Skyggens Datter 4: Arvingen

"Du gør det ikke!" Sagde Halt stædigt, og lænede sig faretruende ind imod mig. Jeg ignorerede hans kølige blik, og lagde hånden på mit sværd. "Jeg er ikke noget barn, Halt. Jeg er din datter, men jeg er opdraget som kongens datter, som en prinsesse og i denne sag har du intet at sige." Svarede jeg uhøfligt, så Halt så lamslået på mig. Jeg skubbede ham væk, og han gjorde intet for at forhindre det. "Gør dig selv en tjeneste, og gå ud og leg med din bue. Jeg er sikker på, at du sagtens kan muntre dig med noget vildt." Sagde jeg hånligt, som om at han var et ulydigt barn. Han forlod målløst værelset.

18Likes
35Kommentarer
5916Visninger
AA

4. Min trolovede vender tilbage fra de døde

"Helt ærligt."

Mumlede jeg utilfreds, da jeg kravlede i seng. Will havde vendt ryggen til mig i sengen, og havde ikke sagt noget siden aftensmaden. Fint, tænkte jeg. Når det var sådan som han ville have det.

Jeg rejste mig fra sengen, og kastede med vilje det tykke tæppe i hovedet på Will. Det var ved at være vinter, så det var en smule koldt at sove uden. Jeg tog hurtigt min kappe på, og forlod surt værelset. Næppe overraskende var Halt oppe, og sad og arbejdede med nogle dokumenter.

"Hvad nu?"

Spurgte han undrende, da jeg fandt mine støvler frem og trak dem på.

"Jeg går ud til hestene."

Svarede jeg kort, og forlod hytten, inden Halt kunne sige noget. Jeg gik med hurtige skridt over til hestene, og gøs let. Det var iskoldt udenfor, og jeg havde trods alt kun min natkjole og min kappe på. Idet mindste havde det ikke sneet, forsøgte jeg at tænke positivt og gøs let igen. 

"Hej pus."

Hilste jeg, da jeg nåede hen til dem. Sølvmanke stak begejstret sin mule i ansigtet på mig, og nappede mig let i næsen. Føllet, som jeg stadigt ikke havde fået navngivet, luskede hen ved siden af og snuste til mig. Det prustede let, da det opdagede at jeg ikke var Will, og gik hen for at ligge sig til at sove igen. Tug nussede let sit føl på hovedet, da det lagde sig ned. Sølvmanke ignorerede fuldstændigt Tug, gik det op for mig.

"Er der også problemer ved jer?"

Spurgte jeg hviskende, og kyssede let Sølvmanke på mulen. Hun lagde en lyd, som om at hun sagde ja, og gav Tug et utilfreds blik.

"Tja, i det mindste er det næppe, fordi at han er voldsomt jaloux."

Sagde jeg stille for mig selv, og kyssede Sølvmanke let igen. Hun prustede glad, og nulrede mig i panden. Jeg gav hende et taknemmeligt smil, da jeg pludseligt hørte lyden af en rytter, som nærmere sig. Jeg bandede kort over, at jeg ikke havde fået min bue med, da jeg opdagede at det var Horace, som sad på hesten.

"Du kunne ikke komme på et dårligere tidspunkt."

Sagde jeg let, og gav ham et let smil som hilsen. Han trak vejret tungt, som om at han havde redet hesten hårdt.

"Hvad nu?"

Spurgte jeg undrende, og greb kort tøjlerne på hans hest.

"Besøgende... på... på slottet... De er... de er Elrondianere."

Sagde Horace forpustet, og steg af stridshesten. Han trak vejret dybt et par gange, så han fik vejret og gav sig til at forklare.

"Det er nærmest en karavane. Anføreren af dem, han har spurgt efter dig. Han havde hørt rygter om, at du var her. Han introducerede sig som din trolovede, han hedder vist Mikael."

Svarede Horace, og så undrende på mig, da mine øjne gled op i chok. Mikael, tænkte jeg. Han var min trolovede, men vi troede at han var blevet dræbt i et opgør mod røvere. Jeg var blevet lovet bort til ham, som ganske lille. Jeg nikkede kort, og bad Horace om at vente, mens at jeg skiftede til noget mere normalt tøj. Og fortalte Halt, at jeg tog op på slottet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...