før at Halt gav ham et bestemt blik og så ud som om at han havde lyst til at myrde ham.

”Hold op med at kalde mig bedstefar.”

Sagde Halt utilfreds, og lagde armene over kors. Gilan fnes bare.

”Væn dig til det, for jeg kommer til at kede mig halvt ihjel, hvis jeg skal være alene hjemme.”

Sagde jeg spøgefuldt, som om at Will og jeg så hurtigt som muligt ville forsøge at få et barn sammen, så jeg ikke skulle være alene hjemme, når han tog på opgave. Den kommentar fnøs Halt bare surt til, hvilket bare fik Gilan til at grine igen. Og så gik festen ellers i gang. Jeg var lidt overrasket over at se skandiere til festen, men mente at kunne huske noget om at Araluen havde lavet en handel med dem. Det måtte Will og Halt have haft noget at gøre med, kunne jeg gætte mig til og drak mit mælk med honning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...