Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5572Visninger
AA

16. Og de levede lykkeligt til deres dages ende, eller?

 

”Elisabeth, kan jeg få lov til at tale med dig?”

Spurgte Halt, bekymret for i hvilke luner hans datters humør var. Hun sukkede dybt, og nikkede let.

”Vi kan tale på et senere tidspunkt, Deres højhed.”

Sagde en af dem, som var blevet udvalgt til at være rådgiver. Så snart han var nået forbi Halt, nøjes han irriteret. Hvordan kunne den ranger være bekendt at vise sig her? Og værre endnu, hvordan kunne hans bastard datter overhovedet gøre krav på tronen? Hvis det stod til ham, så havde prinsessen et lille uheld inden hun blev kronet, så hun mistede hovedet! Men det var altså kun hvis det stod til ham, og en del flere end han regnede med, blandt borgerne. Elrondianere var et stolt folk, og de ville ikke finde sig i at en halvblods sad på tronen. Uanset hvor godt hun nu klarede opgaven.

”Hvad vil du?”

Spurgte Elisabeth klagende, og studerede kortet over sit hjemland.

”Tale et alvorsord med dig.”

Svarede Halt, og forsøgte at gøre sin stemme hård og bestemt. Men det var svært, når det var hans egen datter, som han talte til. For han elskede hende højere end noget andet.

”Syntes du ikke, at jeg har nok at se til?”

Spurgte hun hånligt, og ville ikke se på ham. Så hun fortsatte med at studere kortet, og forsøge at beslutte sig for hvor de skulle oprette markerne. Kornene skulle snart i jorden, hvis de skulle kunne få en god høst ud af det.

”Bestemt.”

Svarede Halt, og nærmede sig hende. Hun hørte det, og rettede sig op. De så på hinanden. Hun med et hånligt blik, og ham med noget, der lignede et forsøg på at være bestemt.

”Vil du ikke tale med os længere?”

Spurgte Halt bebrejdende. Elisabeth lod som ingenting, og så væk.

”Jeg har andre ting at tænke på nu.”

Sagde hun med en tynd stemme. Halt fandt endeligt et smuthul i hendes facade, og udnyttede det.

”Så du vil forlade os? Lade mig rejse hjem, uden at ane hvad skal ske med dig? Du vil lade Will rejse…”

Begyndte han, men blev afbrudt, da Elisabeth så på ham med et rasende blik.

”Jeg er din datter, men jeg er også prinsesse og arving til tronen. Jeg lader dig ikke rejse hjem, uden at du ved hvad der skal ske med mig. Så nu fortæller jeg dig det, også kan du rejse.”

Sagde hun rasende, på kanten til at råbe. Hun sukkede let, og tømte sit glas med vin. Hun havde for nyligt fundet trøst i det, men lod aldrig andre se det. Men lige nu var hun ligeglad.

”Jeg bliver kronet, forberedelserne er allerede i gang. Og i samme omgang skal jeg ægte Mikael, og han krones som konge. Elronda overlever, og vi lever lykkeligt til vores dages ende.”

Svarede hun, og sukkede, da hun sagde ordene: levede lykkeligt til deres dages ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...